Brevkassen: Fremtidsfuldmagten er et friere valg end værgemålet og som regel mere fordelagtig og sikker end generalfuldmagter

I denne uges Brevkasse forklarer advokat Allan Ohms, hvad man skal være opmærksom på, både i forhold til såkaldte digitale fuldmagter samt fremtidsfuldmagter.

Selvom det stadig er lovligt at benytte en generalfuldmagt, anbefaler advokat Allan Ohms dog stadig, at generalfuldmagter afløses af fremtidsfuldmagter, der er oprettet indenfor lovens rammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to foregående lørdage har jeg svaret på læserspørgsmål om fremtidsfuldmagter. Det har resulteret i en række henvendelser, som jeg her vil samle op på.

En læser har bebrejdet mig, at jeg i mine to indlæg ikke har nævnt såkaldt digitale fuldmagter. Spørgsmålet er dog interessant, så her kommer lidt om emnet.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Ønsker du, at en anden skal hjælpe dig i kontakt med det offentlige, kan du give en fuldmagt. Danmark vil gerne være et topdigitaliseret samfund og megen kontakt med det offentlige foregår nu digitalt. Derfor kan man i dag give en digital fuldmagt. Sådan en fuldmagt giver den, du har givet fuldmagten til, muligheden for at logge på for dig. Du mister ikke selv adgang til at logge på selvbetjeningsløsningerne, når du afgiver en fuldmagt.

Der er forskellige måder at afgive fuldmagt på, alt efter hvilke selvbetjeningsløsninger, du ønsker at få hjælp til. Nogle steder skal du give fuldmagten direkte i selvbetjeningsløsninger, for eksempel læseadgang til Digital Post eller fuldmagt til TastSelv på www.skat.dk. Visse selvbetjeningsløsninger kan du give fuldmagt til på ét samlet sted, nemlig i »Digital Fuldmagt« på www.borger.dk. Det er en digital løsning, hvor du ét samlet sted kan give fuldmagt til offentlige, digitale selvbetjeningsløsninger. Ikke alle myndigheder er tilkoblet Digital Fuldmagt, så du må tjekke med den relevante myndighed, hvordan de håndterer fuldmagter.

Digital fuldmagt kan oprettes af personer over 15 år, der er ved fornuftens fulde brug. De kan oprettes på cirka 50 forskellige områder, dog ikke på alle områder. Det er fuldmagt til bestemte handlinger eller til læseadgang, her og nu: fuldmagten begynder med det samme og løber til det angivne udløbstidspunkt. Herefter kan den fornyes. Fuldmagten kan tilbagekaldes til enhver tid.

I dag er det – underligt nok – ikke muligt at oprette fuldmagt via Digital Fuldmagt på baggrund af en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft. Det samme gælder generalfuldmagter. Digitaliseringsstyrelsen undersøger muligheden for oprettelse på baggrund af fuldt dækkende, tinglyste fremtidsfuldmagter samt generalfuldmagter. Jeg har p.t. en forespørgsel herom hos Justitsministeriet, men har endnu ikke modtaget svar. En del læsere har udtrykt deres overraskelse over problemet og flere har stødt på det som fuldmægtige. Vi må afvente resultatet af arbejdet i Digitialiseringsstyrelsen og Justitsministeriet.

En fremtidsfuldmagt er væsentlig forskellig fra de fuldmagtstyper jeg har omtalt foran. Når fremtidsfuldmagten oprettes, skal du være 18 år og ved din fornufts fulde brug. En særlig sikkerhed ved fremtidsfuldmagten er, at når den er oprettet, så bliver den i første omgang hvilende. Den kan altså ikke bruges. Du opretter den »på forhånd« for det tilfælde, at du senere, for eksempel på grund af sygdom eller ulykke, ikke længere er habil til at oprette fuldmagt. Det kan sammenlignes med et testamente, hvor du »på forhånd« bestemmer, hvad der skal ske, når du ikke lever længere. Testamentet regulerer forholdene efter død og fremtidsfuldmagten forholdene fra du måtte være blevet syg og frem til din død. Fremtidsfuldmagten er et frivilligt og privat alternativ til en almindelig fuldmagt og til at være under værgemål. Bliver du syg og ude af stand til at handle, og har du ikke oprettet en fremtidsfuldmagt, så er alternativet et værgemål.

Flere læsere har spurgt om det stadig er lovligt at benytte en generalfuldmagt. Svaret er ja og jeg ved, at mange har en sådan fuldmagt. Dette var før lov om fremtidsfuldmagter (som trådte i kraft 1. september 2017) det eneste alternativ til et værgemål. Fremtidsfuldmagtsloven er blevet til på EU-initiativ, fordi medlemslandene alle har erfaret problemer med misbrug af generalfuldmagter. Derfor skal oprettelse af fremtidsfuldmagt ske som i første omgang hvilende og opretteren skal møde personligt på notarkontoret i retten for at vedkende sig oprettelsen. Men vær opmærksom på, at mange myndigheder og flere banker er tilbageholdende med – eller helt nægter – at godtage generalfuldmagter. Det skyldes den ofte åbne formulering af mange generalfuldmagter og en vis usikkerhed for om den, der godtager en generalfuldmagt kan blive mødt med krav. Det problem kendte vi før lov om fremtidsfuldmagter og efter lovens vedtagelse er problemet vokset. Derfor anbefaler jeg, at generalfuldmagter afløses af fremtidsfuldmagter oprettet indenfor lovens ramme.

Jeg har tidligere i brevkassen omtalt forskellige mangler ved loven. Jeg har kritiseret, at Familieretshuset og Civilstyrelsen ikke vil offentliggøre deres afgørelser om fremtidsfuldmagter, så vi lever i et juridisk mørke – men trods alle mangler synes jeg, at fremtidsfuldmagten er et friere valg end værgemålet og som regel fordelagtigere og mere sikker end generalfuldmagter. Min erfaring fra medvirken til oprettelse af rigtig mange fremtidsfuldmagter de sidste fire år er, at denne mulighed passer rigtig godt med de behov der er for selv at bestemme. Den samme motivation driver både testamentes- og fremtidsfuldmagtsoprettelse.

PS: Jeg takker for de mange læserhenvendelser om fremtidsfuldmagter. Jeg er fortsat interesseret i at se afgørelser fra Familieretshuset eller Civilstyrelsen eller høre om udfordringer, som fremtidsfuldmagterne har givet anledning til. Disse kan sendes til min mail ao@forumadvokater.dk

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H),

www.forumadvokater.dk