Jakob Berg

»Hvis man taler træ, så kan tredjeverdenslande lave nogle enormt flotte ting, hvis de får noget design-input.«

Møbeldesigner Jakob Berg. Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

»I de sidste fire-fem år har jeg bevidst søgt til udlandet med mine møbler. Jeg arbejder også for danske virksomheder, men Danmark er et meget lille marked, så det er svært at leve af kun af designe for danske producenter.«

Men det er blot en af forklaringerne på Jakob Bergs interesse for at søge ud over Danmarks grænser. Han tog afgang fra Arkitektskolen i København som industriel designer i 1987, og siden midten af 90erne har han været vidt omkring. Det startede på Bali og har siden ført ham til både Costa Rica, Vietnam, Bolivia, Egypten og Portugal. Og i går åbnede udstillingen Inside/Outside på Dansk Design Center, der viser eksempler på hans inde- og udemøbler både i form af prototyper og stole i aktuel produktion. Materialerne er både bambus, birk, bøg, det hårde, mørke træ ipé (der bl.a. bruges til gulvplanker) og polstrede stole og sofaer. Møblerne får modspil af tekstildesigner Dorte Østergaard Jakobsens stemningsfulde iscenesættelse med lys og mønstre.

Jakob Berg er meget glad for sine udenlandske kontakter og kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogle ulemper - hvis man lige ser bort fra det ufrivillige spændingsmoment om, hvorvidt møbler og prototyper fra de forskellige lande når at komme i hus, inden udstillingens åbning. Da Boligen er på besøg dukker en fragtmand op med et par understel fra Portugal, der har stået to uger hos en speditør, der havde overset dem. Og Jakob Berg ånder lettet op. Men ellers er de store distancer ikke noget problem.

»Alt foregår jo via e-mail nu om dage. Jeg laver mine skitser og tegninger på computeren og sender dem videre til fabrikken, der så laver en protype. Jeg tager ud og tjekker den, og så arbejder vi videre derfra,« fortæller Jakob Berg.

Han rejser cirka tre måneder om året mellem hjemmet i Vanløse og de udenlandske producenter, og samarbejdet med dem har givet ham mange forskelligartede erfaringer. Ganske vist er et af hans varemærker, at han er rundet af skandinavisk designtradition. Men det betyder jo ikke, at møblerne ikke kan tilpasses lokale ønsker. Det er f.eks. meget hensigtsmæssigt at føje nogle centimeter til de amerikanske modeller, så det også er muligt for store amerikanere at sidde i dem.

Han arbejder løbende på at videreudvikle udemøbler med nye materialer og nye funktioner, og et af hans seneste projekter er et udesofa-koncept.

»Vi har været hele boligen igennem og er rykket udenfor med flotte havemøbler og udekøkkener. Så hvorfor ikke udesofaer? Jeg forestiller mig en »hvileø« med en kæmpeparasol over, som skygger for sol og regn,« fortæller Jakob Berg.

»Island« hedder de eksklusive moduler, der kan sættes sammen til en hjørnesofa, som han arbejder på sammen med sin egyptiske forbindelse. I vietnamesisk regi er udearrangementet døbt »Oasis«, der er tiltænkt det amerikanske marked.

Og på meget smuk vis er Jacob Berg også ved at slutte en cirkel i forhold til, hvor han startede sit samarbejde med de udenlandske virksomheder. Da han i 1997 efter to måneders ophold på Bali efterfølgende udstillede bambusmøbler på Kunstindustrimuseet, resulterede det i en billet til Costa Rica. Peder Kolind, bror til tidligere admininstrerende direktør for Oticon Lars Kolind, boede på det tidspunkt i Mellemamerika og havde netop købt 35 kvadratkilometer jord, som han ville dyrke bambus på og lave møbler af.

»Jeg tog til Costa Rica, hvor vi undersøgte, hvad der skulle til for at dyrke bambus. Men det viste sig, at det var alt for krævende. Der skulle bruges 500 mand til at pleje bambussen, så vi lavede træmøbler i stedet for.«

Men bambus er han nu igen vendt tilbage til. I samarbejde med den vietnamesiske virksomhed har han lavet en prototype i lamineret, formbøjet bambus som erstatning for det hårde tropiske træ. Og det er netop en af hans pointer med udstillingen på Dansk Design Center.

»Hvis man taler træ, så kan tredjeverdenslande lave nogle enormt flotte ting, hvis de får noget design-input. F.eks. har Bolivia verdens største arealer med FSC-træ (certificering der garanterer, at træet stammer fra bæredygtigt skovbrug, red.), men de har næsten ingen møbelindustri. Så de har et enormt potentiale,« siger Jakob Berg. »Så derfor er mit råd til unge designere: Tag ud. Det er skønt at komme ud i verden. Der er mange barrierer, der er blevet nedbrudt ved hjælp af internettet, og der er masser af muligheder.«