Møbler skaber folk

I denne uge viste over 1.200 designere og møbelproducenter nyheder på IMM Cologne. Møbelmessen i Køln er årets første og giver et godt indblik i, hvad der dukker op i møbel- og interiørbutikkerne til foråret.

Stolen fra Plank får en ekstra dimension med de sølvfarvede manchetter på stolebenene. Og så er den selvfølgelig betrukket med læder hele vejen ned over benene. Endnu en detalje, der ses på mange af de nye stole. Forhandles af Sibast, tlf. 62 20 20 50 www.plank.com<br> Fold sammen
Læs mere

Der gives ingen facitliste for den super-rigtigt-designede-sofa på møbelmessen i Køln. Det kan være en rigtig flyder med chaiselong på størrelse med et billardbord, eller den kan være af lyst egetræ med bomuldspuder som dengang i 60erne, eller den være af quiltet læder kantet med lynlåse og nærmest ligne et kongeligt møbel. Det samme gælder sofaborde. De findes med bronzefarvet glas og blanke stålben, i massiv valnød, i formstøbt akryl, med hvide højlakerede MDF-plader eller blot som små runde kuvert-borde i børstet stål.

De samme materialer går igen i spiseborde, stole og reoler og sågar i møblerne til i soveværelset. Alle farver fra hvid til sort er repræsenteret, specielt ses dog meget i det grønne spektrum som oliven og avocado. Stofferne er et miks af syntetiske fibre og naturgarner, fra groft vævet bomuld og hør til det blødeste velour. Og så selvfølgelig læder. Masser af læder. Fra maskulint kernelæder til det helt fløjlsbløde.

Det eneste man kan sætte en fællesnævner på er reolen til fladskærmen. Her skal der være brede, lave skuffer forneden og hylder for resten, og den må gerne fylde en hel væg: Hvis man da ikke vælger feinschmecker-løsningen, som er en skænk med indbygget surround-anlæg.

I dag har trendforskerne omformuleret den berømte sætning »Mit hjem er mit slot« til »Mit hjem er min scene«. I dag iscenesætter man i stedet for at indrette. Den lette omgang med tøjmoden er lige så stille gledet over i boligstilen, og det er ikke kun et spørgsmål om kroner og øre. Enhver kan købe »Ægget« eller en Charles Eames-stol, men hvem kan skabe det personlige hjem, vel at mærke i ens helt egen stil og altså ikke blot kopiere fra et boligmagasin? Det kan nemt lade sig gøre med denne sæsons møbel-nyheder.