Kontor med udsigt til marmorkirken og køkkenet

Indretningsarkitekt Vibe Fly slog for tre år siden tegnestue og privatbolig sammen for at spare tid på transport. Kontoret er indrettet med møbler lavet af firmaer, som Vibe gennem tiden har arbejdet for. Og det gør inventaret til personlige påmindelser om et flot cv og gode arbejdsoplevelser.

De polstrede Kevi kontorstole er kommet til, fordi Vibe Fly har løst opgaver for producenten. Vibe har valgt at have et kraftig projektørspot i loftet, mens tre justerbare arkitektlamper er sat fat på skrivebordet, så hun er sikker på at have justerbart lyst nok. <br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Det er en imponerende udsigt. Selv på en diset januardag. Fra femte sals højde på indre Nørrebro kan Vibe Fly se en stor del af Københavns tage og tårne, og det var præcis udsigten, der for tre år siden fik hende til at købe lejligheden. Vibe havde besluttet sig for at droppe sin plads i et tegnestuefællesskab på Amager for i stedet at bo og arbejde på samme adresse, og netop derfor var udsigten i hendes nye hjem ualmindeligt vigtig.

»Jeg ræsede rundt mellem mit sommerhus, mit arbejde og mit hjem og følte, at jeg brugte alt for mange timer af mit liv i en bil. Og så fandt jeg ud af, at jeg kunne forenkle mit liv ved at slå mit hjem og min tegnestue sammen,« fortæller Vibe Fly, der på nær to års ansættelse har arbejdet som selvstændig indretningsarkitekt, siden hun for knap fyrre år siden tog afgang fra Skolen for Boligindretning, der i dag hedder Danmarks Designskole. Lige fra begyndelsen af sin karriere tog Vibe ofte sine to døtre med på arbejde, der gennem årene har talt lokaler, som Vibe enten har haft for sig selv eller delt med andre i branchen. Hun indrettede endda legeskuffer til døtrene på kontoret, og datteren Marie gav flere gange udtryk for, at besøgene på mors arbejde føltes som at være i børnehave og få lov til at tegne og male. I dag hiver Vibe nogle gange sine børnebørn med på jobbet.

»Jeg har aldrig set mit arbejde og mit kontor som en adskilt del af mit liv, men tværtimod inddraget min familie i den side af mig også. Det har jo sikkert meget at gøre med, at jeg er selvstændig og selv har kunnet bestemme. Ikke bare over mine opgaver, men også over indretningen af mine kontorer gennem tiden. Og jeg har selvfølgelig indrettet mig, så mit kontor ikke bare er funktionelt, men også er et rart sted at være.«

Tråden i Vibes arbejdsopgaver er brugen af masser af farver og dekoration, mens hendes eget kontor sjovt nok mest er indrettet hvidt i hvidt.

»I mit arbejde bruger jeg farver til at signalere en f.eks. vital eller rolig stemning, mens jeg på mit kontor har valgt en neutral stemning med alt mit lyse inventar. Det betyder, at jeg stemningsmæssigt ikke bliver påvirket i en bestemt retning, før jeg går i gang med en ny opgave, men har roen og det neutrale som udgangspunkt.«

Langt det meste af inventaret er samlet gennem flere årtier, og er for kontorstolene, reolsystemet og mødebordets vedkommende erhvervet, fordi Vibe på et tidspunkt har løst opgaver for de firmaer, der står bag møblerne. Kontorets mødeafdeling udgøres af et stort rundt bord, et par stole og en stor herregårdssofa, der giver den ende af lokalet et mere hjemligt præg. Faktisk så hjemligt, at Vibe erkender, at hun synes, der er en hage ved at have tegnestue i privaten: »Jeg vil ikke benægte, at det godt kan være lidt grænseoverskridende en gang imellem at skulle tale forretning med nye kunder i mine private omgivelser. Heldigvis bliver nye kunder ofte til faste kunder, og så tænker jeg ikke mere over det.«