Brevkassen: Det store dilemma ved behandlingstestamente

I denne uges brevkasse følger advokat Allan Ohms op på en kommentar fra brevkassens seneste artikel om behandlingstestamentet. Her deler en pensioneret sygeplejerske de bekymringer, læger kan have ved at skulle tage stilling til, om en patient er »opgivet«.

Oprettelsen af et behandlingstestamente kan let foretages med NemID hjemme fra stuen. Men mange ved ikke, hvad de egentlig har sagt ja eller nej. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til brevkassen

Tak for jeres svar om behandlingstestamente. Jeg er selv sygeplejerske, men nu pensioneret, og jeg har ikke etableret et behandlingstestamente. Det skyldes, at jeg i mit arbejdsliv flere gange har oplevet, at mennesker, der var »opgivet« – vi ventede, de skulle dø, eller ved overlevelse blive meget dårlige – men de kom sig. Jeg tør derfor ikke tage stilling til en situation, som jeg ikke kender. Burde det ikke være nævnt i dit svar i brevkassen?

Med venlig hilsen
H.N.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Tak for din reaktion. Du har en vigtig pointe, og derfor følger jeg op på mit svar i Berlingske i lørdags 27. november 2021. Jeg er advokat og ikke læge, så jeg tør ikke selv alt for firkantet udtale mig, men jeg har på baggrund af din henvendelse undersøgt lidt om, hvad de fagkyndige siger.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad fra 14. februar har formanden for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, overlæge Klaus Klausen, kritiseret behandlingstestamenternes anvendelighed. Han mener, at mange patienter ikke ved, hvad de har sagt nej til, hvis de har lavet et behandlingstestamente.

Overlægen siger, at nogle tror, at en indlæggelse på en intensivafdeling betyder, at man skal tilbringe resten af livet i respirator. På det grundlag frasiger de sig måske livsforlængende behandling i et behandlingstestamente, selvom virkeligheden er, at man godt kan udskrives fra intensiv til en normal tilværelse igen. Og det er ikke en dækkende opfattelse. Og det er sådan, jeg forstår, at du har oplevet det.

Overlægen forklarer, at lægerne taler med patienten eller de pårørende om, hvad patienten egentlig mener og ønsker. Du »kan sidde med dit NemID og lave et behandlingstestamente hjemme i stuen, men uden meget information om, hvad du egentlig siger nej til«, siger han og påpeger, at behandlingstestamenterne blandt andet af den årsag er stort set uden funktion i mødet med virkeligheden. Og at »det mest positive, jeg kan sige, er, at de måske kan give anledning til en dialog i familierne om, hvad man ønsker i den sidste del af livet, og det er en vigtig snak«.

Rent juridisk er jeg ikke enig med overlægen, for behandlingstestamentet skal følges, når det er trådt i kraft. Det skrev jeg uddybende om i mit svar, som du kommenterer. Det træder så først i kraft, når en læge har vurderet, at patienten ikke længere selv er i stand til at tage stilling til sin behandling (er varigt inhabil, dvs. når patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, hvor det afgørende er, om patienten kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag mv.), og det er altid lægen, der vurderer det, og her ligger naturligvis et spillerum for lægen.

Dit spørgsmål går ikke på, om lægerne nu vil overholde beslutningen, men på frygten for, at beslutningen følges strikt, og for at det kan føre til, at den, der har oprettet behandlingstestamente, dermed har fraskrevet sig muligheden for at blive reddet. Og jeg kan ikke udelukke, at den situation kan forekomme, men jeg kan pege på, at du – som jeg skrev – kan vælge, at de beslutninger, du har truffet, kun skal gælde, hvis dine nærmeste pårørende, din fremtidsfuldmægtig eller din værge giver sin accept. Det kan måske afhjælpe den frygt, du har.

Ældre Sagen har anbefalet, at der bliver udarbejdet mere udførlige vejledninger til oprettelse af behandlingstestamente end den nuværende, der er udarbejdet til borgere og pårørende af Styrelsen for Patientsikkerhed. Den nuværende vejledning giver efter Ældre Sagens mening ikke tilstrækkelig information om de forskellige beslutninger, man tager stilling til. Den informerer heller ikke tilstrækkeligt om, hvilke etiske, behandlingsmæssige, praktiske og juridiske konsekvenser disse beslutninger kan have for patient og for pårørende.

Lad mig også understrege, at selvom der er oprettet behandlingstestamente med fravalg, så kan du altid – hvis du er habil i situationen – tilkendegive over for en sundhedsperson, at du ønsker at ændre i dit behandlings- eller livstestamente eller trække det tilbage.

Gør du det, gælder det, så snart tilkendegivelsen er fremsat, og har alene virkning i forbindelse med det aktuelle behandlingsforløb. Hvis dette overleves, og hvis du vil fastholde ændringen, skal du så ændre dit behandlingstestamente.

Sundhedsfaglige medarbejdere, der er tæt på patienter og borgere, er klar til at vejlede i de spørgsmål, som patienter og borgere kan tage stilling til i et behandlingstestamente. Der er i sundhedsvæsenet et veluddannet og kompetent personale, som har indsigt i behandlingers nytte- og skadevirkninger, og hvilke konsekvenser de forskellige beslutninger kan have. Det er også afgørende, at personalet har den nødvendige tid og ressourcer til at give vejledningen, og det kan nok være en udfordring på nogle tidspunkter.

Der er tale om et komplekst område, og jeg er enig i, at der er en risiko for, at behandlingstestamentet under de nu foreliggende forhold vælges, uden at omfanget af bestemmelsen måske helt forstås, eller at betydningen overvurderes. Det er bare meget vigtigt at vide, at hvis der ikke findes et behandlingstestamente, så er udgangspunktet, at der gives livsforlængende behandling.

Det er en god idé, at der ikke bare oprettes et behandlingstestamente, men at dette drøftes med de nærmeste i familien og måske med lægen. Og hvis behandlingstestamente fravælges, er det også vigtigt at informere de nærmeste, så de klædes på til at opfylde de ønsker, der er hos den enkelte. Jeg er også enig med Ældre Sagen i, at der er brug for bedre vejledninger, og måske burde et behandlingstestamente kun kunne oprettes efter samråd med en læge.

Såvel et behandlingstestamente, som et juridisk testamente er af så afgørende betydning, at internetoprettelse ikke er uden betænkeligheder. For de juridiske testamenter har jeg i hvert fald som bobestyrer haft ret meget bøvl med sådanne testamenter, hvor betydningen af indtastningen på nettet ikke er korrekt forstået af testator. Jeg har ikke eksempler på det samme for behandlingstestamenter, men det kan sagtens forekomme. Kender du til sådanne problemer hører jeg gerne fra dig på ao@forumadvokater.dk, så vil jeg vende tilbage om det her i brevkassen.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk