Tove og Edv. Kindt-Larsen

Et af de mest markante designer-ægtepar i det 20. århundrede var med til at bryde forbindelsen til klunketidens møbelstil og lancere en helt ny måde at indrette sig på.

Tove og Edvard Kindt-Larsen blev gift i 1937 og havde fælles tegnestue, hvor de tegnede møbler, smykker og enkelte huse. Billedet er fra 1957, hvor forberedelserne til et stort fremstød i USA for dansk møbelkunst var i fuld gang. Udstillingen blev holdt i 1960, og Kindt-Larsen var med sammen med Hans Wegner, Ole Wanscher, Kaare Klint, Finn Juhl, Bender Madsen og Ejner Larsen, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm m.fl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Snedkerlaugets Møbeludstillinger var den institution, der frugtbargjorde samarbejdet mellem danske møbelarkitekter og møbelsnedkere, så dansk design blev et ombejlet internationalt brand. Den første udstilling åbnede 19. marts 1927, den sidste blev holdt i 1966, men undervejs var skuden dog ved at kæntre i kedsommelighedens dorske bølger.

I 1938 skriver møbelarkitekt Mogens Voltelen f.eks.: »Der er ét eneste møbel derinde, som maskulint og dristigt tager fat på at løse en opgave på en ny måde, og det er tegnet af en pige: Tove Kindt-Larsen... det meste af resten er bare nobelt.«

Tove Kindt-Larsen, en af de få kvindelige møbelarkitekter fra de gyldne år, er end ikke nævnt i Weilbachs Kunstnerleksikon, men det er hendes mand, Edvard Valdemar Kindt-Larsen, og det var i harmonisk samarbejde med ham, hun designede møbler, smykker, sølvkorpus, tæpper, tapeter og andet kunsthåndværk. Om hun også var med til at sætte fut i Snedkerlaugets møbeludstillinger fremgår ikke klart af kildematerialet, men det var hun jo nok, selv om det kun er Edv. Kindt-Larsen, der blev tildelt Eckersbergs Medaillen (1949) for sin indsats som arkitekt for Snedkerlaugets udstillinger fra 1943 til 1966.

Kindt-Larsen (med eller uden frue) planlagde og indrettede udstillingerne, så de blev interessante for et stort publikum, og parret deltog også år efter år med nye møbler. Til Snedkerlaugets udstilling i 1949 kom de med en raffineret spinkel sofa med bølgende rygforløb, der kan minde om formgiveren Nanna Ditzels langt senere eksperiment, armstolen Seashell fra 1996. Sofaen var deres bidrag til de mange forsøg med formspændt lamineret træ, og de var tidligt ude.

Men allerede i 1940 præsenterede de en stol, der i sin konstruktion viser en adskillelse af det bærende og det bårne, dvs. sæde og ryg hænger sammen og er enkelt ophængt i et træstel.

Det var en øjenåbner i Danmark. Sammenligner man den stol med et rundt sofabord med bred sarg og krydset understel, parret lavede i 1930erne, får man et lille indtryk af, hvordan møbelkunsten bevægede sig fra klunketid til funktionalisme på ganske få år.

Parret var også med til at opløse traditionen med at købe et dagligstuemøblement, et spisestuemøblement, et soveværelse med skab, toiletbord osv. og i stedet gå over til at købe møbler enkeltvis. Ja, de var så at sige personificeringen af »den trendsættende smag«.

At de udover møblerne også kom til at designe alt det udenom, så som sølv, tæpper, tekstiler o.s.v. underbygger kun fornemmelsen af, at Kindt-Larsen var vigtige aktører, da Danish Modern blev sat i scene.