Sommerhus i ét med naturen

På en af de smukkeste knolde syd for Århus har arkitekt Kaare Sølvsten tegnet sit eget sommerhus, der ligger med en storslået udsigt over Århus Bugt og Tunø.

Når vejret viser sig fra sin bedste side, leves livet på den store træterrasse, der ligger på husets sydside. Mod nord og mod øst er der ligeledes lavet et par mindre terrasser, så man hele tiden har mulighed for at finde læ. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Lars Kaslov

Arkitekt Kaare Sølvsten fra arkitektfirmaet Seier+Sølvsten er ikke alene en af landets førende arkitekter, han er også en gudsbenådet fortæller, hør blot hans fortælling om dengang i 1961, da hans familie fandt den fantastiske sommerhusgrund.

Se billeder fra arkitektens sommerhus i galleriet til højre.

»Når jeg kørte til stranden med mine forældre, kørte vi ofte til Fløjstrup, som ligger lige syd for Århus og på forunderlig vis havde min far (arkitekt Harbo Sølvsten) en dag fundet en smutvej til stranden ad en lang og smal grusvej.

Så pludselig får han øje på en stor knold højt oppe over grusvejen og siger straks, »at den skal vi sgu have fat i.« Han går ind til bondemanden og spørger, om knolden var hans, og om han i så fald ville sælge den. Bondemanden bekræfter ejerskabet, men undrer sig og siger på klingende jysk:

»Men der ka da it gro noet!«

»Men det er jo derfor, jeg vil købe den. Hvad skal du ha’ for den,« siger min far.

»Ahr, det ved jeg ikke – en 10.000 kroner vel«

Og sådan blev det.

På knolden, der var omkranset af 800 kvadratmeter naturgrund, tegnede og byggede Harbo Sølvsten et fantastisk sommerhus, som sønnen senere har udvidet og ombygget efter egne tegninger.

Læs også:
Fritidshus a la Diamanten
Funkisvillaens fantastiske forvandling
Skydedør til have og himmel
Stråtækt idyl i Melby

»Med til historien hører også, at min fars advokat efter at have set sommerhuset, havde tilbudt bondemanden at købe resten af grunden til udstykning, fordi han også syntes, at det var et så fantastisk sted. Men det ville gårdmanden altså lige cleare med hr. Sølvsten først. Da min far så spurgte ham, hvad advokaten havde budt og fik det svar, at det drejede sig om 50.000 kroner, sagde han:

»Uha, det var jo godt nok mange penge, det ved jeg sørme ikke, om jeg har råd til.«

Men bondemanden var heller ikke interesseret i at få udstykket grunden, så han var hurtig og svarede: »Jamen, du har jo allerede betalt de 10.000 kroner.««

På den måde fik familien så al den tilhørende grund, så ingen kan bygge i nærheden og på den måde genere den pragtfulde udsigt over Århus Bugt og Tunø.

Med stor respekt for områdets natur lægger sommerhuset sig fint mellem stedets træer og buske og på grund af materialevalget i oliebehandlet douglasgran, fremstår huset nærmest som en naturlig del af stedet, hvilket har haft stor betydning for Kaare Sølvsten, da han tegnede huset.
Indvendigt er det udført i få og naturlige materialer, der giver en god kontrast til det moderne italienske interiør.

Mere livsstilsstof? Få vores to gratis nyhedsbreve hver uge. Meld dig til her.

Det store opholdsrum mod syd er tydeligvis husets absolutte omdrejningspunkt. Det er her og lige udenfor på den store træbeklædte terrasse, at familien opholder sig det meste af tiden.

Såvel indvendigt som udvendigt står skorstenen i mørkebrune tegl fra Petersen Teglværk som et kontrastfuldt element, der på smukkeste vis opdeler det langstrakte rum i to zoner. I den ene halvdel er der indrettet opholdsstue, og i den modsatte ende ligger køkkenalrummet.

Følg også FRI.dk's boligstof på Facebook

På grund af husets åbne glasfacader har man en storslået udsigt, dels over Århus Bugt, dels over den omkringliggende naturgrund. Flere venner har for sjov sammenlignet de store glaspartier med Magasins hjørnevinduer, men som Kaare Sølvsten siger, så er det okay, for her er der ingen mennesker, som kan glo ind.

Huset er bygget over et modul på halvanden meter med undtagelse af skorstenen, der er 2,35 m bred. Modulet gør, at huset virker harmonisk at opholde sig i, fordi alle mål indordner sig en fælles målestok. Det er ikke noget, som man umiddelbart lægger mærke til, men kigger man op i loftet, vil man kunne se loftets trækonstruktion med en indbyrdes afstand på præcis 1,5 meter.

Arkitekt Kaare Sølvsten er taknemmelig for, at familien råder over denne skønne plet eller knold, som han ynder at kalde stedet. Men han er også en smule stolt over at have tegnet et sommerhus med så store kvaliteter, at han og familien nærmest »tager det på« fra det øjeblik de træder ind i det.

Læs også:
Fritidshus a la Diamanten
Funkisvillaens fantastiske forvandling
Skydedør til have og himmel
Stråtækt idyl i Melby