Lokket i fordærv

Lone Toft (tv) har været forelsket i Tyrkiet, siden hun for år tilbage satte sine ben på tyrkisk jord.

Foto: Birgit Straarup Fold sammen
Læs mere

Derimod var det første gang, at hendes kusine, Birgitte Toft Larsen, var i landet, som hun indtil denne forlængede weekend havde forbundet med Muhammed-krise og terror. »Men jeg er altid blevet lokket i fordærv af min kusine. Også denne gang,« siger Birgitte. Lone og hendes mand overvejer at købe en lejlighed i Tyrkiet, selv om Sydfrankrig står højest på deres ønskeliste. »Men der er for dyrt både at købe og at leve.« Og da de ikke vil flyve alene sammen uden deres fire børn, blev Kemer til en kusinetur. »Min mand skal selvfølgelig se det også, men vi skal alligevel herned på ferie til sommer, og så kunne jeg kigge lidt på forhånd,« siger Lone. Birgitte er blevet positivt overrasket over landet og tyrkerne, som hun opfatter som meget venlige. Men hun er skeptisk over for at købe noget - både her eller andre steder i udlandet. »For vil man så rejse andre steder hen og dermed afskære sig fra de oplevelser? Men jeg kan godt se fordelen ved at købe sammen med andre,« siger Birgitte, der dog betinger sig at ville se på både andre steder og lejligheder, før hun tager nogen beslutning. For Lone er bagsiden ved at købe bolig i Tyrkiet den geografiske afstand. Den kulturelle afstand synes hun er spændende. »Og statistisk set er der større risiko ved at køre bil derhjemme end at blive udsat for terror her. Vi er jo ikke i Irak.«

To måneder senere:

Kusinerne er lige kommet hjem fra en chartertur med familien til Alanya og er stadig lige begejstrede for Tyrkiet. »Men umiddelbart har ingen af os lyst til at købe noget lige nu. Netop turen til Alanya viste, at der er mange spændende steder at se i landet, og hvis man køber en lejlighed, vil man føle sig forpligtet til at være dér. Og hvis man ikke kan være sikker på at få lejligheden lejet meget ud, bliver der også betragtelige udgifter ved det. I forhold til hvad vi gav for en charterrejse på et supergodt hotel, er det meget dyrt at eje noget og selv skulle købe flybilletter,« siger Birgitte Toft Larsen, der heller ikke er overbevist om, at vil være en god investering. »Det er der jo ingen, der ved. Du kan ligeså godt risikere at tabe penge på det.«