Julelys med god samvittighed

Lys pynter i nogle tilfælde på haven, men ikke på CO2-balancen. Diodelys kan dog gøre fornøjelsen meget mere miljøvenlig. Boligens Maren Korsgaard har været på udkig efter lyse idéer til haven.

Det fine grenværk i løvtræer og buske fremhæves smukt af lys. Her er det æbletræet og en pilekuppel, der byder velkommen i den blå time. Fold sammen
Læs mere

Udendørs julelys er et dilemma. Smadderhyggeligt, men ikke specielt miljøvenligt. 100 mio. kr. har Elsparefonden beregnet, at danskerne bruger på strøm til juleudsmykning. Det går jo bare ikke at bruge så megen energi på ren og skær hygge her i vintermørket, lyder budskabet. Eller gør det? Er det i virkeligheden ikke en energi, som vi suger til os, og som får os til at opleve og overleve vinteren i et bedre humør? Lys har en dokumenteret effekt mod vinterdepressioner, dog i noget større mængder end en lyskæde kan præstere, men alligevel – helt spildt energi kan man faktisk ikke tale om.

Og dejligt er det, når det lykkes folk at sætte lys i haven, så det oven i købet er smukt at se på, men det er desværre ikke altid tilfældet. Trangen til at sætte lys er nogle steder så overvældende, at det knapt kan kaldes pynt, men snarere lysforurening. De mest utrolige, overbelyste ejendomme med julemænd i faldskærme, kane på taget, istapper fra tagrenden og blinkende lysreb i hæk og flagstang kan dog også give et smil på læben, bare man ikke lige er nabo til menageriet.

Trangen til lys er heldigvis blevet lettere at forene med miljøansvar. Diodelys er svaret. I handelen kaldes de også for LED-lys, og de er ikke længere kun forbeholdt cykellygter, pandelamper og lommelygter, men findes i et kæmpe udvalg af udendørs lamper, lyskæder, lysreb o.s.v. Glødelamperne er simpelthen på vej væk fra udendørs belysning.

Diode-lyskæder bruger kun 20-30 pct. energi i forhold til almindelige glødelamper, bl.a. fordi de ikke producerer spildvarme. Derfor er de meget velegnede til udendørs brug, hvor varmen fra lys faktisk går til spilde.

Farven på diodelys har måske afholdt mange fra at bruge dem, for de første pære-typer gav et meget koldt lys. Men her er der sket meget i de seneste år, så diodelys nu kan fås i mange farver, også en varm hvid, som minder meget om det hyggelige lys fra en glødelampe.

Dioder gør det altså muligt at lyse op i haven med et absolut minimum af energi. 1,4 kwh kan give lys i en diodelyskæde med 45 lys. Det svarer til tre kr. i strømudgift for lys i hele den mørke tid i december måned, så det er overkommeligt!

Miljøsamvittigheden protesterer dog stadig og anfører, at et minimum af energi stadig er mere end nul watt. Det er der heldigvis også råd for. I en nul-energi-lyskæde forsynes dioderne med strøm fra en medfølgende solcelle. Lyskæden tændes automatisk med en dagslyssensor og opsamler selv her ved vintertid solenergi nok til at lyse til efter midnat. Så kan samvittigheden vist ikke blive lysere.

Lyset skulle gerne gøre haven smukkere. Det kan gøres på mange måder, men ofte er det enkleste også det flotteste. Enkelhed er f.eks. kun én farve lys og ikke noget med blink. Et løvtræ med lys langs grenene i kronen bliver næsten altid flot. Det klassiske grantræ pyntet som juletræ ligeså. En krukke med et lille fyrretræ eller en blomstrende skimmia pyntet med ganske få lys kan blive en fin diskret hilsen ved indgangen.

Lys kan også købes i net, som passer godt til stramt klippede buske som kupler eller kegler. Nettene kan fås i flere størrelser og faconer, bl.a. et konisk formet net, der passer til kegleklippede buske eller kan illudere et grantræ på hækken.

Lysgardiner eller »istapper« kan evt. bruges »omvendt« i kronen på et lille træ. De enkelte kæder kan så følge grenene nedefra og op og danne en flot hånd af lys.

Diodelyset har også fundet vej til nye former for havelamper. Lysende sten kan f.eks. sættes ned i en sti af chaussésten og vise vej, eller lysende krukker kan oplyse terrassen.