Længe leve byggerådgivere

Tidsplanen er overskredet igen, men byggeriet skrider støt og roligt fremad. Men var det ikke for rådgiverne, var husdrømmene for længst opgivet.

Selv om byggeriet er blevet yderligere forsinket, sker der dog fremskridt på Erik Refners byggegrund. F.eks. er træbeklædningen sat på huset. Det høvlet fyr sat op i fer og not. Brædderne er malet sorte på for- og bagsiden, inden de er sat op, og efter opsætningen har de fået en omgang træbeskyttelse. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

I starten af maj 2006 stod den forventningsfulde grundejer, Erik Refner, og glædede sig over, at entreprenøren havde taget første spadestik til det, der skulle blive hans drømmehus. Det skulle stå klart november samme år. Kort efter gik arbejdet dog i stå, og ca. otte måneder og utallige tomme løfter senere opgav bygherren og fandt en ny entreprenør. Blot en måneds tid senere lavede denne entreprenør »Hudini-tricket«. Han forsvandt med flere hundrede tusinde kroner og efterlod byggepladsen med et fundament, som viste sig at være en gang makværk. Det konstaterede entreprenør nummer tre, som rettede op på fejlene og lovede et færdigt hus inden sommerferien.

Nu står kalenderen imidlertid på medio august, uden at Erik Refner har udsigt til at flytte ind med mindre han vælger at slå et telt op eller installere sig i en af skruvognene.

»Vi har holdt byggemøde i denne uge, og det viser sig, at der har været problemer med den tømremester, der har haft ansvaret. Han har ikke været god nok, og derfor har der været en del ting, der skulle laves om. Derudover har ferien også spillet ind. Tømrerne har bl.a. ventet på, at elektrikeren skulle lave nogle ting færdige, inden de kunne sætte gipsvægge op. Men nu kører det. Der er kommet en ny tømrermester på, og han virker som om han har godt styr på det,« siger Erik Refner.

Hvad den nye deadline for huset lyder på, kan han dog ikke svare på. Den vil blive udarbejdet én af de nærmeste dage.

»Vi vil jo alle sammen gerne have, at huset bliver færdigt hurtigst muligt. Det er jo ikke kun mig, der taber penge på forsinkelsen. Både med hensyn til dobbelt husleje, afdrag på lån, ekstra udgifter til rådgivning,« siger husbyggeren.

Der er dog også positive ting at glæde sig over, for byggeriet skrider konstant fremad. Den ydre træbeklædning er sat op, hvorefter ydersiden har fået en ekstra gang maling. Alt det el-arbejde, der skal ligge bag gipsvæggene, er lavet, og håndværkerne er nu i gang med at sætte gipsplader op. Et enkelt vindue og en skydedør er sat i og undertaget er lagt. Tilbage er nu i store træk at gøre arbejdet med taget og gipsvæggene færdigt, sætte vinduer inklusiv ovenlysvinduer i, lægge gulve, færdiggøre badeværelse og køkken samt at lægge terrasser og indrette skuret. Og heldigvis har den tålmodige husejer sine rådgivere med på sidelinjen for at sikre sig, at projektet når målstregen. De har i høj grad bidraget til, at Erik Refner har taget udfordringerne med relativ stor sindsro.

»Hvis arkitekten og min far som ingeniør ikke havde været der, havde jeg nok solgt grunden efter den første entreprenør. For så havde projektet været alt for uoverskueligt for mig som menig mand. Mine rådgivere har ekspertise gennem de mange, mange år, de har arbejdet i branchen, og de har hjulpet mig med at sætte tingene på sporet igen,« mener Erik Refner.

De har bl.a. tjekket og fået rettet op på fejl, som bygherren ikke havde en chance for at se. Desuden har de hjulpet med at vurdere, hvor meget entreprenøren skulle have i betaling i forhold til, hvad han havde ydet. Desværre har de ikke kunnet forhindre, at entreprenør nummer to løb af med alt for mange penge.

»Det er helt almindeligt, at man betaler en vis sum penge for byggeopstart. Jeg prøver stadig at få mine penge hjem via advokat, men det er svært, for entreprenøren åbner ikke de anbefalede breve og skifter konstant mobilnumre. Så jeg kan ikke få fat i ham,« siger Erik Refner.

At det oprindelige budget er overskredet med omkring en million skyldes i høj grad også, at entreprenør nummer ét var et familiemedlem, der havde lovet at klare opgaven til en god pris. Men altså løb fra sin aftale.

Men om ikke andet har Erik Refner fået lidt for sine dyrt betalte lærepenge. Han har blandt andet lært, at man ikke skal vælge entreprenør i panik, hvilket var tilfældet med entreprenør nummer to. Derudover at byggerådgivere er en uvurderlig støtte både på det praktiske og psykologiske plan. @Tekst m. indryk: