Brevkassen: Hvordan fordeles arven ved samtidig død?

I denne uges brevkasse belyser advokat Erik Øvlisen, hvordan arven kan komme til at blive fordelt, såfremt et ægtepar afgår ved døden samtidig.

Det er en god idé sammen med sine børn i et fælles testamente at forholde sig til, hvad der skal ske, efter at døden er indtruffet. Det kan få stor betydning ved dine, mine og vores børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hej Brevkassen

Vi er gift, men med skilsmissesæreje, så vi arver hinanden ved dødsfald.

Men hvordan fordeles arven, hvis vi dør samtidig – eksempelvis ved en dødsulykke, og hvordan afgøres, om man faktisk er død samtidig. Det er klart, at hvis der er større tidsrum mellem dødsfaldene, så arver længstlevende og derefter dennes arvinger, men hvordan afgøres ellers, om begge dør samtidig? Der kunne jo være ganske kort tid mellem dødstidspunktet. Det kunne være sekunder eller minutter. Hvad så med arven? Kan man forvente, at den samlede arv fordeles ligeligt mellem parternes arvinger, eller skal der så et testamente til?

Mvh
F D.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Efter arveloven er det et krav for at arve, at arvingen overlever afdøde. Børn, der er undfanget inden dødsfaldet og fødes levende, har også arveret efter afdøde.

Man bruger det i sundhedsloven fastsatte lægelige dødsfaldskriterium, dvs. hjerte- eller hjernedød. Samtidig død skal forstås skarpt. Kan det godtgøres, at for eksempel manden overlevede hustruen, så vil manden tage arv efter hustruen, selv om manden kun overlevede hustruen med et minut. I praksis er der tale om et bevisspørgsmål. Falder både manden og kvinden ned med et fly, og findes ingen af dem i live, vil det i praksis være umuligt at afgøre, om den ene døde før den anden. Her bestemmer arveloven, at når det ikke vides, hvem der døde først, så tager de afdøde ikke arv efter hinanden.

Spørgsmålet om en ægtefælle overlevede den anden ægtefælle har været bedømt af domstolene i en arvesag, der var udløber af en makaber drabssag. Trods den makabre baggrund illustrerer sagen meget godt, hvorledes samtidige dødsfald håndteres.

Ifølge egen forklaring skød sønnen sin mor ude i køkkenet, gik derefter ind i et værelse og skød stedfaren i hovedet og slog ham endelig to gange i hovedet med en mukkert. Ifølge obducenten og Retslægerådet var døden for begge indtruffet øjeblikkeligt. Sønnen blev i straffesagen kendt straffri på grund af sindssygdom og selvfølgelig frakendt arveretten efter sin mor.

Arveretligt var det nu interessant, om moren var død før stedfaren. Hvis dette var tilfældet, ville stedfaren tage arv efter moren. Var det ikke tilfældet, ville morens arvinger (med undtagelse af drabsmanden) kunne dele arven. Morens arvinger gjorde gældende, at man ikke kunne fæstne lid til den sindssyge drabsmands forklaring, og at ligsynslovens kriterier (dødspletter, dødsstivhed mv.) skulle anvendes frem for det lægelige dødskriterium (hjerte- eller hjernedød).

Skulle det lægelige dødskriterium anvendes, så krævede det en lægelig konstatering og ikke bare et efterfølgende skøn om, hvornår døden var indtruffet. Endelig gjorde morens arvinger gældende, at den minimale tidsforskel mellem dødens indtræden ved den samme ulykkelige hændelse måtte medføre, at døden måtte anses for indtruffet samtidig. Stedfarens arvinger gjorde gældende, at der ikke var grund til at tilsidesætte drabsmandens forklaring, der havde været uændret under hele forløbet, og at obducent og retslægeråd havde udtalt, at døden var indtrådt øjeblikkeligt. Såvel byret som landsret gav stedfarens arvinger medhold, og stedfaren var derfor arving i boet efter moren.

Som det vil fremgå, blev udfaldet af bevisvurderingen, at drabsmandens forklaring blev lagt til grund, altså at sønnen havde skudt moren, førend at han skød stedfaren. De sagkyndige udtalelser fra obducent og retslægeråd om, at døden var indtruffet øjeblikkeligt, medførte, at så var moren død før stedfaren. I praksis støtter man sig op ad, hvilket faktum som kan anses for bevist samt lægevidenskabelige udtalelser fra først og fremmest Retslægerådet.

I det ikke helt utænkelige scenario, at en bil med et ægtepar bliver ramt af en lastbil, og den ene ægtefælle dør med det samme, og den anden dør dagen efter, vil familieforholdene i mangel af testamente have afgørende betydning for, hvor arven ender. Hvis der i ægteskabet er formuefællesskab – eller skilsmissesæreje som i dit tilfælde – og der ikke er oprettet testamente, vil det med udelukkende fællesbørn være underordnet, om den ene eller den anden af ægtefællerne dør først. Fællesbørnene vil arve ligeligt.

Anderledes ser det ud, når der er særbørn. Har ægtefællerne hver et særbarn, men ingen fællesbørn, vil førstafdødes særbarn arve en fjerdedel af ægtefællernes formue, mens længstlevendes særbarn vil arve tre fjerdedele. Forskellen skyldes, at længstlevende tager halvdelen som boslod og arver halvdelen af førstafdødes boslod, dvs. tre fjerdedele. Og det er disse tre fjerdedele, som længstlevendes særbarn arver. Som det ses, får det stor betydning, hvem der dør først. Det er derfor endnu en god begrundelse for med dine, mine og vores børn i et testamente at forholde sig til, hvad der skal ske, efter at døden er indtruffet.

I mange testamenter er der taget højde for arvens fordeling ved samtidig død. På grund af den til tider uoverskuelige arvedeling, når ikke alle arvinger er fællesbørn, bør alle, der ikke udelukkende har fællesbørn som arvinger, i et testamente have en bestemmelse om arvens fordeling, både når døden sker forskudt, og når den er samtidig eller næsten samtidig.

Det typiske er at bestemme, at arven ved samtidig død skal fordeles på samme måde, som når længstlevende afgår ved døden. Omvendt ses det også, at der indsættes en bestemmelse om, hvad der er samtidig død, for eksempel dødsfald, der begge har sammenhæng med samme ulykke. Den enkeltes behov kan kun afdækkes ved en grundig drøftelse med en rådgiver.

Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H)

www.forumadvokater.dk