Tid til rabarber

Den kan spises rå, fryses, henkoges og bages samt bruges som bunddække og skjulested. Rabarber gør lykke mange steder.

Selv en enkelt plante som denne kan fylde godt op i haven. Rabarber skal plantes i det tidlige forår marts-april eller om efteråret i september-oktober. Fold sammen
Læs mere

Rabarber kom først til Danmark for små 200 år siden, alligevel er den for mange blevet indbegrebet af dansk sommermad.

Ud over at kunne spise den rå og friskhøstet fra haven, er der uendelige muligheder for at nedfryse, henkoge og bage den.

Rabarber (Rheum ssp.) findes i mange forskellige sorter. Ud over variationen i modningstidspunktet fra april til juni og igen fra august til september kan de forskellige sorter variere i smag, surhedsgrad, tykkelse på bladstænglen og farven på både stænglen og saften. Der findes ikke nogen sort, der er bedre eller mere rigtig end andre.

Det er til gengæld en smagssag, om man foretrækker de tidlige eller sene, om man helst vil have tynde mørkerøde stængler eller kraftige og grønne.

Et godt udgangspunkt, hvis man ikke har rabarber i sin have, er at blande de forskellige sorter, så man får lidt forskelligt at vælge i mellem. Det har også den fordel, at man forlænger rabarbertiden.

Læs også:
Haven lige nu: Alle bør have en rododendron
Haven lige nu: Sådan laver du dit eget udekøkken

En anden nyttig ting at vide om de forskellige rabarbersorter, er deres evner indenfor henholdsvis kogning, nedfrysning, saftkogning og spisning i rå tilstand. Nogle sorter egner sig bedre end andre til de forskellige forarbejdninger. Grøn Viden har udgivet et særhæfte om rabarber, hvor man får en god oversigt. Hæftet kan hentes på nettet ved at google ’rabarber grøn viden’.

Når rabarberne er modne, er det vigtigt at høste dem korrekt. Tag fat om den enkelte stængel et godt stykke nede og træk den forsigtigt op. Det er vigtigt ikke at flå eller knække stænglerne af. På den nederste del af stænglen sidder en hinde, en såkaldt bladskede, der gerne skulle trækkes med under høsten.

Følg også boligstoffet på facebook

Denne hinde anses af mange som noget af det mest delikate på hele rabarberplanten. Høst højst en fjerdedel af planten for at sikre genvækst det efterfølgende år. Endnu en god grund til at have mere end én rabarberplante i sin have.

Man kan købe rabarberplanter på planteskolen, men det er også muligt at få planten fra en anden have. Dette gøres ved deling om efteråret, hvor man deler rodklumpen med en spade. Det er vigtigt at sikre sig, at der sidder minimum en knop på hver enkelt rodklump.

Rabarber stiller ikke de store krav til udplantningssted og kan klare de fleste jordbunds- og vindforhold samt fuld sol og delvis skygge. For at give planten en god start bør man løsne jorden godt i både dybden og bredden inden udplantning. Rodklumpen lægges i jorden i en dybde, så knoppen lige akkurat er dækket af jord.

En enkelt rabarberplante fylder godt op i haven. Afsæt som minimum en kvadratmeter til de kraftigst voksende sorter og trekvart kvadratmeter til de mindre kraftige, så planten kan få lov at brede sig. I forbindelse med plantningen, vil det være en god idé at gøde planten. Jeg foretrækker husdyrgødning, men man kan forhøre sig om alternativer på den lokale planteskole.

Man bør ikke høste samme år, som planten er plantet, da planten har brug for hvile for at kunne udvikle sig optimalt.

Læs også:
Haven lige nu: Alle bør have en rododendron
Haven lige nu: Sådan laver du dit eget udekøkken

Det efterfølgende år kan man tage et par stængler fra den enkelte plante, og først det tredje år kan man forvente en normal høst, som nævnt en fjerdel af planten. Alt sammen for at sikre sig, at planten får de bedst mulige vilkår for at etablere sig. Et godt tip når man har rabarber, er at skære blomst og blomsterstængel væk inden blomstring, derved bruger planten al kraften på blade og stængler, hvilket er med til at intensivere smagen.

Er man ikke så begejstret for smagen af rabarber, kan planten stadigvæk finde anvendelse i haven. De store rabarbersorter er udstyret med en ualmindelig stor bladplade. Dette vækker måske barndomsminder for nogle, hvor bladene har været brugt som paraply, eller hele planten har fungeret som gemmested. Ud over at være god til diverse børnelege er rabarber et rigtig godt valg, hvis man ønsker en anderledes form for bunddække i haven.

UGENS TIP: Når man bliver inviteret på besøg, er det altid en god idé at medbringe en værtindegave. Har du en have, er der ingen grund til at gå i forretninger og bruge penge. Træk i stedet et par stængler af en rabarberplante, fjern bladpladen og rens dem. Tag et enkelt blad og vikl det rundt om stilkene. For at holde bladet fast, forsegles det med et stykke sejlgarn. Deter både en køn, personlig og brugbar værtindegave.
 

Gode tilbud fra Boliga.dk: 

Synliggør din bolig

Tilstandsrapport 

Skødeskrivning/køberrådgivning

Boligfoto

Eltjek