Nanna Ditzel

Som de fleste store designere i hendes generation var hun funktionalistisk skolet, men hun og hendes mand, Jørgen Ditzel, skabte revolution i branchen med totalinstallationer i 1950erne.

Nanna Ditzel ville frigive kroppen, fjerne alle de mange møbelben og inddrage hele rummet; det gjorde hun bl.a. med disse støbte skumgummielementer. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nanna Ditzel er fra samme generation som de møbelarkitekter og designere, der gjorde Danish Modern til et supergodt brand. Men hun og hendes mand, Jørgen Ditzel, bryder med de traditioner, der skaber Guldalderen, og genererer en møbelrevolution.

Begyndelsen er blevet fortalt så mange gange, at den er blevet til en anekdote. Nanna og Jørgen Ditzel sidder en dag i deres hyggelige, men ikke særlig store opholdsstue og kigger på ben – møbelben. Så giver de sig til at tælle og når frem til, at der er over 40. Sikken et sammenrend og spild af gulvplads. Irritation og undren bliver til det frø, ud af hvilket der vokser et ønske om at få en større sammenhæng i tingene og tage hele rummet op til overvejelse.

På det tidspunkt, omkring 1950, har ægteparret Ditzel mødt kunstnerægteparret Grete og Gunnar Aaagaard Andersen, som introducerer dem til kredsen af Linien II-kunstnere, der netop har »kunstarternes samarbejde« på deres idéprogram, og det udmønter sig i det avantgardistiske »Trapperum« i 1952. Det er egentlig skabt på initiativ af snedkermester Knud Willadsen, men møblerne er ikke af træ, de er fortrinsvis formet som skumgummihynder. Ud over at fjerne en masse ben består den revolutionerende idé i at give kroppen så stor bevægelsesfrihed som muligt – også at gøre det muligt at ligge ned, hvilket ikke var noget man ellers gjorde i andres selskab i 1950erne.

Trapperummet blev inspirationen for de sansestimulerende skumpudemiljøer og interiørlandskab, som opstod i midten og slutningen af 1960erne, skriver Hanne Horsfeld i bogen »Nanna Ditzel«.

I 1950erne var stolen som enkeltmøbel det interessante omdrejningspunkt for eksperimenter. Møbelarkitekterne hersede med stellet og benene og gjorde mange forsøg på at adskille det bærende og det bårne. Parrets kurvestol med skammel fra 1950, der har skjulte ben, udløser sølvmedalje på Triennalen i Milano i 1951, men den er peanuts sammenlignet med den svævende kurvestol, formet som et æg, der kom i 1958. Det er skulptur mere end møbel.

Men bortset fra, at de beherskede æstetikken og gav de traditionelle møbler på Snedkerlaugets møbeludstillinger grund til at føle sig… ja, netop traditionelle, var Nanna og Jørgen Ditzel mere optaget af at tegne møbler til industrien. I 1954 præsenterede de en hel kollektion, der bl.a. omfattede børnemøbler, i samarbejde med Poul Kold fra Kolds Savværk.

Knap 40 år gammel døde Jørgen Ditzel i foråret 1961. Nanna Ditzel stod tilbage med tre børn, en tegnestue og mange opgaver, og hun magtede tilsyneladende det hele.

De enkle, kraftfulde og kropsvenlige smykker, hun formgav for Georg Jensen gennem 1950erne og 1960erne, var med til at skabe et internationalt gennembrud for danske smykker, og i samme periode gjorde hun op med de åh-så-pæne-stribede-douce-tekstiler og satte farveknald på en omfattende kollektion af boligtekstiler. Et af dem kaldte hun »Hallingdal«, sikkert navngivet efter samarbejdspartneren Percy von Halling-Koch; det blev siden tekstil-fabrikken Kvadrats første vare, og det findes endnu.

At det findes endnu kan man sige om mange af de møber, smykker, tekstiler o.s.v., som Nanna Ditzel har designet sammen med Jørgen Ditzel eller alene. Hun var nonstop produktiv hele sit liv, og i tilbageblik kan man se, at det var opdelt i tre forskellige perioder: Den første periode arbejdede hun sammen med Jørgen Ditzel, i anden periode fra 1968 til 1986 boede hun i London og drev virksomheden Interspace sammen med sin ny mand, Kurt Heide, og fra 1986 til sin død i 2005 boede hun igen i Danmark og formgav nogle af de mest poetiske møbler, den danske møbelbranche kan byde på.

Nanna Ditzel brød med den kølige funktionalisme, men ikke med brugbarheden. Målet for hende var at skabe stole, der både var et billede i sig selv og en smuk ramme om den siddende.