Michael Nedergaard

:»Jeg har gjort alle de klokkerene brølere, man kan gøre som nybegynder. Stået som håbefuld designer på messer i London og New York og mødt agenter, der sagde åh og ih og gerne ville sælge mine produkter, men det blev aldrig rigtig til noget«

Michael Nedergaard foran vinreolerne og de ny knagerækker, der begge er i hans fortrukne materiale: aluminium.<br>Foto Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

»Jeg er håbløs autodidakt med en gammel drøm om at lave noget nyt i mærkevarer indenfor danske design,« siger Michael Nedergaard med et beskedent smil og fortsætter. »Måske er der lidt gemt i generne, for min far var indretningsarkitekt med stor interesse for de danske klassikere, så jeg er opvokset med godt design. Jeg har altid selv lavet ting, f.eks. mine egne lamper, og hjulpet venner og naboer med at indrette og tegne, når de skulle bygge om.«

Michael Nedergaard skulle dog først gennem en ingeniøruddannelse, derefter arbejde en halv snes år som bl.a. produktionsleder på en lille maskinfabrik og siden være logistikchef på Nissen kølefabrik i Horsens, før han i 2000 sprang ud som designer og startede Mayday.

Hans første bidrag var en tidsskriftkassette og derefter en lille visitkortholder, p-note, som han har døbt den, fordi den er skabt til at kunne rumme de små noter og visitkort, der ofte ligger og flyder på skrivebordet. Det er i al sin enkelthed en lille aluminiumsrist med en gummiplade under. Siden er det blevet til bl.a. en vinreol, et spisebord, olielamper, opslagstavle og senest en knagerække. Aluminium er hans foretrukne materiale, både fordi det er meget miljøvenligt, og fordi han har arbejdet med det i mange år som ingeniør.

»Jeg tror og føler, at min uddannelse som ingeniør, hjælper mig. Jeg tænker meget praktisk. Sommetider kan jeg næsten sige prisen på forhånd, når jeg sidder og tegner et produkt. Det føler jeg er en stor force. Så kan der være nogle kreative huller, som jeg mangler, fordi jeg ikke har nogen designuddannelse, men dem prøver jeg at fylde ud på andre måder.«

»Jeg bruger meget min praktiske sans i designet,« fortsætter Michael Nedergaard og henviser til knagerækken. »Der findes jo ret mange knagerækker, så jeg tænkte: Hvordan kan den gøres anderledes? Derfor tegnede jeg en meget minimalistisk knagerække, der både kan bruges i køkkenet, entréen og badeværelset, som næsten intet fylder og med en krog, der passer til både et viskestykke og en bøjle.«

Da Michael Nedergaard startede Mayday i 2000 var det for egne sparepenge. Siden er firmaet omdannet til et aktieselskab, og han har fået økonomisk støtte fra folk, der interesseret har fulgt ham fra sidelinjen.

»Men navnet beholdt vi, fordi det allerede var godt kendt hos de rigtige møbel- og designforretninger. Danmark er nemlig ikke det nemmeste marked, konkurrencen er hård, og der er mange om pladsen i butikkerne. Derfor har jeg også holdt fast i min stil og får f.eks. ikke lavet billige produkter i Kina. Jeg tager det lange seje træk og håber så på, at jeg samtidig kan gøde jorden og langsomt komme ind på flere udenlandske markeder. Det kan jo ikke skjules, at her er der også mange penge at tjene. Men jeg tager den lidt med ro.«

»Jeg har gjort alle de klokkerene brølere, man kan gøre som nybegynder. Stået som håbefuld designer på messer i London og New York og mødt agenter, der sagde åh og ih og gerne ville sælge mine produkter, men det blev aldrig rigtig til noget. Det var bestemt lærerigt og spændende at få stor respons på sine ting, men dengang var jeg en énmandsvirksomhed, og det var svært at håndtere både design, produktion og salg på samme tid. Vi sælger da stadig en del til USA og London, men kun via hjemmesiden. Nu koncentrerer vi os om at blive et brand herhjemme og så i Norge og Holland. Specielt nordmændene kan godt lide danske ting, og de har en stor købekraft,« siger Michael Nedergaard.

Helt ukendt i det store udland, specielt Italien, er hans design nu ikke. Syv af hans ting, bl.a. fyrfadsstagen, visitkortholderen og tidsskriftkassetten er en del af det italienske bilfirma Lamborghinis merchandising. Det viste sig, at Lamborghini får lavet lamellerne til bilernes køleriste i Danmark og på samme fabrik, som nogle af Maydays komponenter kommer fra. Og Michael Nedergaard, der også er lidt af en bilnørd, gik en tid og tænkte over, hvordan det kunne udnyttes.

»Jeg kontaktede fabrikken, fik fat i de rette folk og aftalte et møde i Italien, og det gik over al forventning. De kunne godt lide mit skarpe design, som jo er meget lig Lamborghini i modsætning til Ferrari, der har bløde kurver.«

De Mayday-produkter, der nu sælges med indgraveret Lamborghini-logo og i flot sort/gul emballage, bliver også produceret herhjemme, kun bæreposerne kommer langsvejs fra.

»Samarbejdet har ført mange ting med sig,« siger Michael Nedergaard. Først og fremmest en større omsætning, men det bedste er at kunne sige: Vi har også Lamborghini som kunde. Det er sejt. Et bilmærke er foreløbig nok. Man skulle jo nødig gå hen og blive en af dem, der leverer hadegaven, når virksomhederne uddeler julegaver.«