Sådan får du flotte meloner

Meloner, er det ikke noget med drivhus? Nej, ikke nødvendigvis.

Denne lille vandmelon hedder »Small shining light« og er så tidlig, at den godt kan udvikle sig på friland i Danmark. Melonen må ikke ligge på jorden, så rådner den. Her har den fået lidt halm og et græskarblad at hvile på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Højlund

Bjarne Højlund har dyrket meloner i et lunt hjørne af haven i Holstebro gennem flere år. Derfor er han ikke bange for at anbefale dyrkning af meloner på friland i Danmark, også vandmeloner. Faktisk er det vandmeloner, han har dyrket mest, for de smager bedst, synes han.

Men den gode melonsmag er også et spørgsmål om den rette dyrkning, fortæller Bjarne Højlund. »De må ikke mangle gødning i starten, det kan give frugter, der smager tamt. Og så skal de gro i fuld sol. Det er solen, der giver sukkeret.«

Planterne kan godt tåle at ligge på jorden, men frugterne skal hæves lidt, f.eks. på lidt halm eller en sten. »Det med at binde melonplanterne op er noget trals noget,« siger Bjarne Højlund, »det hele bliver meget følsomt for vind og holder ikke.« Han har solgt mange melonfrø til friland de seneste år gennem sin netbutik www.bh-froe.com »Og folk har ikke brokket sig, så jeg går ud fra, at dyrkningen er lykkedes rundt omkring i haverne.«

De mest dyrkningssikre sorter er ifølge Højlund:

»Jubilee« - aflang vandmelon med rødt kød og stribet skræl. Stor.

»Sugar Baby« - en tidligt moden, rund, mellemrød vandmelon med grøn skal. Middelstor, ca. 4-6 kg.

»Sweet Siberian« - aflang vandmelon med abrikosfarvet kød og lysegrøn skal. Middelstor, ca. 3-4 kg.

»Small Shining Light« - en tidligt moden rund, rød vandmelon med mørk grøn skal. Lille.

»Blacktail Mountain« - en rund vandmelon med mørkerødt kød og mørk grøn skal. 3-6 kg.

Af andre melontyper kan anbefales »Sweet Granite«. Det er en robust og meget tidlig cantaloupe melon. Kun 70 dage fra såning til høst, når vejret er varmt. Sweet Granite kan veje op til ca. 1,5 kg.

Næste side: Sådan dyrker du meloner i haven 

Dyrk dine egne meloner i haven:

Så frøene i vindueskarmen eller i et varmt drivhus i potter allerede sidst i marts.

Pot planterne om efterhånden, som de fylder potten. De vokser hurtigt.

Plant til sidst melonplanten ud i en 15 liters potte/krukke med halvt spagnum, halvt champignonkompost.

Sæt krukken i haven, når nattemperaturen er mindst 12 grader. Det sker normalt i juni.

Sæt krukken et sted i haven med absolut læ og sol hele dagen.

Dæk melonkrukken med fiberdug, når vejret er vådt og køligt. Dette er meget vigtigt, for planterne må ikke gå i stå.

Pas melonkrukken med vand og gødning, som var det sommerblomster.

Bestøv blomsterne med en pensel, så er du sikker på at få frugt.

Når der er dannet 2-3 frugter på planten, fjernes resten af blomsterne. Blomsten er befrugtet, når det lille frugtanlæg tydeligt svulmer.

Når de 2-3 frugter er sat, fortsætter du med at vande, men stopper med gødskningen.

Klip løs i planten, når den fylder for meget. Når de 2-3 frugter er sat, skæres de nye ranker af efter et par blade.

Læg frugterne på lidt halm, et net, en sten eller andet, der kan løfte dem lidt fra jorden, ellers rådner de.

Kilde: Bjarne Højlund

Læs mere om melonfrø på
www.bh-froe.com
www.runabergsfroer.se