Træet for de travle

Er der ikke tid til at køre langt ud i skoven og svinge øksen for at få det højeste, smukkeste og mest grønne træ hjem i stuen, så fortvivl ikke. Find i stedet træet frem fra sidste år og pynt de visne grene. Resultatet er et enkelt, anderledes og allergivenligt træ, som dufter af personlighed frem for gran.

Kogler, æbler, levende lys og få iskrystaller hængt op i bastsnor udgør al pynten på årets visne juletræ, som Geronimo lader til at være helt tilfreds med. De fine indbyggede skabe i baggrunden stammer fra da inspektøren i Brumleby boede i lejligheden. Loungestolen bagerst er designet af Linde & Linde, mens juletræsfoden er en kurv lavet af gummidæk, som Gitte Rubow sælger i sin butik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen

»Er det ikke underligt? Jeg er ikke allergisk overfor noget som helst – på nær grannåle,« siger Gitte Rambow og kan ikke selv lade være med at smile lidt af, at hun stort set hvert år bliver sat til at pynte en del juletræer via sit arbejde som butiksejer og rekvisitør i tv-branchen. Og hvert år med samme resultat. Røde, kløende knopper op ad begge arme.

Heldigvis behøver hun ikke at slå ud, mens hun pynter familiens juletræ i privaten. I år har Gitte fisket granen fra sidste år op fra haven og valgt at gøre en dyd ud af træets nu meget visne look. Pynten består hovedsageligt af glimmersprayede æbler og hvidsprayede kogler, hængt op med forskelligtfarvet bastsnor.

Idéen til det visne træ med den enkle pynt udsprang ikke bare af et allergivenligt behov, men også ud fra erkendelsen af, at de fleste af os har rigeligt at se til i december, så der langtfra altid er tid til at flette sirlige julehjerter eller lime musetrapper i lange baner.

»Det er dejligt tidsbesparende at køre et tema hver jul. I år har jeg valgt at købe en kasse med kogler, en kasse med små, røde æbler og mange meter bastsnor. Så lader jeg de tre elementer være omdrejningspunktet i al min oppyntning. Lige fra pynten på juletræet og ved kalenderlyset til gaverne, der bliver bundet ind med basten og får sat en kogle på,« siger Gitte.

Hun understreger også, at hvis du som hun bor med en hel familie på relativt få kvadratmeter, så er det en ekstra god idé at holde sig til få pynteting, der går igen i hele boligen:

»Ellers kommer sådan et julehjem hurtigt til at ligne et fastelavnsris.«

 

Fra vinduerne i Gittes 74 kvadratmeter store lejlighed i Brumleby på Østerbro, er der kig lige ned til hendes butik, Rambow, som ligger ud mod Østerbrogade. Gitte har boet i Brumleby i 20 år, men idéen til også at skulle have en interiørbutik i kvarteret opstod ret tilfældigt, da butikslokalet pludselig blev ledigt i 2004.

»Oprindelig var der en brusebadeanstalt i lokalet, men der gik ikke lang tid, før jeg så muligheder i at lave det charmerende hus om til en butik. Og da jeg gennem mange, mange års arbejde havde opbygget et solidt netværk af agenter og grossister indenfor boligbranchen, så var det jo oplagt, at butikken skulle have den slags varer på repertoiret,« fortæller Gitte.

Hun troede egentlig, at der i fremtiden bare skulle stå butiksejer på visitkortet, men Gitte har erkendt, at hun af og til bliver nødt til at lave rekvisitøropgaver for at få sin lyst til at indrette styret. Når hun er ude på opgave, tager hendes mand eller hendes tre ansatte over i butikken. 24. december holder Rambow godt nok lukket. Og dagen går traditionelt med at rejse til enten Bornholm, hvor manden stammer fra, eller til familiens gamle og nedlagte skole i Småland. Selv om familien først rejser på selve dagen, plejer de at nå i kirke, når de kommer frem.

»Det hører sig julen til. En anden tradition er, at jeg bare skal på julemarked i Den Grå Hal på Christiania. Det er ikke sikkert, at jeg køber noget, men det handler ligesom kirkebesøget om at snuse god stemning og et fantastisk lysskær til mig.«

Lige indtil 24. december er der mulighed for, at du kan snuse stemning til dig i Gittes butik eller bringe stemning ind i dit eget hjem ved at kopiere hendes pyntede, visne grantræ.