Brevkassen: En revolverkontrakt – hvad er det, og hvornår bruges den?

I denne uges brevkasse forklarer Allan Ohms, hvad en revolverkontrakt er, og hvorfor man skal passe på med den. En sådan kan være lovlig, men det er ikke alt, hvad der er lovligt, som også er klogt, skriver han.

Jura er lidt firkantet og lidt svær at folde ud på forståelig vis. Den kræver tålmodighed og grundighed. Bedste råd er: Undlad at sætte din underskrift på noget, der ligner en »revolverkontrakt«, skriver advokat Allan Ohms. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Jeg har hørt, at der eksisterer noget, der hedder en revolverkontrakt.

Er der det? Hvis ja, hvordan fungerer den, og bliver den udformet?

Med venlig hilsen

F.P.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Jeg husker ikke, om det er fra Strindberg eller et andet sted, jeg har læst, at »vi kalla folk för brännvinsadvokater, när de vinna processer på ett skrivfel, och när de vända rätt till orätt med lagens bokstav men utan att taga hänsyn till dess anda och mening«. Brændevinsadvokater. Jeg plejer at kalde det »wild west-jura«, og det er lige så slemt som »revolverkontrakter«. Måske det kan føres tilbage til samme forfatter. Jeg har til gengæld set en del aftaler, som nok kunne bære den påtegning.

Vi har et udtryk, der hedder hasardkontrakt. Det er en aftale, der lader pligten til at præstere en ydelse bero på en uvis kendsgerning, hvis indtræden eller ikke-indtræden parterne kan siges at »spille på«. En forsikringsaftale er en hasardkontrakt, fordi parterne ikke ved, om forsikringsbegivenheden vil indtræde. Nogle vil måske tro, at hasardelementet ligger i, at forsikringstager ikke forstår forsikringsvilkårene, men det er ikke den rigtige ordfortolkning.

En »revolverkontrakt« må betyde, at den indeholder underlødige metoder. Nogle vil være så underlødige, at de efter Aftalelovens regler vil føre til en aftales ugyldighed. Og så findes der fuldt lovlige »revolvermetoder«, men hvor ordet alligevel af nogle findes passende.

Jeg kan nævne, at det – navnlig lidt tilbage i tid – har været ganske almindeligt at se testamenter, hvor det bestemmes, at hvis førstafdødes særbørn ikke vil tillade længstlevende at sidde i uskiftet bo, så skal vedkommende kun have tvangsarven. Jeg har mødt mange særbørn, som ikke fandt det sympatisk, at afdødes sidste hilsen kom til at lyde på denne måde – i nogle tilfælde endda først kundgjort ved oplægning af testamentet hos en advokat, der gennem mange år var advokat for længstlevende. Det er lovligt, men det er ikke alt, der er lovligt, som også er klogt.

En »revolverkontrakt« ses ikke sjældent i lejekontrakter. Et eksempel fra domspraksis handler om en lejekontrakt, hvor det blev aftalt, at lejen ikke kunne kræves nedsat, og at lejeren mistede retten til at afstå lejemålet, såfremt lejen blev nedsat. Lejer krævede nedsættelse af lejen, der var på 428.000 kroner årligt, hvilket retten fandt var 65,1 pct. over markedslejen. Retten nedsatte lejen, men en del lejere har nok valgt at tro, at noget sådant på grund af aftalens indhold ikke var muligt (TBB 2015.220Ø).

Lennart Lynge Andersen afslutter på side 490 bogen »Aftalelovens § 36« med at citere en artikel fra 1973 forfattet af senere højesteretspræsident Borge Dahl  (Juristen 1972, s. 242 i en artikel om forbrugerbeskyttelse ved køb): »De ideologiske ændringer, der er sket siden liberalismens og individualismens tidsalder, har kun i ringe grad berørt kontraktsretten, der i så henseende står som et monument over det forgangne. Spørgsmålet om forbrugerbeskyttelse indenfor kontraktsretten er et spørgsmål om, i hvilket omfang der på dette område skal etableres en social kontrol. Dette spørgsmål kan utvivlsomt besvares på mange måder.«

Og Lynge Andersen tilføjer hertil kun: »Vi skriver 2018.« Hvortil jeg kan føje: Vi skriver nu 2020. Monumentet står stadig – i mange henseender er den svage kontraktspart dårligt stillet, og man kan med Børge Dahl sige, at mange svar er mulige.

Professor, dr.jur. Torsten Iversen har herom i bogen »Aftaleloven 100 år« formuleret det sådan: »Det er muligt, at aftaleloven er en ruin, men det er i hvert fald en smuk ruin. Bygningsværkets solide fundament, de bærende søjler, de elegante linjer i hovedbygningerne står fremdeles. Måske er dele af bygningen blevet overgroet med efeu eller stedvis belagt med mos, og måske er der faldet et par sten ud hist og pist eller endog styrtet dele af gesimsen ned … Men selv som ruin er aftaleloven i sin struktur, sine hovedlinjer og sin udførelse smukkere og mere gennemtænkt end det meste af den lovgivning, der i dag sprøjter ud af lovgivningsmaskineriet ….«

Jeg har selv det bud, at megen forbrugerbeskyttelse ender i gold jura. For mange år siden bestod en slutseddel om køb af et hus af fire sider med store skrifttyper. I dag hedder det en købsaftale, og den er – med tilhørende informationer og lånedokumenter på 100-200 sider, hvoraf hovedparten aldrig bliver læst. Formelt er forbrugerbeskyttelsen leveret, men jeg har mødt en del huskøbere, der – ofte for sent – har set købsaftalen som en »revolverkontrakt«.

Forklaringen på dette er blandt andet, at jura er lidt firkantet og lidt svær at folde ud på forståelig vis. Den kræver tålmodighed og grundighed. Bedste råd er: Undlad at sætte din underskrift på noget, der ligner en »revolverkontrakt«. Rådet gives med anerkendelse af, at det er let at give råd og vanskeligt at efterleve det i virkelighedens verden. Rådet er trods dette værd at følge.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk