Brevkassen: Gælder dit livstestamente stadig?

I denne uges brevkasse belyser advokat Allan Ohms, om nyindførte regler betyder, at et behandlingstestamente gør et livstestamente ugyldigt.

Hvis du i en mulig kritisk situation selv er i stand til at vurdere, hvordan du ønsker for eksempel en sundhedsbehandling, så går din beslutning forud for en tilkendegivelse i behandlingstestamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Barbara Gindl/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkassen

Jeg har oprettet et livstestamente. Min søn har gjort mig opmærksom på, at reglerne er ændret. Der findes, så vidt jeg forstår, ikke længere regler om livstestamenter, men nu hedder det behandlingstestamente. Så vidt jeg kan forstå, gælder mit livstestamente stadig. Er det korrekt?

Med venlig hilsen
O.P.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Ja, et livstestamente, der er oprettet i Livstestamenteregisteret inden 1. januar 2019, er fortsat gyldigt, men nogle vælger at lade det afløse af det nyere behandlingstestamente.

Et livstestamente kan udelukkende indeholde tilkendegivelser om, at du ikke ønsker livsforlængende behandling i en situation, hvor du enten er uafvendeligt døende, eller hvor sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at du varigt vil være ude af stand til at tage vare på dig selv fysisk og mentalt.

Det er udelukkende fravalget af livsforlængende behandling som uafvendeligt døende, der skal følges af sundhedspersonen (efter min mening et skrækkeligt nudansk ord, jeg plejer at sige »lægen«), mens et ønsket fravalg af livsforlængende behandling som svært invalideret kun er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

Med indførelsen af et »Behandlingstestamente« blev mulighederne for selvbestemmelse udvidet.

Du kan vælge at sige nej til livsforlængende behandling (det vil sige, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse), hvis du ligger for døden, og/eller hvis du ligger hjælpeløs på grund af sygdom, ulykke med videre, og der ikke er tegn på bedring eller livsforlængende behandling, herunder genoplivning ved hjertestop, der kan føre til, at du overlever, men de fysiske konsekvenser af din sygdom eller behandling vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Du kan også sige nej til at modtage behandling for fysiske (somatiske) lidelser med brug af tvang, hvis du bliver varigt inhabil.

Dine ønsker er bindende. Der må ikke indledes eller fortsættes behandling i strid med dit behandlingstestamente. Heller ikke dine nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig kan ændre det, du har bestemt, medmindre du har valgt, at dit fravalg af behandling forudsætter dine nærmeste pårørendes, værges eller fremtidsfuldmægtigs accept.

Når jeg taler med mine kunder om behandlingstestamente, oplever jeg som regel, at de ikke har overvejet denne mulighed. Det er synd, for det er efter mange sundhedsfagliges mening en god idé at lade dine nærmeste i den aktuelle situation afgøre et fravalg af behandling. Du kan ikke vælge at lade dine nærmeste bestemme, hvis situationen er, at du er uafvendeligt døende – her gælder det, du har bestemt.

I alle tilfælde gælder, at du i situationen, hvis du er habil, kan fravælge det, du har bestemt i behandlingstestamentet.

Det beror dog altid på en lægefaglig vurdering, om du må anses for at være uafvendeligt døende, svært invalideret/i permanent koma eller i en situation, hvor behandlingen kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Der skal foretages en konkret vurdering, og hvis det lægeligt skønnes, at der skal iværksættes behandling i en periode for at se effekten, og der er mulighed for forbedring af tilstanden, betyder det, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandlingen ikke på dette tidspunkt kan anses for at være meget alvorlige og lidelsesfulde, også selvom der er en risiko for, at der ikke opnås en væsentlig bedring.

Jeg har tidligere i brevkassen omtalt en landsretsdom om læger, der havde valgt at give blodtransfusion i strid med en patients udtrykkelige ønske. Manden befandt sig i en livstruende situation, hvor øjeblikkelig behandling i form af blodtransfusion ud fra en lægelig vurdering var påkrævet for hans overlevelse, og lægerne mente sig etisk forpligtet til at give blodtransfusion.

Manden var medlem af Jehovas Vidner og havde tidligere tilkendegivet, at han ikke ønskede blodtransfusion. Hans hustru fastholdt dette, men patienten fik alligevel blodtransfusion.

To landsdommere fandt, at blodtransfusionen udgjorde et indgreb i strid med artikel 8 og 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Patientens ønske burde være fulgt. En landsdommer fandt, at der med beslutningen om at give blod til patienten på et tidspunkt, hvor handlingen måtte anses for påkrævet for hans overlevelse, ikke var sket et indgreb i strid med artikel 8 eller 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – eller med andre ord: Patienten skulle ikke bestemme (U2021.1073 Ø).

Sagen blev anket til Højesteret, der nu har truffet afgørelse (U2022.1423 H). Højesteret fandt, at der var hjemmel i sundhedslovens § 19 og § 24 til at give A blod, mens han var i bevidstløs tilstand. Højesteret lagde vægt på, at patienten efter ulykken havde været ude af stand til at tilkendegive egne ønsker.

Det forhold, at han ved ulykken og indlæggelsen bar sit forhåndsdirektiv om ikke at ville modtage blod, opfyldte ikke kravet i sundhedslovens § 24, stk. 2 om, at en afvisning af at modtage blod skal være givet på informeret grundlag i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation.

Højesteret lagde også vægt på, at patienten på det tidspunkt, hvor blodtransfusionen blev foretaget, befandt sig i en tilstand, hvor blodtransfusion var påkrævet for hans overlevelse. Der var ikke grundlag for at antage, at behandlingen var i strid med EMRK artikel 3, 8 og 14.

Højesteret lagde blandt andet vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke gav grundlag for at antage, at den nationale lovgiver er afskåret fra som led i en samlet afvejning af forskellige hensyn at fastsætte nærmere betingelser for, at tilkendegivelser fra medlemmer af Jehovas Vidner om ikke at ville modtage blod skal være bindende for sundhedspersonalet.

Højesteret lagde også vægt på, at patienten de første dage under sin indlæggelse blev behandlet med bloddannende medicin for derved at tage hensyn til hans tidligere tilkendegivelser om ikke at ville modtage blod.

Hvis du i situationen selv er i stand til at vurdere, så går din beslutning forud for en tilkendegivelsen i behandlingstestamentet. Du kan på Sundhed.dk finde en pjece om dine valgmuligheder.

Allan Ohms, advokat (H)
mediator og aut. bobestyrer
www.forumadvokater.dk

forumadvokater.dk