»Den gæve brugsforeningsarkitekt« blev han kaldt i en anmeldelse af en møbeludstilling i 1954. Da var Poul M. Volther åbenbart allerede blevet synonym med FDBs ambitiøse møbelprogram, skønt han kun havde været leder af foretagendet et par år.
Med vennen og kollegaen Hans J. Wegner som mellemmand blev Volther i 1949 ansat på FDBs møbeltegnestue, der var ledet af møbelarkitekt Børge Mogensen. Volther var 26 år, udlært møbelsnedker og havde taget videregående uddannelse på Kunsthåndværkerskolens snedkerskole, og hans intentioner om form, funktion og brugsegnethed lå helt på linje med Mogensens.
I løbet af 1950 forlod Børge Mogensen FDB, og ledelsen overgik til Poul Volther. I sine år som FDBs chefarkitekt tegnede han en række fine pindestole, en slags videreførelse af det program, Børge Mogensen havde sat i værk, men enklere i udtrykket. Hvor Mogensens modeller var tættere på Windsorstolen, blev Volthers mere og mere minimalistiske. Sideløbende tegnede Volther et større sortiment af de lænestole og sofaer, man den dag i dag kan finde i tusindvis af hjem og på ethvert provinshotel. Kort fortalt har stolen eller sofaen et skelet af træ, hvori der er løse hynder betrukket med uldent møbelstof. Man sidder udmærket, men de gør ikke voldsomt indtryk.
I begyndelsen af 1950erne var de klart i samklang med Danish Modern, umiddelbart funktionelle og måske oven i købet lidt revolutionerende, fordi hynderne var fyldt med det ny materiale, skumgummi. Poul Volther beretter selv i nogle private papirer, hvordan han i FDB-regi fik mulighed for at eksperimentere med nye materialer, og da han en dag fik til opgave at formgive en lænestol med et minimalt forbrug af det dyre møbelstof, (som var en mangelvare efter krigen) blev løsningen en lænestol med luft mellem hynderne, så der kun skulle bruges to meter møbelstof.
Den tredelte formspændte ryg og sædet var polstret med skumgummi og betrukket med møbelstof, og elementerne blev gradvis mindre opefter, derfor lå det lige for at kalde stolen Pyramidestolen. Den blev udført hos snedkermester Peder Pedersen første gang i 1953, og den blev ingen succes.
Så gik det bedre med et spisebord, som Poul Volther præsenterede i 1954. Det fik stemplet »Good design« i USA, og Museum of Modern Art (MoMA) i New York købte et eksemplar. Det var god markedsføring og med til at understøtte de danske møblers sejrsgang i almindelighed og salget af FDB-møbler i særdeleshed.
Pyramidestolen udviklede sig også, men i et andet regi. Den nyetablerede møbelfabrik, Erik Jørgensen gik i samarbejde med Poul Volther om en videreudvikling af den pølledelte stol og havde et eksemplar klar i 1962, men markedsførte den først i 1964. Da havde stolen fået nyt stel i matforkromet fjederstål og et nyt navn, Corona. Navnet, der betegner det yderste lag af Solens atmosfære, er sikkert valgt, fordi man i fascination af 1960ernes rumkapløb mellem USA og Sovjet gerne opkaldte alt muligt efter fænomener i rummet.
Som Corona blev stolen imidlertid heller ikke nogen succes. Poul Volther fortsatte med at formgive møbler samtidig med, at han underviste på Kunsthåndværkerskolen, men Erik Jørgensen gav ikke op. I 1984 præsenterede møbelfabrikken en ny Corona på møbelmessen i Köln, og den blev godt modtaget af pressen. Men den solgte ikke.
Historien har alligevel en happy end. I 1997 præsenterede Erik Jørgensens Møbelfabrik A/S for tredje gang Corona, dels på møbelmessen i Köln, dels på Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, København, og nu så kunderne lyset. Siden har den skulpturelle stol med de ellipseformede, sanselige blow-up puder været et rigtigt stilikon, og i begyndelsen af 2008 kommer den i en endnu lækrere udgave.
»Vi sælger mellem 2.500 og 3.000 stole om året, det er vores bedst sælgende model, og nu hæver vi kvaliteten endnu en tand,« fortæller direktør Ole Jørgensen. »Vi mener, vi har et guldæg, og vi skal være påpasselige med, hvordan den promoveres, så i stedet for at sænke prisen, hæver vi den og leverer fed luksus i hver eneste detalje.«
Manden bag den legendariske Corona stol, Poul M. Volther nåede at opleve stolens succes, men kun begyndelsen. Han døde i 2001.
