Intet er overladt til tilfældighederne i Atelierhusene på Grønnemose Allé ved Utterslev Mose. Her emmer af liv og kreativitet, og sådan har det været siden den nu afdøde arkitekt Viggo Møller-Jensen i 1943 udtænkte tanken om en grøn oase for kunstnere, hvor man både kunne bo og arbejde.
Se flere billeder fra Atelierhusene i galleriet til højre.
På den mosede grund ligger i dag 21 almennyttige rækkehuse i tre forskellige størrelser, der alle har det til fælles, at de rummer et lyst atelier på 40 kvadratmeter og kun huser kunstnere, der er medlem af det såkaldte »Kunstnersamfundet«. Tanken var dengang at give fattige, men anerkendte kunstnere mulighed for at bo på en efter datidens forhold respektabel måde.
I dag vil mange nok mene, at forholdene i Atelierhusene på ingen måde er ekstravagante endsige tidssvarende. For kunstnere er boligerne imidlertid mere attraktive end nogensinde. Rent arkitektonisk er bygningerne for længst kategoriseret som bevaringsværdige, og kunstnerne står gerne i kø i 25 år for at få adresse på Grønnemose Allé.
Billedkunstner Bodil Brems er lige så gammel som husene. Hun har boet i kunstnerboligerne de sidste 16 år. De første fem i et af de allermindste huse på i alt 65 kvadratmeter og de seneste elleve år i det 105 kvadratmeter store rækkehus med atelier. Som de øvrige kunstnere bliver hun boende, til hun skal bæres ud.
»Jeg elsker lyset fra det nordøstvendte vindue. På en gråvejrsdag er der på grund af det store lysindfald næsten lysere herinde end udenfor,« siger Bodil Brems. Hun bruger flittigt sit atelier og oplever ikke pladsen som trang.
Hendes mand, der er arkitekt, er dog tilbøjelig til at synes, at de 65 fælles kvadratmeter er lige i underkanten. Det bliver opvejet af byggeriets sjæl og den kærlighed, der er lagt i detaljen.
»Der var materialemangel under krigen. Murstenene er berappede, og teglstenene er spættede og meget uens. I dag er det faktisk helt moderne. Træet på gulvene er også kasseret træ, men det er bedre og tykkere end det, der laves i dag,« fortæller Bodil Brems.
Siden 1993 har atelierhusene været fredet, og det giver beboerne visse begrænsninger. For eksempel kan de gamle et-lags ruder ikke bare udskiftes til energivenlige termoruder. Kulturarvsstyrelsen har dog tilladt at sætte særlige forsatsvinduer i.
Husene er også blevet hulmursisoleret, ligesom der er indlagt fjernvarme. Men ellers har man gjort, hvad man kunne, for at bevare de tanker, der oprindelig lå bag det lille kunstnerkvarter.
I billedkunstner René Tanculas bolig findes stadig den gamle kakkelovn fra bygningens oprindelse. Han bruger den flittigt om vinteren, men selv om boligen ikke er større end sammenlagt 71 kvadratmeter, har kakkelovnen svært ved at opvarme både stue og atelier uden også at bruge fjernvarmeanlægget. Det får ikke Tancula til at ønske sig en anden bolig.
»Jeg hører trods min alder på 60 år til blandt de yngre beboere. Jeg har boet i dette lille rækkehus i 14 år, og jeg håber med tiden at blive tilbudt en større lejlighed, men folk er jo ikke til at drive væk herfra,« smiler René Tancula.
Han elsker charmen og det særlige lys, det store ateliervindue giver ham, når han skal arbejde. Og så er han meget bevist om, at en lignende perle skal man lede længe efter.
»Viggo Møller-Jensen havde tænkt det hele igennem til mindste detalje, og han udnyttede hver en mulighed til at lave det optimale. Da han fik dette jordstykke fyldt med mosejord og stærkt skrånende mod søen, udnyttede han det ved at lade den ene række huse syne af et plan fra gaden, mens det havde to plan fra haven. Det var nytænkning dengang I 40erne,« fortæller René Tancula.
Læs også:
Lige så mange kræfter Viggo Møller-Jensen lagde i at gøre Atelierhusene til det optimale sted, hvor kunstnerisk virke og hjemmeliv kunne forenes, lige så lidt havde han fokus på samspillet mellem hus og have. For at komme fra huset til haven skal René Tancula gennem terrassen på 1. sal og ned af en stejl trappe for endelig at havne blandt figentræer, oliventræer og vindruer. Yderst charmerende, men ikke videre praktisk.
De største rækkehuse er bygget efter traditionel halvanden plans løsning. Her bor et af kunstnerfællesskabets tre billedkunstnerpar, Allan Stabell og Kirsten Bøgh. Atelieret syner noget mindre, når det skal deles i to, men det udlignes af de fordele, der er ved at kunne dele arbejdslivet og lade sig inspirere af hinanden.
»Her er ikke plads til at gemme det overflødige, og vi må da også benytte et lager ude i byen til vores billeder, men vi har faktisk det, vi behøver. Til daglig er 118 kvadratmeter inklusive atelier nok til to, og skal vi have fest, rydder vi atelieret. Vi har gjort det til nytår. Det var så hyggeligt,« fortæller Allan Stabell.
Både han og Kirsten Bøgh holder meget af de små finesser, huset rummer som for eksempel uens størrelse vinduer og kun ét afløb på badeværelset, som betyder, at vandet fra bruseren skal løbe tværs hen over gulvet og ned under håndvasken for at komme væk.
»Det var sådan, man byggede dengang, og trods stor skepsis da vi flyttede ind, fungerer det faktisk i dag,« griner Allan Stabell.
Parret skal en kort periode have Kirstens store datter boende. Derudover bor der kun én familie med børn i kunstnerboligerne.
»Jeg er heller ikke sikker på, at det ville være så optimalt at bo her, hvis vi havde mindre børn. Så ville jeg have brug for at komme ud blandt andre hver dag,« vurderer Kirsten Bøgh.
Kunstnerne i Atelierhusene betaler mellem 4.000 og 7.000 kroner pr. måned for at leje sig ind i den eftertragtede perle.
