Rod på den fede måde

End ikke de storsælgende svenske krimi-dronninger kan slå det årlige Ikea-katalog, som i denne weekend uddeles i rundt regnet 190 millioner eksemplarer verden over i i alt 36 lande og på 27 forskellige sprog. Alene i Danmark kommer det 380 sider store katalog ud til 1,35 millioner hjem.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Årets motto fra den svenske møbelgigant er - ikke overraskende - at dit hjem er det vigtigste sted i verden.

En undersøgelse, foretaget blandt 7.000 Ikea- kunder i syv lande, viser, at stuen er det vigtigste rum i hjemmet, vigtigere en køkken-alrummet.

I samme undersøgelse meddelte 50 pct. af de adspurgte, at de savnede inspiration til at indrette rummet og finde deres egen personlige stil. Derfor er de første 70 sider af kataloget for 2008 også helliget stuen.

Ikea slår også et slag for, at vi finder vores personlige stil. Stilmix, nips og lidt rod på den fede måde er helt i orden, selv om marketingsdirektør i Ikea Danmark, Katarina Hansson, bedyrer, at vi fremover ikke kommer til at se rod i Ikea-kataloget.

Blandt årets stilretninger nævnes Country (køkkenternet stol), Skandinavian (klare farver og reoler i lyst træ mixet med lidt sort), Modern (chaselonger og stole i f.eks. gul og lilla farver med stålben og lys læder) samt Young and Sweet (bl.a. lyserøde reoler).

De forskellige stilretninger er repræsenteret blandt de i alt 1.000 nyheder, som er med i årets katalog. I Ikeas varehuse verdenover vil efteråret dog byde på 3.000 nyheder iden for møbler, tekstiler, porcelæn m.m.

Læs mere i Bolig-sektionen i Berlingske Tidende på søndag.