Vesterport på Vesterbrogade i København var en sensation for sin tid. Den er opført for at imødekomme samme behov som Axelborg overfor Tivoli, der er det første kontorpalads udenfor den gamle middelalderby. Axelborg er fra 1918, Vesterport er bygget i 1930-32, og forskellen på de to erhvervsbyggerier er som oksesteg med béarnaise kontra sushi.
Her er virkelig sket et skred i det arkitektoniske udtryk. Axelborg minder svagt om nybarok og synes mere beslægtet med sine forgængere end sine efterkommere. Vesterport er mellemkrigstid, en hymne til teknologien. Et af de første stålskelethuse i Danmark, hvor konstruktionen afslører sig i facaden, som er symmetrisk opbygget og beklædt med kobber. Formentlig derfor blev ejendommen kaldt »5-øren«.
Engang lå Den Permanente, hvor man kunne købe dansk design ad libitum, i stueetagen, og der var natklub på toppen.
Bygningen er opført af Povl Baumann og Ole Falkentorp, som udover at være gode arkitekter ikke havde meget til fælles, skriver Hans Erling Langkilde i sin bog, »Arkitekten Povl Baumann«.
Baumann var lille, eftertænksom, perfektionistisk og utrættelig i forfølgelsen af sine ideer. Ole Falkentorp var stor i slaget, grov i munden, umådeholden på alle områder, men opfindsom og dristig. Et par år efter opførte han Hotel Astoria skråt overfor Vesterport, mens Povl Baumann fik til opgave at opføre en kontorbygning for Industrifagenes og Jernindustriens Sammenslutning. Den skulle ligge - og ligger da også stadigvæk - på hjørnet af Larslejsstræde og Vester Voldgade og afslører med sit lækkert afrundede hjørne og prægnante murværk sin ophavsmand.
Povl Baumann (1878-1962) er lidt overset sammenlignet med kolleger som Ivar Bentsen, Kay Fisker, Carl Petersen osv., men tusindvis af mennesker på Amager, Nørrebro, Vanløse og i de lange gader omkring Bellahøj bor i lejligheder, han har tegnet i 1920erne, 30erne og 40erne.
Ligesom ungdomsvennen Ivar Bentsen drømte han om at bygge boliger, hvor jævne folk kunne trives, og sit gennembrud som fornyer af karrébyggeriet fik han i 1918 med det store boligbyggeri, karakteriseret ved sin ensartede rytmik i Hans Tavsensgade-Struensegade. Her er forenkling, standardisering, præcision, ro og harmoni. Baumann flyttede selv ind med sin familie, og han gjorde også en indsats for at behandle de nødvendige, men nedvurderede elementer som skarnkasserum, tørrepladser og cykelstativer med samme omsorg som facaden. Næppe set før. I 1920erne kom der mange lignende boligbyggerier med vindue på vindue på vindue på vindue, og efterhånden blev »kilometerstilen«, som man kaldte den, forkætret og forkastet som dræbende kedsommelig.
Murstensbroderi
Ensartethed præger også den bebyggelse, som Povl Baumann lavede skitseprojekt til allerede i 1925 og endelig på København Kommunes foranledning opførte i 1930, men den er ikke kedelig. Den er smuk. Bebyggelsen går under navnet »Linoleumshuset«, den ligger ud til Åboulevarden, og den er indsvøbt i et sirligt broderi af mursten.
»Povl Baumann overlod aldrig noget til tilfældighederne, men Linoleumshuset er vist indbegrebet af perfektion«, skriver forfatteren Langkilde og fremhæver den minutiøse gennemførelse af alle detaljer fra skiftegang til sokkelprofiler med halvrunde kældervinduer, der titter op over det brede granitbånd og et mønster, der er afpasset så præcist, at alle hjørner falder ens i det valgte skema.
I dag er murværk stort set bare noget, man tapetserer med, men hvis man skulle få lyst til at fordybe sig i de forskellige måder at lægge mursten oven på hinanden på, så er der faktisk noget, der hedder »et Baumann-forbandt«.
Underligt er det derfor ikke, at Baumann ofte betegnes som arkitekten, der udviklede den danske tegltradition, men mere aktuelt i forhold til moderne lejlighedsbyggeri er det, at han også forædlede altanen som et alment forbrugsgode. Egentlig var altaner noget, man havde fundet på som »nødudgang«, for så kunne man droppe køkkentrappen, men Baumann så, at altanen også kunne bruges som opholdssted. Det kan man bl.a. se i Storgården på Tomsgårdsvej fra 1935.
Dette er den syvende artikel i serien »Byens arkitektur«. De forrige artikler har bl.a. omtalt arkitekterne Jens Vilhelm Dahlerup, Ulrik Plesner, Ferdinand Jensen, Ivar Bentsen og Anton Rosen.
