Aristokrater i stolenes samfund, skrev Berlingske Tidende om arkitekt Ole Wanschers møbler i 1954. Året efter blev han professor på Kunstakademiets møbelskole. I konkurrence med Finn Juhl og Børge Mogensen.
Kritikerne sagde, at Wanscher lignede forgængeren Kaare Klint for meget, og at skolen nu ville fortsætte i den samme konservative møbelstil, men det var ikke helt sandt. Klints store bidrag til dansk møbeldesign er ret beset en forenkling, en folkeliggørelse af fortrinsvis, klassiske engelske møbeltyper, mens Wanscher gik den anden vej. »Han var først og fremmest optaget af den aristokratiske og den forfinede del af den borgerlige møbelkunst,« skriver Arne Karlsen i to-bindsværket »Dansk Møbelkunst i det 20. århundrede«.
Ole Wanscher var søn af en stor personlighed, kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, og selv om det sikkert ikke altid har været lige let, valgte han et karriereforløb i stil med faderens, de skrev begge to. Hvor faderen skrev Arkitekturens historie, skrev sønnen Møbelkunstens historie o.s.v. Han var også smagsdommer uden blusel og anmeldte i Berlingske Tidende flere af de årlige møbeludstillinger, som Snedkerlauget stod for, og som var det sted, hvor designinteresserede danskere orienterede sig.
Han deltog selv i 1933, det var vistnok første gang, med et forfinet skrivebord, udført af A.J. Iversen, og de følgende mange år samarbejdede arkitekt og snedkermester om møbler af eksklusive træsorter og med raffinerede deltaljer. Ole Wanscher foretrak mahogni og palisander, og stolen var hans yndlingsobjekt, hvad enten det var en moderne udgave af en ægyptisk foldeskammel eller en stram lænestol med frit svævende armlæn.
Ole Wanscher blev det velhavende borgerskabs møbelarkitekt. Han designede inventaret til mange direktionslokaler såvel som til private spisestuer, og blandt hans kendteste værker er Rungstedlund-serien, et rundt spisebord med tilhørende stole og diverse opbevaringsmøbler. Han har også lavet udstillingsinventar til Kunstindustrimuseet og Davids Samling og indrettet biblioteket på Det danske Institut i Rom.
Den sikre proportionering, de præcise detaljer og den elegante udførelse lykkedes det Ole Wanscher at overføre til industrien, da udviklingen tvang de fleste snedkermestre til at lukke. Enkelte af hans mange modeller fremstilles stadig af møbelfabrikken P.J. Furniture, og indehaveren Peter Jeppesen husker ham som en myndig, men omgængelig mand med et fantastisk øjemål. »Hvis der var noget, der var forkert i hans øjne, kunne han godt finde på at gribe høvlen og rette det.«
