Tropisk frodighed i vindueskarmen

Ægte vanilje er en klatrende orkide, som nu kan fås som potteplante i Danmark. Blandt vinterens øvrige nyheder til at sprede hygge indendørs er »brændende kærlighed« i en mere trendy version end den traditionelle bodega-udgave.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nogen tager billetten sydover for at få solskin og blomstrende frodighed ind på nethinden. En anden mulighed er at hente den tropiske og subtropiske frodighed ind i stuen. De vintertrætte stueplanter trænger til nyt selskab. Heldigvis kan gartnerne trylle med både lys og varme, så det er muligt at købe frodighed selv midt i vinteren.

Orkideer er blevet en populær stueplante og der er netop kommet en særlig en af slagsen på markedet: ægte vanilje, Vanilla planifolia. Det er en klatrende orkide, der i hjemlandet Mexico slynger sig op i træerne. Den er imidlertid ikke, som mange andre orkideer, en snylter, der lever af træerne. Vaniljen hæfter sig til træet og bruger det som klatrestativ, men dens rødder er i jorden under træet. Nu har gartnerne puttet rødderne i en urtepotte klar til danske vindueskarme.

Den ægte vanilje kan på en god sommer vokse en meter i længden. Det gør den velegnet som grønt gardin, hæftet op på et klatrestativ rundt langs vinduesåbningen. Vælg et vindue med morgenlys, f.eks. mod nordøst. Den kan ikke lide den hårde middagssol, i så fald skal den trækkes et stykke ind i rummet. Vaniljen har store, gulgrønne orkideblomster, der viser sig efter måske tre års forløb. Hver dag åbner en ny blomst sig, og det kan fortsætte en måned. Efter blomstring dannes vaniljestængerne, om alt går vel. Der skal nemlig bestøvning til, og da de færreste har kolibrier svævende rundt i stuen, må der kunstig befrugtning til. Tag en lille pensel eller træpind og flyt støvklumper fra den ene blomst til støvfanget på den næste. Så klarer orkideen resten.

Frodige grønne planter placeret midt i stuen mellem eksempelvis sofa og bogreol kan give enhver stue et formidabelt løft. Pludselig er der et helt naturligt sted at fokusere, alt andet underordnes det grønne design. En af de rigtig gode til det formål er Dracaena fragrans, duftdracaena. Det er en skulpturel plante, med frodige brede blade, der skyder direkte ud fra tykke stammestykker. Dens hjemland er tropisk Afrika. Det til trods, tåler den tør stueluft og en lidt mørk placering. I Afrika vokser Dracaena fragrans som store træer. Når danske gartnere producerer planten, køber de blot tykke stængelstykker, hvorefter de lokker rødderne frem i den ene ende og blade i den anden. Det giver det særlige skulpturelle form. »Cintho« er en ny sort af duftdracaena med lyse midterstriber på bladene. Den er mere robust end tidligere sorter med stribede blade.

Grønne planter i boligen spreder velvære, men på denne årstid kan man bestemt længes efter farver. Den hurtige model er at købe favnen fuld af blomstrende tulipaner, og det bør man bestemt gøre. En anden og lidt mere holdbar løsning er at købe potteroser. Året rundt dukker nye sorter og farver frem. Lige nu præsenterer flere gartnere potteroser, der dufter, som roser skal dufte. Det er ikke særlig almindeligt, at potteroser dufter. Sorter med navnene »Honeymoon«, »Bendini Madigan Elvira Rose« og »Potulus Cale Forever« er på listen over nyheder med duft.

En gammel traver i vindueskarmen er »brændende kærlighed«, Kalanchoe blossfeldiana, en af de absolut robuste stueplanter. Ikke uden grund har den fået kælenavnet »bodegaplante«. Den ses ofte omtalte sted og klarer sig glimrende på en sjat øl og kaffe i ny og næ! Gennem de senere år er der kommet nye mere trendy sorter på markedet. De små blomster har fået størrelse, og er blevet fyldte, med et strejf af rosenlook, og det er bestemt ikke så ringe. Brændende kærlighed hører naturligt hjemme på Madagaskar. Den holder af en solfyldt vindueskarm, men kan klare sig alle steder i boligen. Bliver den passet med vand og gødning i ny og næ, og endelig ikke for meget, kvitterer den med et smukt blomsterflor, der holder to til tre måneder.