Stilheden er det første, der slår én her i det midtjyske søhøjland ved Julsø. Kun træernes hvislen og fuglenes kvidren høres i sommervarmen, engang imellem overdøves de dog af bådene ude på søen. Derude sidder fiskerne i deres små joller og slumrer i varmen, mens verdens ældste hjuldamper, Hjejlen, sejler forbi. Omgivelserne er fredede og så unikke og originale, at man føler sig hensat til en anden tidsalder.
Midt i denne idyl ligger Kragehuset på en 1.300 kvadratmeter stor grund, der går helt ned til søen. Himmelbjerget og Gudenåen hører til blandt de nærmeste naboer på den ene side, mens Ry Nørreskov nærmest ligger i husets baghave. Kragehusets beboere er Marianne Wangsted (57) og Steen Mejlby (63), og de opholder sig her så ofte, som de kan komme til det. Efterhånden er de her ligeså meget som hjemme i deres helårshus i Helsingør, der i øvrigt er et ældre bindingsværkshus, så de holder absolut af det gamle look.
Marianne arvede huset efter sine forældre og er kommet her siden 1964, og det ser ikke ud til, at huset foreløbig kommer på fremmede hænder:
»Vores søn har lige fortalt, at han gerne vil overtage det, når vi engang er borte, så vi er jo rigtig glade for, at det bliver i familien,« siger Marianne.
Huset blev bygget i 1896 af daglejeren, »gårdmand« Bjørn, som boede på de 80 kvadratmeter sammen med både kone, otte børn og en gris, der havde stald i entreen. Senere overtog husmandsdigteren Johan Skjoldborg huset, og det var her han skrev sin gennembrudsroman, »En stridsmand«, der handler om de hårde vilkår for datidens husmænd og daglejere. Forfatteren havde svært ved at holde sig fra flasken og var på vej til at gå helt i hundene, indtil forstanderen på den lokale byskole tog hånd om ham. Han sørgede for, at Skjoldborg fik både et varmt bad, rent tøj og et godt måltid mad, til gengæld skulle forfatteren så holde nogle foredrag og undervise på skolen. Herefter gik det bedre for Skjoldborg. Han flyttede fra Kragehuset og over på den anden side af Julsø til halvøen Dynæs, som han forpagtede af husmandsforeningen. Her arrangerede han store folkemøder, som efterhånden fik deltagelse fra hele landet. I 1913 var der således ikke mindre end 20.000 deltagere. På Dynæs skrev Skjoldborg endnu en roman om husmændenes kår, som fik titlen »Kragehuset«, inspireret af hans tidligere hjem.
Skjoldborgs forkærlighed for flasken havde dog sat sine spor i Kragehusett, da Marianne Wangsteds forældre overtog det: »Min mor og far skulle flytte en skrænt på grunden, og her fandt de en masse lommelærker og flasker begravet. Jeg tror, Skjoldborg havde lagt dem der til tørre tider,« griner Marianne.
Når man befinder sig på den anden side af søen og kikker over på Kragehuset, skiller det sig meget ud p.g.a. den karakteristiske skagensgule farve, der får huset til at lyse op. Faktisk er det så iøjnefaldende, at Jens Okking i sin tid valgte at have huset med i sin programserie på DR1 om Danmarks skove.
I dag er der bygget en 1. sal på huset, som derved er vokset til 110 kvm, men det er også det højeste, som Fredningsnævnet tillader.
Både Marianne og Steen har i mange år levet et travlt liv med fuldt blus på karrieren. Marianne arbejder stadig, p.t. som erhvervspsykolog, mens Steen for nylig er gået på pension efter at have arbejdet som miljøchef i et stort fagforbund. Men nu forbereder de et nyt liv og har derfor søgt om tilladelse til at bo i Kragehuset året rundt. Og man forstår beslutningen, når man besøger dem midt i det naturskønne område. For at gøre idyllen fuldkommen, foretrækker ægteparret at sejle i stedet for at køre i bil, så når der skal købes ind, tager de som regel deres lille båd og sejler op ad Gudenåen og ind til Ry.
»I aften skal vi ind til byen og høre jazz, så sejler vi derind. Før i tiden var der et bageri ovre i Laven på den anden side af søen, og der sejlede jeg over om morgenen og hentede frisk morgenbrød. Det er mere hyggeligt end at sætte sig ind i en bil,« siger Steen.
Parret har taget sig tid til at anlægge hyggelige terrasser og små pladser under de krogede æbletræer rundt om huset, så man kan nyde søudsigten fra forskellige vinkler. På den måde får de også udbytte af solen hele dagen. Om morgenen har de solen på den store terrasse i baghaven, og når eftermiddagen nærmer sig, rykker de om til hovedindgangen. Her har de så sol resten af dagen, indtil den går ned bag de store elletræer ved søbredden.
Når solen er væk, og sommeraftenen bliver for kølig, sætter Marianne og Steen sig over i udestuen og tænder op i pejsen, hvor de nyder dagens sidste kig ud over Julsø.
