Brevkassen: Arv som særeje er en følsom sag, men kan være ganske fornuftigt

I denne uges brevkasse belyser advokat Allan Ohms de forskellige former for kombinationssæreje, og hvordan børnebørn er stillet ved valg af særejeformen.

Hvad skal man vælge af arveform til sine børn og børnebørn, hvis man også vil tage højde for blandt andet skilsmisser i familien? Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære brevkasse

Tak for nogle spændende spørgsmål og nogle interessante svar.

Vi har tre børn, som skal arve os. Vi har lavet et testamente og bestemt, at arven skal fordeles ligeligt, og at den skal gives som kombinationssæreje.

Vores ene datter har en datter (A) fra et tidligere ægteskab. Hun er nu gift igen og har fået to drenge (B og C) med hendes nuværende mand (D). I deres testamente er det bestemt, at de to drenge B og C skal arve efter D, og at A intet skal arve efter D.

Når vores arv er kombinationssæreje, og hvis vores datter dør inden sin ægtemand, har vi forstået, at vores arv tilgår hendes mand (D), således at han kan sidde i uskiftet bo.

Hvis vores datter dør inden hendes mand, hvorledes vil A så være stillet rent arvemæssigt, når D dør?

Med venlig hilsen
V.C.P.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Tak for de pæne ord. Der findes forskellige former for kombinationssæreje. Du beskriver ikke nærmere hvilken form, men kombinationssærejet findes i otte udgaver. Kombinationssæreje kan defineres som skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje:

1. for hustruen, hvis hustruen dør først
2. for manden, hvis manden dør først
3. for hustruen, hvis manden dør først
4. for manden, hvis hustruen dør først
5. for førstafdøde, idet længstlevendes formue bliver delingsformue, dvs. type 1 + 2
6. for længstlevende, idet førstafdødes formue bliver delingsformue, dvs. type 3 + 4
7. for begge ved hustruens død, dvs. type 1 + 4
8. for begge ved mandens død, dvs. type 2 + 3

Jeg gætter på, at I har valgt model 6, dvs. når den første ægtefælle dør, så bliver dennes kombinationssæreje til delingsformue (fælleseje), mens længstlevendes særeje bliver dennes fuldstændige særeje.

Hvis jeres datter dør før ægtefællen, så vil hendes kombinationssærejearv blive omdannet til delingsformue. Det betyder, at hendes ægtefælle får halvdelen som såkaldt boslod, mens den anden halvdel falder i arv efter jeres datter.

Manden kan sidde i uskiftet bo med de to fællesbørn (B og C), mens han skal skifte med særbarnet (A), medmindre A tillader ham at sidde i uskiftet bo.

Har hun intet testamente, vil ægtefællen arve det halve og barn/børn den anden halvdel. Ægtefællen får altså 75 procent af kombinationssærejearven og barn/børn resten (til lige deling). Hvis hun og manden har fællesbørn, kan manden sidde i uskiftet bo, som anført, fordi kombinationssærejeearven bliver delingsformue ved første dødsfald. Anderledes havde det været, hvis arven var gjort til  fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje model 1, 5 eller 7.

Hvis jeres datter dør først, og hvis ægtefællen har fået lov til at sidde i uskiftet bo efter jeres datters død (hvilket netop kræver tilladelse fra jeres barnebarn A), så vil bobeholdningen ved mandens død blive delt i to lige store dele. Den ene del falder i arv efter jeres datter med 1/3 til hver af datterens tre børn, og den anden halvdel falder i arv efter manden med halvdelen til hans to børn.

Hvis I gerne vil kompensere barnebarnet A, fordi A kun arver moren og ikke stedfaren, så kan I gøre det enten i levende live eller via jeres testamente.

Af hensyn til andre læsere vil jeg her nævne, at der er flere forskellige meninger om, hvorvidt arv bør gøres til særeje – og i givet fald hvilken form for særeje. Der er rigtig mange følelser i emnet »særeje«, både mellem ægtefæller og mellem arveladere og arvinger.

Der er også rigtig mange særejeformer, og der er grund til at tænke over mulighederne. Når rigtig mange forældre vælger at gøre deres børns arv til særeje, så skyldes det sædvanligvis ikke, at forældrene ikke kan lide deres svigerbørn. Men sådan opfattes det meget ofte af svigerbørn.

»Kunne dine forældre ikke lide mig,« spørges der. Svaret er som regel: »Jo, de kunne rigtig godt lide dig, men da de skrev testamente, kunne de jo ikke vide, om ægteskabet ville gå, som I har lovet præsten.«

De fleste vælger særejeformen, som et tilbud til børnene om at beskytte arven mod skilsmisse. Det er også grunden til, at kombinationssæreje i formen ægtefællebegunstigende kombinationssæreje er hyppigt benyttet. Det beskytter mod skilsmisse, men hvis barnet dør først, så er det en hjælpende hånd til svigerbarnet.

Nogle vælger særejeformen, fordi det vides, at svigerbarnets forældre har gjort det samme. Andre vælger at drøfte det med børn og svigerbørn eller med svigerforældre. Det er også muligt at bestemme, at særejestatus kan ophæves på visse nærmere beskrevne betingelser.

Hvis der i et testamente er fastsat bestemmelse om, at arven skal være særeje i en nærmere defineret form, så kan dette ikke ændres. Nogle arvinger vælger så i samråd med ægtefællen at kompensere ved en ægtepagt, hvor svigerbarnet af delingsformuen får en bid, der svarer til arvingssærejedelen, så ægtefællerne er stillet lige, og sådan kunne jeg fortsætte, hvis rammen her i brevkassen tillod det.

Det vigtigste er at være opmærksom på mulighederne og herunder såvel fordele som ulemper.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H),

www.forumadvokater.dk