Sådan maler man en musselmalet tallerken

I 233 år har porcelænsmalere dekoreret det musselmalede riflede stel, der stadig er flagskibet på Royal Copenhagen. Der går 1.197 penselstrøg til en middagstallerken, men det skal helst ikke kunne ses.

Den nøgne, hvide porcelainstallerken, der efetr 22 minutter i Karen Thomassens ferme hænder bliver til en riflet musselmalet middagstallerken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Det er som ens personlige håndskrift. Selv om de ser fuldstændig ens ud kan jeg genkende mine egne og også min nærmeste kollegas overalt,« siger Karen Thomassen, mens hun med sikker hånd yndefuldt dekorerer endnu en musselmalet tallerken på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup, der i 2004 afløste den gamle porcelænsfabrik på Frederiksberg.

Karen Thomassen er led i den kæde af musselmalere, der startede, da Den Kongelige Porcelainsfabrik blev grundlagt i 1775 og som sit stel nummer ét, som det stadig hedder, lancerede det riflede Musselmalede – mussel betyder musling på tysk – med en enkelt riflet kant. Stellet blev i 1888 suppleret med det helblonde med gennemskåret kantdekoration og det halvblonde med malet kantdekoration og senest i 2000 med Mega.

Der er et væld af andre klassiske stel, bl.a. Blå Blomst fra 1779, men det Musselmalede, der består af 1.500 forskellige dele, er og bliver Royal Copenhagens flagskib.

Der er 21 kvinder og én mand på den stue, der maler Musselmalet og Blå Blomst, og 150 porcelænssmalere på hele fabrikken. De er i lære på Royal Copenhagen i fire år, og mange har været der i både 25 og 40 år. Jubilarer får hængt et personligt blåmalet papskjold, som en kollega har malet, op på væggen.

»En enkelt har foreløbig været her i 52 år. Hun var gået på pension, men kunne ikke undvære arbejdet og kom tilbage,« fortæller Karen Thomassen, der selv snart går ind i sit 39. år som musselmaler og bliver ved, til hun bliver båret ud, som hun siger.

Hver musselmaler har indrettet arbejdspladsen med sit personlige præg. Én har et par fyrfadslys til at give stemning, en anden lytter til en lydbog, mens hun koncentrerer sig. Karen Thomassen har familie- og hundebilleder hængende, der ligger frugtstykker på et musselmalet fad, lidt slik på et andet, personlige småting i en skål med blondekant, og penslerne drypper af i en musselmalet kop.

»Penslernes hår kommer enten fra toppen af et koøre eller en rensdyrmave, det er de eneste, der er stærke nok,« fortæller Karen Thomassen, der ligesom sine kolleger selv spidser penslerne til.

Det tager tre døgn at lave en musselmalet tallerken, der går igennem 30 par hænder, inklusive porcelænsmalerens. Først laves en form af tallerkenen, hvor de 700 karakteristiske rifler håndskæres, og porcelænsmassen rolles, som det hedder i fagsproget, over formen, der kun kan bruges 30-50 gange. Derefter brændes tallerkenen i 950 grader i 12 timer og tjekkes for revner og andre skader. Hvis den er fejlfri, går den videre til Karen Thomassen og hendes kolleger, og efter bemalingen glaceres den og brændes igen i 12 timer, men nu ved 1.400 grader, hvilket får den til at svinde med 14 pct.

Karen Thomassen er godt 20 minutter om at male en riflet tallerken. Det tager lidt længere tid med de hel- og halvblonde. Først placerer hun tallerkenen på sin drejeskive og maler den koboltblå tynde streg rundt i kanten og ringen i midten, så deler hun tallerkenen op i otte felter, tager den op i hånden og maler med lette strøg de fire buer med blomsterne, hvoraf de to er stiliserede chrysantemums og de to er roser, midt i hver bue, samt rosen i midten.

»Der bruges 1.197 penselstrøg på hver tallerken, men det gælder om at få det til at se ud som én ubrudt streg,« fortæller Karen Thomassen, mens hun ubesværet maler videre.

»Når man først har håndelaget, taler man så godt sammen, når man maler. Vi er som én stor familie her på stuen,« siger hun.

Når hun har godkendt sin tallerken, sætter hun sine initialer – KTX – på bagsiden sammen med de tre bølgelinjer, der symboliserer Lillebælt, Storebælt og Øresund, og Royal Copenhagens stempel.

»Mange samlere går decideret efter bestemte procelænsmaleres initialer, og det kan godt være besværligt, for de bliver jo spredt over hele verden. For den utrænede er dekorationen i et stel helt ens, men der er forskel i farve, størrelse m.m., som kun eksperter kan se,« siger kommunikationschef på Royal Copenhagen, Anne Wehner.

Efter glacering og brænding gennemgår hver enkelt stykke endnu en kvalitetskontrol, der afgør, om det er 1., 2. eller 3. sortering. En riflet musselmalet tallerken i 1. sortering, som den Karen Thomassen lige har malet, koster 995 kr. i butikken på Amagertorv.

Selv har Karen Thomassen flere slags derhjemme, også grøndekoreret musselmalet og sort Mega.

»Jeg elsker at dække et festligt bord og bliver aldrig træt af det. Hverken af at se på det eller af at male det.«

lumbyberlingske.dk