Ud med kontormøblerne - ind med luksus og pengestærke beboere

Efterspørgslen efter luksuslejligheder i det indre London er så stor, at omkring 500-600 tidligere erhvervsbygninger ifølge The Sunday Times i øjeblikket er ved at blive bygget om til eksklusive boliger.

Der er slet ikke nok boliger i det indre London til at huse de mange pengestærke købere fra hele verden, der drømmer om en lejlighed i attraktive kvarterer som Knightsbridge, Mayfair, Belgravia, Kensington og Chelsea.

Derfor, skriver avisen The Sunday Times, har ejendomsudviklere kastet sig over erhvervs- og kontorbygninger, som de totalrenoverer til attraktive luksuslejligheder.

Ifølge Tom Craine, direktør i London Development Research, der rådgiver ejendomsudviklere og investeringsselskaber, foregår 90 procent af ejendomsudviklingen i London for tiden i tidligere erhvervslejemål.

Prisen for en bolig på nogle af Londons mest attraktive adresser er ifølge ejendomshjemmesiden Rightmove steget med over 55 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

»Efterspørgslen efter store, pralende lejligheder er så voldsom, at folk i ejendomsbranchen går efter hvad som helst med muligheder i,« siger Cliff Gardiner, direktør for ejendomsselskabet The Buying Solution, til avisen.

»Internationale købere går efter noget på en ubetinget »trofæ«-adresse. De vil bo i »über-prime«- London: I Chelsea, Mayfair og Knightsbridge. Så ejendomsudviklerne tager flere chancer og bliver mere dristige,« siger Gardiner.

De tidligere kontorbygninger giver entreprenørerne frie hænder til at indrette lejlighederne efter købernes krav, når bygningerne alligevel skal bygges fuldstændig om. De kommende beboere efterspørger bl.a. underjordisk parkering til lejlighederne, aircondition og de nyeste sikkerhedsdimser. F.eks. skudsikre overvågningskameraer og nummerplade-genkendelsessystemer til beboernes biler.

En af pionererne inden for »eks-kontorstilen« er forfatteren Jeffrey Archer. Han købte tilbage i 1975 de to øverste etager af Alembic House - en kontorbygning fra 1960 - på Albert Embankment med udsigt til Big Ben.

Siden indrettede en ejendomsudvikler lejligheder i resten af kontorbygningen, og efterfølgende fik trenden yderligere liv med udløbet af de midlertidige erhvervstilladelser for Westminster i 1990. Tilladelserne blev givet for at få området omkring Buckingham Palace, Parlamentet og centraladministrationen på fode igen efter Anden Verdenskrig og betød, at mange aristokratiske byhuse blev lavet om til kontorer.

I øjeblikket er bl.a. en kontorbygning over for stormagasinet Harvey Nichols ved at blive revet ned for at give plads til 86 luksuslejligheder, som ifølge The Sunday Times vil blive sat til salg for op til 25 mio. pund (282 mio. kr.). Et andet sted har en ejendomsudvikler netop fået tilladelse til at bygge det tidligere hovedkvarter for British Red Cross om til lejligheder.

Boligudviklernes håb om at tiltrække verdens superrige til netop deres projekt i en tidligere erhvervsejendom møder dog én lille hindring på vejen. Nemlig at Londons borgmester Ken Livingstone forventer, at op til halvdelen af boligerne i projekter med flere end ti lejligheder, bliver til en »rimelig« husleje. Flere entreprenante boligudviklere har ifølge avisen løst kvoteordningen ved at samle de billige boliger i andre af deres ejendomme - efter sigende til naboernes store bekymring.