Brevkassen: »Det handler ikke om jura, men derimod om følelser«

I denne uges brevkasse belyser advokat Allan Ohms, hvordan både juridiske og følelsesmæssige konflikter i forbindelse med afgiftsfri gaver til børn og børnebørn kan håndteres.

Afgiftsfri gaver til børn og børnebørn kan ofte skabe konflikter i familien. Men der findes flere måder at undgå det på. Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Tak for mange gode svar, som jeg læser for at blive klogere. Der står så meget rigtigt i brevkassen 1. maj 2021. Vi har selv fulgt et råd om at give et beløb til børn og børnebørn, mens vi er i live.

Vi ville gerne hjælpe og samtidig selv have glæden ved at give gaven, mens vi er live. Vi kunne derved også opnå besparelse på afgift til statskassen, og vores børn og børnebørn ville kunne bruge penge nu og her uden at skulle afvente dødsfald hos forældre og bedsteforældre.

I vores situation har vi tre børn – et barn har ikke livsarvinger, et har to børn, og et har tre børn, og vi har givet det afgiftsfri beløb til alle. Nu er der opstået skuffelse hos to af vores børn, som synes, at vi på den måde gør forskel.

Det har senest ført til, at en almindelig fødselsdagsgave fra os er blevet afvist. Hvad der skulle være en glæde for os blev i stedet en nedtur, og vi har ellers altid sørget for ikke at gøre forskel på børnene og børnebørnene. Derfor bør der måske i besvarelser gøres opmærksom på det.

Med venlig hilsen
X og Y

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Tak for jeres refleksion. Denne er meget relevant, og I er ikke alene om at støde på den problematik, som I er blevet ramt af. Jeres disposition er fuldstændig lovlig og legitim, så det handler ikke om jura, men derimod om følelser. Og jeg bringer jeres indlæg, fordi emnet er vigtigt for mange. Og ikke alle tænker over det.

Når jeg rådgiver mine kunder, skal juraen være på plads. Det er bare ikke tilstrækkeligt. På sæt og vis er tiltroen til, hvad jura kan gøre, nogle gange stærkt overdrevet.

»Nu har vi et juridisk korrekt dokument, og så er vi sikre,« tænker mange. Det er bare ikke altid rigtigt. Følelser og jura kommer desværre ofte på kollisionskurs.

Så længe I lever, kan I disponere, som I vil. I kan begunstige, hvem I vil. Den, der sidder i uskiftet bo, kan ikke handle lige så frit, men der er dog – især efter udviklingen i retspraksis de seneste år – ganske vide grænser for fri råden også i den situation.

Også ved den deling, der skal ske efter jeres død, har I ganske frie hænder. Længstlevende kan for eksempel indrette det sådan, at længstlevende vil kunne skifte og herefter sidde tilbage med 31/32 af den samlede formue.

Hvis hver ægtefælle for eksempel har tre millioner kroner som kombinationssæreje, så kan det arrangeres sådan, at ved skifte sidder længstlevende tilbage med tre millioner som fuldstændigt særeje.

Af de andre tre millioner får længstlevende det halve som ægtefælle (såkaldt boslod). Og af de sidste halvanden million arver længstlevende 7/8 eller 1.312.500 kroner. Livsarvingerne skal så dele 1/32, i eksemplet 187.500 kroner. Nogle børn vil måske finde, det er skævt, men det er helt lovligt.

Livsarvinger har alene krav på at modtage tvangsarven. Når der efterlades ægtefælle og børn, er tvangsarven 1/8 til ægtefællen og 1/8 til børnene. 3/4 kan gives til andre. Er der alene en ægtefælle eller alene børn, da er tvangsarven 1/4 til ægtefælle/børn. Med andre ord er der både i levende live og efter død et stort råderum, hvilket bør huskes, inden skuffelsen får frit løb.

Men hvad nytter det, hvis skuffelsen ikke desto mindre opstår, sådan som I selv har oplevet det? Her er ikke en generel mirakelkur, men også på dette område gælder det gamle ord om, at dialog fremmer forståelsen. Nogle vælger derfor et familieråd med deltagelse af forældre og børn, hvor forældrene præsenterer planer om enten gaver i levende live eller arv.

Det giver en mulighed for at mærke, hvordan et påtænkt initiativ vil virke, og det inden nogen skade er sket. Der er så mulighed for at tilpasse, hvis en plan møder for stor uvilje.

Jeg har selv været med som facilitator ved denne type familieråd, og i de fleste tilfælde har både børn og svigerbørn deltaget. Det giver mulighed for en dialog, hvor de værste stød kan tages af den udenforstående facilitator, og det er efter min erfaring en god model.

Jeg har ikke været ude for det, men selvfølgelig kan der opstå situationer, hvor enighed ikke kan opnås, og så må der ageres bedst muligt ud fra det. Det er menneskeværk med alle de udfordringer, det giver.

Nogle vælger helt at afstå fra at give gaver i levende live, også selvom likviditeten er til det. Det synes jeg selv er en høj pris at betale, men nogle vælger den, og så træffes beslutningen i testamentet. Her er det altid en god idé at sætte ord på beslutninger, hvor der »gøres forskel« i den form, at ikke alle får lige meget.

Hvis for eksempel børnebørn ønskes tilgodeset, så vælger nogle, at børnebørnene skal have lige meget, mens andre afpasser det, så børn og børnebørn i de respektive grupper samlet set får lige meget. Ingen af metoderne er forkerte, men det er hjælpsomt for testamentelæserne, hvis dispositionen forklares i testamentet.

Nogle gange kræver det forskelsbehandling, hvis mennesker skal behandles lige. Den kendsgerning kan støde på grund hos dem, der føler sig matematisk ulige behandlet, og det er hér, at en forklaring vil kunne gøre en vigtig forskel.

I jeres tilfælde lever I heldigvis begge, og derfor er det ikke for sent at samle op på situationen. Jeg tror, at ingen af jer har det godt med situationen. Det er ikke let, tværtimod, men en dialog kan måske forløse og sikre glæden tilbage hos hele familien. Det er et forsøg værd. Held og lykke dermed.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H), mediator

www.forumadvokater.dk