Jeg var netop blevet færdig med at vaske parketgulvet i det store gæsteværelse i kælderen, da jeg bemærkede, at vandet stod usædvanligt højt i afløbet i kælderskakten udenfor. Men jeg tænkte egentlig ikke yderligere over det, for jeg havde travlt med at give hele kælderen den sidste omgang, inden vi om aftenen fik gæster fra Frankrig, der skulle sove i vores kælder en uge.
Når ens hus er på 88 kvadratmeter, og man er en familie på fire, betyder det meget at have en god, tør kælder med store anvendelige rum, og det har vi. Eller rettere. Det havde vi. For om aftenen den 5. juli fortsatte vandet med at stige. Først trængte det ind gennem kælderdøren, og vi tørrede det op. Siden skovlede vi det væk, og til sidst forsøgte vi bare at holde det væk fra kælderens to største rum: gæsteværelset og musikrummet.
Forgæves. For vandet trængte også op gennem afløbet inde i selve huset, i vaskekælderen. Først sivede det ind, sådan stille og roligt. Men da kloaksystemet omkring vores hus ikke længere kunne klare presset, stod vandet pludselig op som et regulært springvand. Det var umuligt at stoppe, og nu gjaldt det bare om at redde, hvad reddes kunne. Alt det, der stod på gulvet, mistede jordforbindelsen og begyndte at sejle rundt i kælderen, og i løbet af kort tid stod både vaskemaskine, køleskab og samtligt inventar i kælderen i over 30 cm vand og elektriciteten gik i dele af huset. I løbet af ti minutter var mit fine gæsteværelse fuldstændigt oversvømmet, og det flydende parketgulv levede i sjælden grad op til sit navn: Det hævede sig bogstavlig talt fra underlaget, og når man vadede ind over det i sine gummistøvler, var det som at gå på en trampolin. Jeg var grædefærdig.
Nogenlunde på det tidspunkt ankom vores gæster fra Frankrig. Efter en udmarvende 13 timers køretur med tre unger på bagsædet, 1100 kilometer i silende regn. »Ja, I ville jo holde ferie ved vandet,« konstaterede min mand galgenhumoristisk, mens vi slæbte madrasser, dyner og gæstesenge ovenpå, så gæsterne kunne sove tørskoede oppe i stuen.
Det var temmelig kaotisk.
Men når nøden er størst, er hjælpen som bekendt nærmest: Min onkel kom forbi med en lille pumpe, der i det mindste kunne begrænse vandskaden, en genbo dukkede op iført waders og tilbød sin hjælp, og sådan fortsatte det i dagene efter:
En nabo kom forbi med varm kaffe næste morgen og tilbød husly til vores gæster, og et familiemedlem til en genbo udførte en heltedåd:
Han kom forbi med en professionel pumpe og brugte en hel fridag på at tømme tre af vejens huse for vand.
Det tog halvanden dag at få vandet ud af kælderen, vi drog et lettelsens suk og troede, at det værste var overstået. Men det var det ikke. For det værste ved en vandskade er faktisk ikke selve skaden. Det er den tid og energi, man efterfølgende bruger på at komme i kontakt med sit forsikringsselskab, at få fat i en affugter, at få fjernet det ødelagte gulv, at få renset og desinficeret kælderen for kloakvand, at få det ødelagte indbo kørt væk, at få håndværkere til at give tilbud, at få forsikringsselskabet til at sende sine taksatorer, at få erstattet skaderne og i det hele taget at få genopbygget kælderen.
Når man først har prøvet det, ja, så er selve oversvømmelsen undskyld udtrykket det rene vand.
