Vedbend er en stedsegrøn, krybende eller klatrende busk. Den købes typisk i plantecentrene som en bunddækkeplante i en ti cm potte. Den ser bestemt ikke ud af noget særligt på dette stadium. Plant dem med 25-30 cm´s afstand, og de vil i løbet af én sæson dække jorden. Vedbend vokser med rankende skud, der breder sig ud til alle sider.
Se flere billeder i galleriet til højre.
De holder sig ved jorden, så længe de ikke har andet valg. Når vedbendrankerne før eller siden fanger husmuren, en træstamme, plankeværket eller måske skuret begynder de et nyt liv. De klamrer sig til det oprette og holder fast i underlaget med hæfterødder. Det er bittesmå rødder, der popper ud fra rankernes bagside, når de fornemmer, der er bid. Hæfterødderne borer sig ind i underlaget, så vedbenden ikke falder ned igen. Hiver man ud i en sådan vedbendranke på vej op ad en træstamme, er man ikke i tvivl om, at her er kræfter på spil. Ranken er som klæbet op ad stammen.
Den sidste overraskelse, vedbendplanten præsterer, er, når den går fra ungdomsform til voksenform. Det sker typisk efter otte-ti års vækst. Denne ændring handler ikke kun om, at planten blomstrer og sætter frugt. Den ændrer også bladenes form fra de lappede til helrandede blade, og de nye skud er nu ikke mere klatrende. Skuddene sidder nærmest vandret ud fra den opadstræbende vedbend. Det giver en helt særlig skønhed, når vedbend går i blomst. Netop nu ses både blomster og bær på de voksne vedbend.
Den er ikke til at komme udenom, vedbendplanten. I november og resten af den bladløse tid træder den i karakter og frem på scenen. Vedbend har en klassisk skønhed med smukt formede blade, der med glans returnerer novembers sparsomme solstrejf.
Almindelig vedbend, Hedera helix, er en unik plante. Du kan dyrke den som potteplante i vindueskarmen, hvor dens udfoldelse må begrænses til snoning på en bøjlestang, og livsvarigheden næppe bliver lang.
Planter du imidlertid din vedbend i haven, hvor den hører hjemme, kan den blive 20-30 meter høj og leve i en evighed. I antikken var vedbendranken tillagt stor symbolværdi. Den var helliget vinguderne Dionysos og Bacchus og var symbol på evig ungdom og livsglæde. Det forstår man, når man en smuk novemberdag får øje på disse mægtige planter, der tager favntag med selv de mægtigste træer.
Planteskoleejer Erik Lund Andersen, der driver en stor engrosplanteskole ved Vinde Helsinge i Vestsjælland, har altid haft et særligt øje for vedbend. Rundt omkring planteskolens bygninger huserer vedbend i alle højder. Her dækker småbladede vedbendsorter store flader under høje træer, så intet ukrudt får en chance. I foråret pipper masser af narcisser op mellem det bunddækkende løv. Vender man blikket opad står mægtige løvtræer og stræber mod himlen, men trods årstiden er de ikke nøgne. De er omslynget af vedbend og dens stedsegrønne blade følger træets vækst mod himlen. Fra plankeværk og mure hænger vedbenden ud med blomster og bær i november, og det er overraskende glansfuldt. Det er svært at forstå, at den selvsamme plante, Hedera helix, er solisten i alle forestillinger. Den kan det hele.
Vedbenden fortsætter herefter sin vækst stille og roligt opad. Kravler den på en husmur, vil den totalt dække husmuren med sit flotte løv. Kravler den op ad et træ, vil den i første omgang klynge sig til selve træstammen, men som den får fat, vil den kravle videre ud på sidegrene og næsten skjule det træ, den kravler i. Man kan undre sig over, at træet overlever. Det kan det måske heller ikke på meget lang sigt. Men sørger man for, at træet er kommet godt fra start og har en vis volumen, før vedbenden slippes løs, ser parløbet ud til at kunne holde næsten evigt.
På Erik Lund Andersens planteskole produceres mange, mange tusind planter af vedbend i seks forskellige sorter. Lund Andersen er desuden eneforhandler af et særligt koncept med navnet Mobilane Grøn Skærm, hvor den grønne skærm består af vedbend i vækst. Skærmen »plantes«, og straks har man det færdige resultat.
Vedbendskærme skal f.eks. løbe som grønne bånd langs hver etage på et nyt kollegium, som er ved at blive bygget i Skejby uden for Århus. Det giver fra dag ét en grøn og smuk bygningsflade og et plus på miljøsiden.
