Bolignedturen er langtfra slut

Husejere må acceptere større prisfald i fremtiden. Sådan lyder vurderingen fra flere økonomer.

Når der tages højde for sæsonudsving, så faldt husprisen på landsplan 2,8 pct. i 2. kvartal i år i forhold til det foregående kvartal, skriver Børsen.

»Den værste pristilpasning står endnu foran parcelhusmarkedet, mens ejerlejlighederne har set den værste pristilpasning,« siger Christian Hilligsøe Heinig, seniorøkonom i Sydbank.

Han fremhæver, at omsætningen af huse har været nedadgående, samtidig med at der er sket en kraftig stigning i antallet af parcelhuse til salg. På boligportalen boligsiden.dk er der lige nu udbudt ca. 34.500 huse. I september sidste år var det tal nede på 26.200.

»Der er flere modvinde, der blæser mod boligmarkedet, men de primære skurke er de seneste års rentestigninger og en boligprisfest, der løb løbsk. Det har resulteret i et kraftigt stigende udbud af boliger til salg og lav salgsaktivitet,« siger Christian Hilligsøe Heinig, der mener, at udviklingen i salgsaktiviteten og udbuddet af boliger til salg er en god indikator for den fremtidige prisudvikling.

Kilde: Børsen



 
Læs også:

Realkredit: Boligmarked er på frysepunktet

Her er boligmarkedets sorte pletter

Mæglernes tip til røverkøb af bolig