Nolde er navnet på en lille klat huse beliggende godt ti km øst for Tønder, næppe kendt af mange i de bredere kredse. Derimod forbindes navnet med den verdenskendte maler, Emil Nolde. Han blev født i Nolde i 1878 og voksede op som Emil Hansen, men tog i 1902 kunstnernavnet Nolde efter fødestedet.
I årene omkring 1900 opholdt han sig i København og blev gift med skuespiller og sanger Ada Vilstrup. Fra 1903 flyttede de bopæl adskillige gange, først til Als, siden Berlin, Italien og med rejser i bl.a. England, Frankrig, Spanien, Sibirien, Korea, Japan og Kina. Først som knap 60-årig fik Emil Nolde sit helt eget sted. Han og Ada købte jord og byggede bolig og atelier lige syd for den dansk-tyske grænse i Seebüll. Samtidig med husbyggeriet blev haven omkring boligen anlagt.
Emil Nolde var selv arkitekt på såvel hus som have. Boligen er disponeret, så hvert enkelt rum kan byde på sit helt specielle havekik og sollys.
Haven, som den besøgende møder i dag ved museet, er omtrent, som den var i Noldes tid. Den er skærmet af høje træer, og i selve haverummet er det blomsterfarverne, der først og fremmest gør indtryk. Emil Nolde var som maler en fremtrædende ekspressionist med kraftfulde udtryk og stærke farver i billedet. Farveinspirationen hentede han i høj grad i sine haver. Om sin begejstring for blomsterne udtrykker Emil Nolde sig således: »Blomsternes farver havde en uimodståelig tiltrækningskraft på mig. Jeg elskede farvernes renhed.« Det står at læse i Noldes bibliografi.
Nolde malede mange blomsterakvareller ude mellem blomsterne under åben himmel, mens oliemalerier altid var henlagt til det indendørs atelier.
I dag er Ada og Emil Noldes bolig og atelier omdannet til et Nolde-museum, hvilket blev sikret gennem kunstnerens testamente. I 1946, det år hvor Noldes hustru Ada døde, oprettede Nolde en fond med navnet »Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde.« Ti år senere, i 1956, døde Emil Nolde, og allerede i 1957 åbnede den første Nolde-udstilling for publikum.
Det er en særlig fin oplevelse på samme tid at kunne opleve Noldes kraftfulde malerier på museet og blive fornøjet og inspireret af haveturen blandt malerens elskede blomster. Maleren selv har i sit testamente givet udtryk for, hvad hans inderste håb for hans og Adas livsværk er: »Alle europæiske byer har deres museer fulde af tusinder og atter tusinder af kunstværker fra både gammel og ny tid. For de mange mennesker er alt dette meget smukt, men har også den ulempe at være alt for meget, at være helt overvældende og udmattende. Ganske modsat dette, skal det på vores lille plet herude i landlige omgivelser og enkel natur være sådan, at mennesker fra alle steder, her kan finde et beskedent, særligt sted, hvor der gives ham en smule lykkefølelse og kunstnerisk-åndelig rekreation.«
