Brevkassen: Der kan spares mange penge ved at kende beskatningsreglerne

I denne uges brevkasse er en læser interesseret i, hvilke konsekvenser der kan være ved at få arveforskud fra forældre bosat i udlandet.

Politikere kræver loft over kviklånsrenter
Der er gode muligheder for at spare penge, hvis man er opmærksom på et par forskellige skatteregler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Mine forældre bor i Spanien, og de vil gerne give mig og min bror arveforskud på hver 250.000 kr. Hvilke konsekvenser har det for os?

Med venlig hilsen

M.C.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Generelt vil jeg, når to eller flere landes skatteregler er indblandet, altid råde til, at det i alle involverede lande bliver undersøgt, hvad de juridiske konsekvenser af en disposition er. I jeres tilfælde er Spanien og Danmark involveret. Jeg kan svare for de danske reglers vedkommende, men må henvise til en spansk skattekyndig for en undersøgelse af de spanske skatteregler.

Efter de danske regler anses et arveforskud for en gave, som der skal betales gaveafgift af. De danske gaveafgiftsregler er, at hvis enten gavegiver eller gavemodtager bor i Danmark, så skal der betales dansk gaveafgift. Efter de danske regler kan der i 2019 gives gaver til børn til og med 65.700 kr., uden at der skal betales gaveafgift, og der skal betales 15 pct. af det overskydende beløb. Gaveafgiften af et arveforskud eller en gave på 250.000 kr. til dig er derfor 27.645 kr. hvis arveforskuddet kommer fra din far eller din mor. Giver din far dig 125.000 kr. og giver din mor dig 125.000 kr., så er der to fradrag på 65.700 kr. Herved bliver gaveafgiften 8.895 kr. pr. gave på 125.000 kr. eller i alt 17.790 kr. Det er altså en besparelse på knap 10.000 kr. ved at gaven splittes op på din far og din mor. Hvad gaveafgiften i henhold til de spanske regler er, ved jeg ikke. Det bør dine forældre undersøge i Spanien.

Alternativet til et arveforskud eller en gave på mere end 65.700 kr. kan være at give et lån. Forbliver dine forældre bosiddende i Spanien frem til deres død, vil du ikke i Danmark skulle betale boafgift af at arve din gæld til dine forældre. Jeg har ikke kendskab til konsekvenserne i Spanien af, at du arver en gæld til dine forældre. Der må jeg henvise dine forældre til at få dette undersøgt i Spanien.

Det er, med forbehold af de udenlandske regler, altid en fordel efter de danske skatteregler, at gaver eller arveforskud ud over de afgiftsfrie bundgrænser gives som lån, da der i Danmark ikke skal betales afgift af arv efter en i udlandet bosat person. Men endnu en gang: Som jeg prøver at antyde, kan den udenlandske lovgivning føre til, at det der efter dansk lovgivning er en rigtig god fidus, samtidig er et klart selvmål efter den udenlandske lovgivning.

Med venlig hilsen

Erik Øvlisen, advokat (H)

www.ForumAdvokater.dk