Vi mødes på Sankt Hans Torv

Den ultimative plads i København, den, der har det hele, sol, læ, tilgængelighed, godt udsyn, sladderpotentiale, afslappet stemning og gode caféer, er Nørrebros lokale akse, Sankt Hans Torv fra 1993.

Pladsens renovering i 1993 fik betydning for mindst halvdelen af Nørrebro. Pludselig blev det meget populært at bo nord for Nørrebrogade. <br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Sankt Hans Torv er bare kæledæggen. På en eller anden mirakuløs måde er det med enkle, arkitektoniske midler lykkedes at skabe et byrum, en plads, et mødested, som alle i hvert fald byplanlæggere, landskabsarkitekter og jyder kan lide.

»Der er nogle byrum, der beder om stiletter, og andre, der beder om bare at sætte sig med en øl, og der synes jeg, Sankt Hans Torv balancerer utroligt fint,« siger arkitekt Helle Juul, leder af Center for Byrumsforskning i bogen »Ud i byen«.

Der mangler strengt taget nogle bænke på Sankt Hans Torv, der er kun et par granitbjælker, hvor man kan sidde, men det gør ikke noget, for man sidder på pladsen med sin høkerbajer, eller man sidder på café. De to store: »Café Sebastopol« og »Pussy Galores« har tilsyneladende hver sit segment, men de er begge venligt afslappede, og det er tilladt at sidde rigtig længe over en kop kaffe til 34 kroner.

Kindkyssende kvinder mødes med hinanden over menukortet, unge fædre lader deres småbørn lege vildt med springvandet, en ældre mand med motoriseret handicapcykel samler flasker og dåser fra affaldskurvene, far og søn diskuterer højrøstet, en mand og kvinde i 50erne indleder deres første date, duerne pikker mellem brostenene, og en dame med fluffy hår og violin knækker om på sine stiletter, men bliver hurtigt genrejst af tililende teenagere. Et kort resumé af underholdningen en tilfældig eftermiddag.

»Lille Århus« er der nogen, der kalder pladsen. De siger, den har fået et provinsielt præg på grund af de mange unge, som bor i »et forældrekøb« på Nørrebro, og hvad enten det nu har noget på sig eller ej, så er det i hvert fald et brugbart salgsargument, hvis den toværelses ligger i nærheden af Sankt Hans Torv.

Sådan var det ikke i 1990erne! Sankt Hans Torv var engang et lille, grimt og slidt bytorv ved et stort, uregerligt vejkryds, og her skulle man ikke noget, man skulle bare forbi.

Men så tog professor og landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson fat. Trafikken over en del af pladsen blev sløjfet, så det lille torv blev til et bredt opholdsareal, der kom til at ligge i læ af den let buede femetages karre på den nordvestlige side. I yderkanten af pladsen bibeholdt man det solitære træ og gav det nogle »søstre« som en vej-ledning mellem cafeernes inderkreds og ydre torv. Og centralt på pladsen anbragte billedhugger Jørgen Haugen Sørensen sin vandkunst, »Huset der regner«. Det er en brutal sag, men den fungerer, den tiltrækker småbørn, virker beroligende med sin styrke og springvandslyd og minder om optøjerne på Nørrebro.

Pladsen var ved at blive etableret i 1993, der lå tonsvis af brosten i store dynger på pladsen, og dem fandt demonstranterne pludselig på at samle op og smide efter politiet 18. maj 1993. Så kom situationen for alvor ud af kontrol.

Nu ligger brostenene som en let bølgende flade over det 1.700 kvm store plads og viser, at et velgennemført byrumsprojekt kan få indflydelse på atmosfæren i en hel bydel. Selv Elmegade, der løber ud i Sankt Hans Torv, er ifølge et engelsk livsstilsmagasin med på verdensranglisten over steder, der er værd at aflægge visit.