Brevkassen: Hvordan opgøres et bo i forbindelse med dødsfald?

I denne uges brevkasse graver vi ned i et konkret spørgsmål om, hvordan tvangsarv og lån kan håndteres, når den ene part er afgået ved døden. Vanen tro er advokat Allan Ohms på banen for at belyse, hvilke muligheder og regler der gælder.

Arv og værdierne efter en afdød med både sær- og fællesbørn afhænger af de aftaler, parterne har indgået. Derfor er det vigtigt, at man får de papirer på plads i tide. Arkivfoto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Jeg har et principielt spørgsmål vedrørende opgørelse af bo i forbindelse med dødsfald. Jeg kan ikke gennemskue juraen i denne sag, selv om jeg plejer at kunne finde et svar i paragrafferne.

Sagen drejer sig om X (afdøde), der igennem mange år har været gift med Y. X og Y boede sammen i Xs bolig, inden X døde. X og Y havde to (voksne) børn sammen. X havde derudover to (voksne) særbørn, som ikke er børn af Y.

Ifølge Tingbogen og seneste opgørelse fra Skat havde X 100 procent ejerskab af boligen, som Y i sin tid ikke var med til at erhverve. Y er tilflyttet, efter at X blev skilt fra en tidligere ægtefælle.

X og Y havde kombinationssæreje i form af at have indgået en ægtepagt, ifølge hvilken fuldstændig særeje gælder for den overlevende ægtefælle, i dette tilfælde Y efter Xs død.

Y har ønsket at skifte boligen ved privat skifte i stedet for at sidde i uskiftet bo, hvorved de fire børn af X ifølge testamentet til deling skal arve tvangsarven, det vil sige, at Y skal arve 15/16 af arven efter X, og børnene skal tilsammen dele 1/16. Det vil sige, at 1/64 af Xs bo skal tilfalde hvert barn i tvangsarv ved skiftet.

Ifølge ganske nylig vurdering af boligen, som X havde 100 procent ejerskab af, er boligen i runde tal vurderet til 3.800.000 kroner. Der forefindes et lån i Xs bolig på 1.800.000 kroner, som tilsyneladende er tiltrådt af både X og Y som debitorer, trods den omstændighed at X var eneejer af boligen. Det er lidt usædvanligt ifølge min opfattelse.

Personligt ville jeg aldrig underskrive et lån som debitor på en ejendom, jeg ikke havde ejerskab af. Ikke desto mindre ser det ud til være tilfældet i denne sag, eftersom det i Xs skattemappe umiddelbart før dødsfaldet fremgår, at X havde gæld på 900.000 kroner, altså halvdelen af lånet i boligen. Spørgsmålet er derfor:

Xs formue i boligen, umiddelbart inden dennes død, hvorfra der skal beregnes tvangsarv til børnene, kan beregnes som:

(Vurdering) - (Xs andel af lån i boligen) = 3.800.000 - 900.000 = 2.900.000

Eller:

(Vurdering) - (sum af X og Ys samlede lån i boligen) = 3.800.000 - 1.800.000 = 2.000.000

Hvilken er den korrekte opgørelsesmåde ifølge ægtepagt og testamente? Beregningsmetoden har jo især betydning for beregning af tvangsarv for hvert af Xs børn.

Med venlig hilsen
K.L.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Du har ret i, at det kan se mærkeligt ud, at Y, som ikke er medejer af huset, underskriver som skyldner på lånet. Det kan skyldes, at X ikke har kunnet godkendes som eneskyldner og dertil naturligvis en portion tillid fra Y til X.

Spørgsmålet er så, hvad der gælder, når X er død? Gælden er ud fra det, du skriver, knyttet til det pantsatte aktiv, ejendommen, og uden andre informationer end dem, du giver i din mail, er det min opfattelse, at friværdien skal opgøres til to millioner kroner, idet Ys hæftelse må indløses af boet efter X.

Af hensyn til andre læsere vil jeg kommentere den model, som X og Y har valgt. De har kombineret testamente med en ægtepagt med såkaldt kombinationssæreje. X og Y har været gift, men har valgt at ændre formueordningen fra delingsformue, tidligere kaldet for fælleseje, til kombinationssæreje. Det er sket ved ægtepagt. Uden ægtepagt ville X og Y, som rigtig mange ægtefæller har, have delingsformue.

Delingsformue ophører, når den ene ægtefælle dør. Hvis begge ægtefæller har en positiv formue, så skal den samlede nettoformue deles i to lige store dele. Den ene del tilhører længstlevende ægtefælle, hvilket kaldes boslod og ikke er arv. Den anden halvdel tilhører afdødes bo, og det er den halvdel, der falder i arv.

Hvis der ikke er oprettet testamente, vil længstlevende ægtefælle i alt sidde tilbage med 3/4, nemlig halvdelen som boslod og halvdelen i arv af den anden halvdel. Det er arvelovens udgangspunkt. Hvis der er oprettet testamente med mest muligt til længstlevende, så vil længstlevende få halvdelen som boslod og af den anden halvdel arve 7/8 svarende til 15/16 af den samlede formue.

Hvis testamentet, som X og Y har valgt at gøre, er kombineret med ægtepagt, så vil længstlevende ægtefælle beholde sit eget kombinationssæreje, idet dette ved den anden ægtefælles død straks bliver længstlevendes fuldstændige særeje og derfor ikke indgår i delingen af boet efter førstafdøde.

Førstafdødes særeje skifter derimod ved død automatisk fra at være kombinationssæreje til nu at blive delingsformue. Det betyder, at længstlevende ægtefælle beholder hele sin egen formue og samtidig af førstafdødes formue modtager halvdelen som boslod og af den anden halvdel, som falder i arv, arver længstlevende mest muligt, hvilket er 7/8 af det, der falder i arv efter førstafdøde.

Samlet får længstlevende altså først sit eget særeje, dernæst halvdelen af førstafdødes formue og så 7/8 i arv eller 31/32 af den samlede formue, og førstafdødes børn skal dele 1/32 uanset antal børn.

Denne begrænsning i arven er temmelig vidtgående, og modellen er meget anvendt. Det er vigtigt, at der derfor i testamentet tages stilling til, hvordan arven efter længstlevendes død skal deles. Hensigten er at beskytte længstlevende, men ikke nødvendigvis længstlevendes (sær)børn.

Teoretisk set kan der jo være få minutter mellem første og andet dødsfald, og det vil kunne give groteske situationer, hvis beskyttelsen af længstlevende reelt ikke kommer til eksistens, mens formuen fordeles skævt i forhold til ægtefællernes børn, særligt når der som her er tale om både fællesbørn og særbørn.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)

www.forumadvokater.dk