Parcelhus plus bil til ingen penge

Skidt med arkitekturen. I 70erne handlede det om pris, beliggenhed og indretning.

Strømmen mod parcelhuskvartererne fortsætter i 70erne, hvor endnu flere får opfyldt drømmen om eget hus. I løbet af bare ti år flytter ca. 240.000 danskere fra lejligheder i byerne og ud til forstæderne.

Kvinderne er for alvor kommet ud på arbejdsmarkedet, og deres indtægt samt lån fra kreditforeningen betyder, at der er rigelig råd til parcel, typehus og garage til kernefamiliens femte medlem: bilen.

Faktisk var der firmaer, der ikke bare sørgede for, at der stod et hus parat til familien. Nogle steder blev husene solgt inklusiv bil i carporten.

»Det gjorde f.eks. Jens P. Koch, som var en af de største typehusleverandører og byggede hele gader. For firmaet var det vigtigste ikke arkitekturen, men prisen, og husene skiller sig bestemt ikke ud fra mængden, hverken når det gælder udseende eller indretning,« siger arkitekt Kaj Frederik Wohlfeldt, medejer af arkitektfirmaet JJW.

Salgsargumentet for Jens P. Koch var finansieringen. Udbetalingen var på blot 5.000 kr. for 100 kvadratmeter, der i alt kostede 150.000 kr. Altså en udbetaling på kun tre pct. Det betød, at når folk flyttede fra lejligheden, kunne det tilbagebetalte indskud klare udbetalingen.

Det arkitektoniske bliver ikke prioriteret højest i denne periode. Det, der tæller, er beliggenhed, pris og indretning. I 1970erne vokser husene og bliver væsentlig større end i 1960erne.

Det blev almindeligt at opføre typehuse i halvandet plan, hvor værelser bliver rykket op på 1.-salen. Samtidig blev det mere almindeligt at indrette typehusene med en voksen- og en børneafdeling.

Men med energikrisen i 1973 skal der spares på olien, og der bliver sat fokus på energiforbruget. Det betyder, at husene bliver mere kompakte og med små vinduer.

»Så de store vinduer med det japanske look ud til havesiden bliver til kedelige husmor-vinduer uden sprosser. Og i stedet for pejse bliver der installeret brændeovne,« siger arkitekt Kaj Frederik Wohlfeldt.

I 70erne debatteres livet i de store parcelhusområder, og nogle peger kritisk på behovet for en bedre byplanlægning. Specielt hippierne er hånlige overfor boformen, hvor folk barrikaderer sig bag ligusterhækken. Parcelhusene bliver sammen med de kolossale store og meget ens områder, de lå på, betegnet som identitetsløse og fremmedgørende.

På trods af energikrise og kritik af parcelhusområderne fortsætter danskerne dog i stor stil med at flytte i eget hus i forstæderne. Men den væsentligste forskel i forhold til tidligere er, at producenterne i den periode laver mere eller mindre halvfabrikata. Indtil begyndelsen af 60erne var det en århundrede gammel tradition, at huse var fuldmurede. Det vil sige, at både formur, bagmur og skillerum bestod af mursten. En metode der tog tid, men også gav kvalitet.

»Det brød man med, da murene kom som betonelementer, der blev lavet på fabrik. De fire elementer blev sat sammen, og man kunne så gå i gang med at lægge tag og mure, den såkaldte skalmur, udenpå. For folk ville stadig have huse, der i det mindste så ud som om, de bestod af murværk,« siger Kaj Frederik Wohlfeldt.

Men faktisk var kvaliteten ikke så dårlig endda. Specielt ikke efter energikrisen, hvor husene som regel er tætte, rimeligt isolerede og med høj installationsstandard. Husene har typisk en lav hældning og et stort udhæng, og taget er ofte beklædt med tegl, eternit eller betontagsten. Indvendigt er loftet fladt med en ensartet rumhøjde, og gulvene er isolerede trægulve på beton. Huset er skalmuret med indvendige, lette elementer og velisolerede ydervægge og lofter. Efter 1979 krævede Bygningsreglementet, at lofter skulle være isoleret med 20 cm isolering.

En del arkitekter forsøgte også at komme ind på markedet med deres egne typehuse. Bl.a. stod arkitekt A- Brøchner-Nielsen bag A-huset, der i facon mindede om en alpehytte. Huset blev brugt som lotteripræmier i Familie Journalen og Femina. Et typehus som mindede om A-huset var »2CV-huset« som Bo Bedre indstillede til betegnelsen »Danmarks billigste hus«.

Det kostede i 1974 1.000 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms. Andre typehuse kostede på den tid 1.500-2.000 kr. pr. kvadratmeter,« skriver forfatterne til bogen »Bag hækken«.

»Men selv om arkitekterne også eksperimenterede med byggesystemer, fik de aldrig rigtig held til at påvirke markedet. Det var dagligdagens helte, altså fabrikanterne af elementer, for hvem det lykkedes,« siger Kaj Frederik Wohlfeldt.

Som sagt er det mere de brugsmæssige værdier end de arkitektoniske, der tæller. Det er haven og indretningen af huset, der betyder noget. Det handler altså om rammen om det travle familieliv.

»Helt i typehusånden kommer der elementkøkkener, og et af dem, jeg bedst kan huske er Tectumkøkkenet. Jeg blev færdig som bygningsinstruktør i 1977, og chefen på den første tegnestue, jeg var på, sagde: »Tectumkøkkenet, Kaj, det er sagen.« Og det er da også et elementkøkken, som er virkelig god kvalitet, og som stadig lever,« siger Kaj Frederik Wohlfeldt.

I parcelhuset i 70erne var der typisk lavt til loftet, hvilket giver en hyggelig huleagtig fornemmelse. Huset er inddelt i nat og dag. Omkring den mørke pistolgang ligger soveværelset og børneværelserne. Bryggers, køkken, evt. spisestue og stue ligger med adgang til hinanden. Det er fra stuen ud mod haven, huset åbner op. Og selv om haven ofte ikke består af meget mere end en terrasse, en græsplæne, måske et rosenbed og så selvfølgelig hækken, er det her, familien nyder livet. Her, familien ligger på rad og række på de opslåede drømmesenge og tager solbad.

Læs i næste uge: Bofælleskaber og kartoffelkur - parcelhuse i 80erne og 90erne