Tre nye badeværelser

Sådan blev badeværelserne renoveret.

Foto: Sif Meincke, tekst og foto

1: Lidt mere wellness  

Skunk blev bygget om til skabe og loftet ført op til kip.

Se billedserie af badeværelset til højre...

Derfor blev snedker Peter Druedahl hidkaldt, og han skaffede de ekstra kvadratmeter fra skunken.

Midt i arbejdet blev han og familien enig om, at pladsen over loftet også skulle udnyttes. Derfor blev loftet ført helt op til kip. Det har skaffet ekstra plads til opmagasinering, men først og fremmest har det givet mere rumfølelse og mulighed for et fantastisk indirekte lys i rummet i form af et lysstofrør i forskellige farver fra butikken Hay - for tiden er det rødt!

To nye Velux-vinduer i loftet får lyset til at vælte ind i badeværelset, som derved fremstår større. Vinduerne er med elektrisk åbne-lukke-funktion og kan programmeres til at lufte ud på bestemte tidspunkter af døgnet, uden at familien behøver at skænke det en tanke.

Familien havde sammen med firmaet Stelbo fået bestilt en flot italiensk vask i corian, men da den ankom, viste den sig at være for stor.

Hurtigt fik Stelbo lavet en ny, flot og enkel løsning, hvor vask og bordplade over den indbyggede toiletcisterne går ud i ét. Vasken var en dyb rund vask, som blev forkortet ti centimeter, hvorved den ikke bliver så synlig under bordpladen. Bordplade og vask har ikke underskab, da det ville virke for tungt i det lille rum.

De fleste, der har prøvet at bygge deres badeværelse om, ved, at det kan være noget af en opgave at vælge fliser. Familien her havde hos nogle bekendte set Klingenberg-fliserne fra Evers, som fungerer rigtig godt. De er både enkle og ikke mindst: nemme at rengøre. Også valg af lamper blev nøje overvejet. Valget faldt på de champagnefarvede lamper fra det hollandske firma Modular, der både sender lys op og ned.

Badeværelset var for lille. Der manglede skabsplads, og især familiens børn og deres mor efterlyste lidt mere wellness i form af f.eks. et badekar.

Samlet pris inklusive moms: 232.000 kr.

2: Fra vaskekælder til fint baderum

Husets badeværelse nummer to ligger i kælderen.

Se billedserie af badeværelset til højre...

Først blev det gamle kældergulv brudt op, og der blev gravet ekstra dybt ned, så der var plads til isolering og et ordentligt tykt betondæk. En døråbning blev rykket, der kom en ny væg op, vinduet blev skiftet, og der blev lagt gulvvarme, ventilation og en skydedør, som ikke tager meget plads. Loftet blev også sænket, så der var plads til spots.

Mosaikstifterne er købt som hele fliser, da de er nemmere at lægge end de små mosaiksten, der er fastgjort på net. Fliserne er holdt i to farver: Gulv og endevæg er i en havfarvet turkis, mens de øvrige tre vægge er holdt i en sandfarvet beige. Der blev først sat en almindelig firkantet vask op med skuffer under, men den måtte ned igen, fordi beboerne fandt den for upersonlig. Det endte i stedet med en rund vask, som er stillet på en tynd corianplade. Corian kan formes efter ønske og er meget slidstærkt.

Et lille vaskerum i kælderen blev lavet om til et superfint lille toilet med bad. Da familien overtog forstadsvillaen, var det nok med ét badeværelse, men siden er børnene kommet til, og så var der pludselig brug for et ekstra. Kælderen var det eneste sted i huset, der kunne udnyttes til formålet, og sådan blev det.

Samlet pris for renovering: 195.000 kr.

3: Turkis i træhuset

Se billedserie af badeværelset til højre...

De mørke trævægge og fliser blev malet, og pludselig var det et helt andet rum.
I sommerhuset fra 70erne stod badeværelset, som da huset blev bygget: Med mørke fyrretræsvægge, mørkegult toilet og håndvask samt brunlige fliser.

Familien gik til indretningsarkitekten Henriette Leth, som gav enkle og gode råd. Væggene blev malet i en frisk havfarve, der blev sat nyt hvidt toilet op og en lille rund håndvask - den gamle var for stor til det lille rum.

Det brune flisegulv blev malet lys grå med en stærk gulvmaling. Først blev gulvet renset grundigt, og derefter blev fliserne slebet, så grunderne kunne bide på. Her blev brugt maling fra Jotun, som er en solid svensk kvalitetsmaling.

Badeværelset har fået et stort spejl, så rummet syner større. Den turkise farve på væggene lægger op til lidt sjov, derfor blev spejlet forsynet med en meget fin ramme, belagt med bladguld. Den er bestilt efter mål hos Rammefabrikken og kostede 2.200 kr.

Den eneste varmekilde på badeværelset er håndklædetørreren fra Brdr. Dahl. Den giver varme nok til det lille rum og dejligt lune håndklæder. Den opladelige støvsuger fra Elektrolux (se foto s. 10) matcher håndklæderne og er uundværlig i et sommerhus, hvor der ofte slæbes sand og græs ind.

Badeværelset er ikke særlig stort, så tørresnoren blev hængt op udendørs lige udenfor og ved siden af udebruseren. Et smart stativ fra Brabantia, lige til at slå ind, så fylder det ingenting og kan næsten ikke ses. Fra www.nicebuy.dk. til 899 kr.

Samlet pris: 21.000 kr.

boligen@berlingske.dk