Funktionalismen dominerede det europæiske byggeri i 1920erne og 30erne. Især i 1930erne blev der i Danmark bygget i stilen, hvor al pynt og krummelurer er skåret væk, og hvor de rene linjer står som et symbol på datidens arkitekters ambitioner om at opføre standardiserede, sunde boliger for alle.
Netop det sunde og rene forbindes med farven hvid. Mange af funktionalismens huse i Danmark blev da også opført med hvide pudsede facader samt hvide vægge og hvidmalet træværk indenfor. Dermed havde husene et udseende, som i dag er kendetegnende for de 80-90 år gamle byggerier. Men arkitekterne brugte også farver, f.eks. grøn, gul og lyseblå, som dog næsten er forsvundet i det, som mag.art. i kunsthistorie Vibeke Andersson Møller kalder »den hvide myte«.
Den konstituerede overinspektør på Nationalmuseet er forfatter til bogen »Farver i funktionalismen«, som netop er udkommet. Vibeke Andersson Møller har sammen med restaureringstekniker Søren Møller i bogstavelig forstand gravet sig ind i funktionalismens byggerier og foretaget farvearkæologiske undersøgelser i 20 enfamiliehuse bygget i 1930erne. Undersøgelserne har afsløret, at der bag de nyere hvide lag maling i 15 ud af de 20 boliger gemmer sig klare farver både ude og inde.
Forfatterens interesse for funktionalismens glemte og gemte farver blev vakt i kølvandet på, at Nationalmuseets Bevaringsafdeling havde foretaget farvearkæologiske undersøgelser på en række bygninger fra 1930erne, som stod foran omfattende renoveringer.
Undersøgelserne afslørede overraskende kulørte farvelag både inde og ude, og det er Vibeke Andersson Møllers håb, at arkitekter og ejere af funktionalistiske huse vil finde tilbage til de oprindelige farver, når der skal udføres renoveringer.
At farverne nærmest er vasket væk i den kollektive hukommelse, har Vibeke Andersson Møller flere forklaringer på. En er, at mange af de kendte byggerier fra tiden vitterligt var hvide. Det gælder bl.a. Kødbyen i København, tegnet af arkitekterne Poul Holsøe og Tage Rus, samt Arne Jacobsens boligbyggeri Bellavista i Klampenborg. En anden forklaring er, at byggeriernes farver sjældent blev noteret på tegningerne, og endelig beskriver forfatteren, hvordan datidens sort-hvide fotografier i arkitekttidsskrifterne ikke kan gengive lyse farver.
Som eksempel nævner hun arkitekt Mogens Lassens boligblok med forretninger i stueetagen på Ordrupvej i Charlottenlund. Fotos af byggeriet blev i 1939 publiceret i fagbladet Arkitekten, hvor det ser hvidt ud, men i virkeligheden var husets gavl malet lyseblå.
- I den arkitekturhistoriske litteratur opstår der i 1960erne en opfattelse af, at funktionalisme er nøgtern og dermed hvid. Farverne forsvinder simpelthen ud af historien i en form for kollektivt bedrag. Og de, som har købt et rødt eller grønt hus, har nok også fået en opfattelse af, at det burde males hvidt for at passe til byggestilen. Det samme gælder rummene indenfor, som i nogle tilfælde har været en eksplosion af farver, siger Vibeke Andersson Møller.
Til de farvearkæologiske undersøgelser har hun valgt enfamiliehuse, som er lettest at sammenligne. Hun har udvalgt huse, hvor farveholdningen ikke var kendt på forhånd, og så har hun selvfølgelig været afhængig af, at ejerne ville lade hende og Søren Møller komme indenfor og foretage deres undersøgelser.
- Generelt er vi blevet modtaget fantastisk godt, for folk synes heldigvis, at det er sjovt, at nogen interesserer sig for deres hus. De har jo også lært noget om deres hus, og når vi ind imellem har fundet nogle dramatiske farver, som Bernstorffsvej 17 er et godt eksempel på, er både vi og ejerne blevet forbavsede, siger Vibeke Andersson Møller.
De mange farvestrålende fund under lagene af hvid maling har nok været overraskende. Men de har ikke umiddelbart fået ejerne til at få lyst til at føre f.eks. træværket tilbage til de originale blå eller grønne farver, næste gang det trænger til maling.
- Jeg tror lige, at det skal have lov til at bundfælde sig. Vi har godt kunnet se på folk, at de begynder at overveje, at sådan kan deres hus altså også se ud, men det er kommet meget bag på ejerne, hvor farverigt deres hus har været malet især indendøre, siger hun. Som minimum har Nationalmuseets folk skullet kunne afdække en del af facaden. Indendøre har det været lettest at komme til bunds i træværkets hemmeligheder, mens væggene i nogle tilfælde har budt på forskelligartede problemer på grund af efterisolering og opsætning af væv og plader.
Vibeke Andersson Møller er glad for, at det med hendes forskning kommer for dagen, at funktionalismen var andet end den meget kliniske, nøgterne funktionelle maskine til at bo i.
- Vi ved jo godt, at der var taget hånd om detaljer og meget æstetik i byggeriet, men det er sjovt at finde ud af, at der var meget andet i perioden, end vi troede. Nemlig også en stor farveglæde.«
Vibeke Andersson Møller: »Farver i funktionalismen«, Nationalmuset og forlaget Rhodos, 272 s, 388 kr.
