Hedebygade blev kendt for at være Tove Ditlevsens »barndommens gade«, og i romanen af samme navn beskriver hun sin opvækst i baghuset i den trange baggård ud til Hedebygade.
I dag er alle baghusene med undtagelse af Tove Ditlevsens baghus revet ned, og i Hedebygade-karréen, der begynder ved det runde hus på hjørnet af gaden ud mod Enghavevej, er de veget til fordel for en rummelig og grøn gård. Karréen er også grøn i en mere overført betydning, for i anledningen af byfornyelsen af området for nogle år siden blev den udvalgt som forsøgskarré for flere økologiske projekter. F.eks. er nogle blålige ruder med et net bagved samt en høj antenne med et firkantet bræt bevis på, at her bruger man solenergi.
»Det er nu kun nogle ganske få procent af energien, der kommer fra solenergi, har jeg hørt,« fortæller Kristoffer Friis Flakstad. Han og kæresten Ida Schulin-Zeuthen bor i en af karréens ejendomme, men ikke en af dem med solenergi. Derimod har de i deres lejlighed et såkaldt mistbur sat op uden på køkkenvinduerne, og her bliver al den varme luft fra lejligheden sluset igennem. Det betyder, at temperaturen i »buret« er som i et drivhus, og på skamler har familien da også placeret en række eksotiske planter. Blandt andet et lille appelsintræ, der har fremynglet en lille rund appelsin.
»Om sommeren har vi også høje tomatplanter og basilikum. Vi er nærmest selvforsynende,« siger Kristoffer, der er forlagsredaktør. Han og Ida Schulin-Zeuthen, der arbejder som projektassistent, har boet på Vesterbro siden bysaneringen af karréen blev afsluttet omkring 2000, og de var fra starten meget positivt indstillet over for de grønne projekter i området. Men det er ikke alle projekterne, der er lykkedes lige godt, og det har skabt lidt irritation blandt beboerne. Et eksempel er en affaldsskakt til grønt affald, der skulle have endt i en tromle, som kunne omdanne affaldet til muld til brug i gården og mistburene. Men tromlen blev aldrig installeret, og i dag bliver skakten ikke brugt til noget.
»Men sådan er det jo. Det var et forsøg, og man må bare erkende, at nogle forsøg ikke har fungeret, men alligevel er vi jo glade for at bo her,« understreger Kristoffer.
Parret fremhæver den store grønne gård, der betyder, at alle lejligheder får masser af lys ind, men også ejendommens børn har stor glæde af gården, hvor der både er legeplads, boldbane og to grønne græshøje at boltre sig på midt i gården.
»Om sommeren drøner alle børnene rundt på stierne på deres små trehjulede cykler,« fortæller Ida.
Begge tror de, at den store gård er med til at fastholde børnefamilierne i karréen
»Man kan trygt lade barnevognen stå hernede, og senere kan børnene selv løbe ned og lege. Den fordel skal vi til at opleve nu,« smiler Kristoffer og peger på Idas let struttende mave.
I gården ligger karréens fælleshus, som de to også fremhæver som en af de store fordele ved at bo i Hedebygadekarréen. Her er der både vaskeri, men også fælleslokaler, som beboerne bruger til aktiviteter, så som at spille musik eller bordtennis og til fester. Mange andelsforeninger bruger lokalet til at holde møder i, og nu bliver der endnu mere brug for det, da ni andre ejendomme i karréen netop er gået fra at være kommunal ejendom til andelsboligforeninger.
»Det kommer helt klart til at skabe et større fællesskab og en større interesse for gården og bygningen, når man selv ejer den. Det er noget andet end at være lejer,« forudser Ida.
Kristoffer ser også frem til, at der bliver mere social kontakt mellem folk i opgangen, der hovedsagelig bebos af unge studerende og børnefamilier, men også folk lidt op i årene, der har været genhuset og nu er kommet tilbage til Vesterbro.
»Det er rart, at man har nogle naboer, som det er hyggeligt at mødes med til en fest engang imellem, og vi har jo det til fælles, at vi bor her i kvarteret.«
Et kvarter, som de begge er fuldstændig vilde med at bo i.
»Vi elsker det. Her er en multikulturel atmosfære, tolerance, masser af energi og nye initiativer både på bolig og butiksniveau. Spændende butikker og caféer og restauranter. Det er et rigtig attraktivt miljø,« siger Ida.
Kristoffer sætter også pris på at biblioteket er lige henne om hjørnet sammen med spillestedet og natklubben Vega, selv om det nu er på godt og ondt.
»Det er ondt klokken fem om natten, når man gerne selv vil have sin nattesøvn, mens folk er på vej hjem fra deres bytur. Men når man selv skal i byen eller ud og høre musik er det jo rigtig godt at have det sted lige i nærheden.«
De fremhæver også Enghave Park, hvor alle bydelens etniske mindretal gerne hænger ud eller griller side om side med de mange kreative kunstnertyper og studerende, som i dag er de typiske vesterbroborgere. Bydelens udvikling er noget de begge går op i, og de kan se, hvordan de unge og smarte stille og roligt fortrænger den gamle arbejder.
»Man kan godt se, at de æder sig ind på byen stykke for stykke. Nu er karréens sidste bodega, Det lille Rådhus, lige lukket, og rygtet siger, at der nu skal ligge en hip natklub,« fortæller Kristoffer, men han beklager ikke udviklingen.
»Jeg synes, at det er fantastisk, at vi i løbet af de sidste 50-60 år har opbygget et samfund, hvor den slags er forsvundet. Det er jo et tegn på, at Danmark er blevet mere og mere velstående. Og kulturen dør jo ud, fordi der ikke er nogen unge, der fører den videre.«
