Brevkassen: Hvordan er retsreglerne for et nødtestamente?

I denne uges brevkasse forklarer advokat Allan Ohms om en helt speciel type testamente – nødtestamentet. Det bør nemlig kun vælges, hvis alt andet er udelukket, da det er meget usikkert, hvornår et nødtestamente anerkendes.

Der skal være sikkerhed for, at beskeden kommer fra den senere afdøde, men det kan lade sig gøre at oprette et nødtestamente med en sms, en mail eller besked til en telefonsvarer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Aban Kjerumgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Hvordan er det nu, at retsreglerne for at lave testamente er, hvis der for eksempel er en situation, hvor det ikke er muligt at få en advokat til at hjælpe med testamentet ved pludselig sygdom? Jeg har fået fortalt, at den nye arvelov bestemmer, at der ikke er nogen krav, sådan at en sms for eksempel kan være nok. Eller skal der være bevidnet, før det gælder? Min far er 89, og han vil gerne lave et testamente, men han kan ikke tage sig sammen, og jeg er bange for, om han kan nå det.

Venlig hilsen

HNHO

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Den type testamente, du omtaler, kaldes i arveloven for et »nødtestamente«. Det adskiller sig fra et sædvanligt testamente ved, at der ikke stilles krav til udformningen af testamentet. De almindelige testamenter (vidne- eller notartestamenter) skal udarbejdes, så en række formkrav opfyldes.

Ifølge arvelovens paragraf 65 gælder nu, at enhver tilkendegivelse fra afdøde, der er udtryk for en testamentarisk disposition, og som med sikkerhed hidrører fra afdøde, anses for et nødtestamente. Det kan for eksempel være en testamentarisk bestemmelse oprettet under anvendelse af sms, mail, mobiltelefon eller besked til telefonsvarer eller andre elektroniske kommunikationsmidler.

Nødsituationen skal være så alvorlig, at testator med rette føler, at døden kan indtræde når som helst. Det er en udvidelse i forhold til den tidligere gældende arvelov, hvor et nødtestamente kun kunne oprettes på to måder, enten som et holografisk testamente, det vil sige et testamente, som testator egenhændigt har skrevet og underskrevet, eller som et mundtligt vidnetestamente.

Ved ændringen til den nugældende arvelov valgte man i højere grad at lægge vægt på dokumentationen af testators endelige vilje frem for at fokusere på krav til formen for meddelelsen. Afgørende skal således ikke være nødtestamentets form, men alene om der foreligger en testamentarisk disposition, som med sikkerhed kan anses for at stamme fra den pågældende person, og som er udtryk for personens beslutning. Bevisbyrden herfor påhviler de testamentsarvinger, der påstår, at testamentet skal lægges til grund.

Nødtestamentet bør kun vælges, hvis alt andet vitterlig er udelukket. Det er meget usikkert, hvornår et nødtestamente anerkendes. Til underbygning af det udsagn vil jeg her kort nævne tre nyere domme om dette.

Den første sag handler om, at X, der var indlagt på sygehus, dagen inden sin død dikterede et notat til en bekendt, hvoraf det fremgik, hvordan hans aktiver skulle fordeles efter hans død. Notatet var ikke underskrevet, og det fremgik af teksten, at det skulle afleveres til en advokat.

Her fandt Højesteret, at X ikke havde ment, at han befandt sig i en nødsituation i lovens forstand, da han dikterede indholdet af notatet. X havde således ment, at der var tid nok til at oprette testamente efter de almindelige regler herom, og Højesteret fandt, at det i hvert fald var muligt at oprette et sædvanligt vidnetestamente på dette tidspunkt.

Betingelserne for oprettelse af et nødtestamente var derfor ikke opfyldt (U 2016.175 H). Dommen er juridisk korrekt, men mon X i situationen lige havde tænkt i de baner, der blev afgørende i Højesteret? Næppe.

I en anden nyere sag var A i den terminale fase. S havde den 23. maj 2016 ringet til en advokat, P, og bedt ham komme ud på bopælen. P, der ikke kendte A og S, kom ud til dem den 2. juni 2016 om formiddagen, og advokaten fik at vide af en sygeplejerske, at A var i stand til at oprette testamente, men at det hastede.

Der blev herefter oprettet et håndskrevet nødtestamente, hvoraf det fremgik, at S skulle arve på lige fod med As tre børn, således at de hver især skulle arve en fjerdedel, og A underskrev testamentet.

Efter oplysningerne om As tilstand den 2. juni 2016, og da advokaten ikke, da han kom ud på bopælen, var klar over, at testamenteoprettelsen var presserende, således at han skulle have sørget for at få en notar eller vitterlighedsvidner med, og da der ikke kunne stilles krav om, at advokaten eller S skulle have sørget for at finde testamentsvidne, havde betingelserne i arvelovens paragraf 65 for at oprette et nødtestamente været opfyldt. (U 2019.1526).

Der kunne efter min mening lige så vel argumenteres for det modsatte resultat.

Endelig en helt ny afgørelse fra marts 2021. Her døde A ifølge det retslægelige ligsyn den 27. september 2017 mellem kl. 13.00 og 17.10 en naturlig død. A havde skrevet en håndskreven seddel med telefonnummer, navn og adresse på B og påtegningen/tilføjelsen »skal arve alt, der er«.

Det blev lagt til grund, at sedlen var skrevet af A. Sedlen var udateret og uden tidsangivelse, og det indeholdt ingen oplysninger i øvrigt, der indikerede, hvornår tilføjelsen om arv var foretaget. Tilføjelsen var endvidere ikke skrevet på en måde eller med et indhold, der tydede på, at A var fysisk dårlig endsige døende, da han skrev den.

Sedlen med tilføjelsen om arv var efter en vidneforklaring placeret under et kaldeapparat og dermed på en måde, som ikke understøttede, at A havde foretaget tilføjelsen på et tidspunkt, hvor han vidste eller med føje måtte mene, at han ikke havde mulighed for at oprette et notar- eller vidnetestamente.

Landsretten fandt det derfor ikke bevist, at betingelserne for at udfærdige et nødtestamente i henhold til arvelovens paragraf 65 var opfyldt, da A skrev påtegningen/tilføjelsen. Dokumentet kunne derfor ikke anerkendes som et nødtestamente. Byretten havde anerkendt dokumentet som et nødtestamente (TFA2021.397). Også her vil jeg hævde, at byrettens resultat kan være ligeså rigtigt som landsrettens.

De kommentarer, jeg har anført om dommene, er ikke en kritik af domstolenes afgørelser, men de viser, at jura ikke er en eksakt videnskab. Der er en stor risiko ved at vælge nødtestamentet, så det er vigtigt kun at benytte den vej, hvis alt andet er udelukket.

Jeg synes, at du skal vise din far dette svar og så tilbyde at hjælpe ham med at tage fat i jeres advokat, så hans ønske sikres i et vidne- eller (bedre) et notartestamente.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

www.forumadvokater.dk