Sådan gemmer du havens gode dufte til vinter

Bevar havens skønne krydderurtedufte til vintermaden. Gem duftene i mørke glas, i smukke flasker med eddike - eller måske i fryseren.

Kryddereddiker pynter i vindueskarmen. Her skal de stå to til tre uger i sol og varme, så alle gode dufte kan trækkes ud i eddiken. Den bedste kryddereddike fås, hvis man hælder vineddike på flaskerne, men også almindelig eddike giver et godt resultat. Til højre en flaske med esdragon på hvidvinseddike. I midten basilikum i økologisk lagereddike. Til venstre en krydderblanding af dild, peberrod, esdragon, isop og basilikum, med helt almindelig Heidelberglager eddike. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mette Østergaard, landskabsarkitekt, tekst og foto

Efter regnen er der grøde i køkkenhavens bede, og der kan høstes hver eneste dag.

Nye kartofler, salathoveder, majroer, spæde løg og agurker fra drivhuset er klar til høst. Den gode regn har også sat ekstra skub i krydderurterne, og det er tid at tænke på at gemme en del af de skønne dufte til vintermaden.

Se og læs mere i galleriet til højre....

Tørring

Og hvordan gemmer man dufte? Det gør man for eksempel ved at tørre krydderurterne og bagefter gemme dem i mørke krukker med låg.

Nogle krydderurter er særlig velegnet til tørring, det gælder esdragon, løvstikke, merian, isop, basilikum, salvie, timian og rosmarin.

Klip passende stilke af krydderurterne og bred dem ud på et viskestykke indendøre, hvor der er varmt og tørt, men læg dem ikke i solen. Tørringen kan fremskyndes ved at brede urterne ud på riste og lade dem tørre ved meget svag varme i ovnen i mindst otte timer. Bedste tørretemperatur er 35-40 grader.

Endnu bedre end ovnen er et tørreapparat beregnet til formålet. Her lægges urterne på små runde riste, der stables ovenpå hinanden. Ristene sættes over en varmeblæser, der har temperaturindstilling.

Uanset hvilken metode, der anvendes, fyldes huset med en vidunderlig koncentreret duft fra alle de forskellige urter.

Når urterne er tørre, er det nemt at nulre bladene af stænglerne. De tørrede urter skal straks i lufttætte beholdere, da de ellers hurtigt vil suge fugtighed til sig fra luften, og så er arbejdet spildt, og bladene vil mugne før eller siden. De tørrede urter har meget lang holdbarhed.

Ved tørring fordamper en del af krydderurteduften, de æteriske olier, men ikke desto mindre er duften fra tørrede krydderurter vidunderlig og stærk.

Timian og rosmarin kan man næsten året rundt høste fra planterne i haven, da de beholder bladene om vinteren, men det er alligevel rart at have lidt færdigtørret krydderi ved hånden, når der lige skal et drys over brødet eller kartoflerne i ovnen.

Frysning

Frysning af krydderurter er en anden mulighed.

Det kedelige ved de hjemmefrosne krydderurter er, at de efter optøning bliver slaskede og ikke umiddelbart fine at se på.

I min familie har vi to krydderurter, som vi altid satser på at få i fryseren til vinterbrug. Det er dild og persille.

Begge høstes, når der er rigeligt i haven. De skylles grundigt i flere hold vand. Duppes i viskestykker, så de virker tørre.

Dilden samles i bunder, og herefter klippes den i småbidder lige ned i passende beholdere. Vi genbruger de små plastbøtter fra fetaost, creme fraiche og lignende til formålet. Det er skønt at kunne hente drysseklar dild fra fryseren vinteren igennem.

Persillen proppes direkte i plastposer til fryseren. Gennem vinteren kan persilleduften nulres ud af posten til både suppevisk, persillesovs og meget andet. I gode år med et efterår uden frost kan man høste frisk persille fra haven utrolig længe. Med et drivhus i haven kan sæsonen for frisk persille strækkes endnu længere. Grav nogle klumper op i september-oktober og plant dem i drivhuset. Så bliver der ikke brug for megen frysepersille.

I eddike

Krydderurter i eddike er en facinerende og smuk måde at gemme krydderdufte på.

Det er såre enkelt. Brug klare flasker, smalle henkogningsglas, syltetøjsglas eller lignende. Eneste betingelse er, at de er passende brede foroven, så krydderurterne kan dumpes ned.

Skyl krydderurterne og dup dem i viskestykke. Alle slags krydderurter kan anvendes. De kan bruges enkeltvis, med én slags i hver beholder, eller man kan blande forskellige. Her er virkelig basis for eksperimenter.

Når krydderurterne er fyldt i de rengjorte beholdere, hældes eddiken på. Herefter stilles kryddereddiken i en solrig vindueskarm, hvor de skal stå to til tre uger. Beholderne vendes jævnligt på hovedet, så bladene kan svømme lidt rundt.

Efter denne trækketid er kryddereddiken klar til brug, og den flyttes fra sollyset til hyldepladsen i køkkenet. Har du masser af krydderurter i haven, er det oplagt at brygge lidt ekstra til små gaver.

Læs også: 

Eddike kan være kuren mod overvægt

Der skal stadig sås nyt i køkkenhaven

Haven i juni

Krydderurterne klar til udplantning

Her er havernes superliga