Klassisk og råt

Den ene type lejlighed kalder på Finn Juhl eller mahogni, den anden type er mere til Charles & Ray Eames. I Badstuestræde er en gammel byejendom blevet indrettet med 16 lejligheder i to stilarter.

Ejendommen er delvis fredet, og arkitekten har valgt at udnytte forskellen på for- og baghus. De klassiske lejligheder i forhuset er der ikke rørt meget ved, de er blot ført tilbage, lejlighederne i baghuset kaldes New Yorker Loft, hvilket skal forstås som store, nøgne rum med højt til loftet. <br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Pendulet svinger hele tiden. Efter en periode, hvor de gamle huse i Københavns centrum rask væk blev ombygget til kontorer, er de nu, også i rask tempo, ved at blive renoveret tilbage til det, de var engang, nemlig boliger.

Badstuestræde 18 er et frisk eksempel. Forhuset var i sin seneste udgave indrettet som teknik- og ledningstunge, lavloftede redaktionslokaler til medievirksomheden Reuters Bureau, mens baghuset husede skiftende håndværkervirksomheder. Men går man længere tilbage, 200 år og lidt til, fortæller krøniken, at nummer 18 blev opført som en brygmestergård af brygger Peter Møller.

Efter den store brand i 1795, som også gik hårdt ud over Snarens Kvarter, blev der her plads til et nyt hus. Den klassicistiske arkitektur var på mode, og huset blev i 1797 opført som et grundmuret hus i tre etager med ni fag, seks joniske pilastre og balustersmykkede vinduer. Og i midten en smuk vognport med hvælvet top. Facaden var en af de rigest dekorerede efter branden, et »meget smukt empirearbejde«, skriver Jan Møller i tredje bind af »København før, nu og aldrig«.

Nu er ejendommen genopstået i fordums glans og herlighed. Arkitekt Lars Autrup fra arkitektfirmaet Gottlieb Paludan har i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og Københavns Kommune renoveret ejendommen for ejeren, JDM A/S, og indrettet 16 lejligheder, otte i forhuset, otte i baghuset.

Forhuset er fredet, derfor er lejlighederne i denne sektion genskabt i overensstemmelse med den oprindelige plan, dvs. det er store, højloftede rum med dobbelte fløjdøre imellem, stuklofter med tandsnit og blomster og bredplankede fyrretræsgulve. Gulvene er nye, af douglasfyr, nogle af dørene er også nye, men nøjagtige kopier af de gamle inklusive håndtagene, og vinduerne har fået koblede rammer, så man beholder den fine, tynde vinduesprofil og næsten ikke kan se, at de er dobbelte.

Ejendommen er en lille firkant omkring en indre gård, som nu er blevet lysegul, men den bageste del, eller baghuset, er ikke fredet. Her har arkitekten kunnet give fantasien luft, og han har indrettet de otte lejligheder med maksimum rum og minimum skillevægge. Man kalder det »New Yorker-lofts«, fordi de er halvrå med skrå vægge, over tre meter i højden, lidt usædvanlige vinduer og bølgende jernbjælkelofter. Der kommer faktisk kun lys fra den ene side, men det har man kompenseret for ved at lave en fransk altan og altandøre i en af de gamle vinduesåbninger.

Hovedtrappen i forhuset blev heldigvis tilbage i 1930erne forsynet med elevator, ellers havde det ikke været muligt at installere en i dag på grund af fredningen, og den er gemt så diskret, at den ikke forstyrrer det smukke trappeløb. Trappen til baghuset er nyetableret og langt mere »dagligdags«, til gengæld fører den op til en 250 kvm stor tagterrasse, som er »sat« ovenpå det gamle mansardtag af kobber. Terrassen er fælles, og her er en charmerende udsigt til tage og skorstene og alle - eller så godt som alle - byens tårne.

»For mig er der to interessante pointer ved denne her ejendom,« siger arkitekten Lars Autrup, »dels har huset nogle gammeldags kvaliteter i form af store, dejlige rum, som man umiddelbart føler sig godt tilpas i, dels har den en tagterrasse, så beboerne, selv om de bor lige i centrum, nemt kan komme ud, hvor der er lys, luft og udsigt.«

Og i kælderen gemmer sig en juvel: Ti parkeringspladser. Når man har prøvet at bo i den indre by og været bilejer, kan man i den grad sætte sig ind i, hvor fantastisk det må være at kunne køre lige hjem og vide, at der er en parkeringsplads.