»Hyldemor, hyldemor, tillad mig at skære af din skov«.
Sådan spurgte man pænt i gamle dage, hvis det var nødvendigt at beskære en hyldebusk. Hyld har i folketroen haft en høj status, et nærmest helligt træ, som man ikke skulle komme på kant med. Hvorfor, kan man kun gætte på, men både den bedøvende duft fra blomsterne, den frodige muld under buskene og bærrenes helbredende kræfter kan påkalde tilbedelse.
I skovbryn og læhegn finder man de vilde hyld. Fuglene spreder villigt frøene, så hyld dukker op alle steder og kan nu om dage risikere at blive betragtet som alt andet end hellig, ja endda blive kaldt for ukrudt. Hyld findes også som forædlede sorter, hvor klaser og bær er meget store og dermed hurtige at plukke. Disse sorter er dejlige at have i haven, så når man altid at få plukket hyldebær til vinteren.
Hyld kan vokse hvor som helst. Den tåler en del skygge og også en del vind, men den vil give flest bær, hvis den vokser i både sol og læ. Hyld danner naturligt en busk eller flerstammet træ på mellem tre og seks meter. I haven kan det blive et rigtig kønt lille træ, hvis det opstammes, men bærrene er nemmere at nå, hvis hylden beskæres som en busk. Giv hyldebusken en plads på ca. tre gange tre meter.
Hyld er en hurtigvokser, og gødning og vand vil sætte ekstra fart på væksten. Blomster og bær dannes på skud, der er mindst et år gamle. Og bær er det faktisk ikke. I botanisk forstand er hyldebær en stenfrugt, svarende til kirsebær. Men stenene er meget små i hyldebær.
På latin hedder hyld Sambucus nigra. Sambucus stammer sandsynligvis fra det græske ord sambuca, som var et musikinstrument, formodentlig lavet af hyld, og nigra betyder sort. Det danske og norske navn hyld er der flere forklaringer på. Det kan stamme fra huld, altså trofast og god, hvilket busken jo er. Eller det kan komme af hul, som de gamle hyldegrene, der har mistet marven. Det kunne også stamme fra at hylle, som betyder at skjule, f.eks. at skjule »hyldemor« og andre eventyrlige væsner.
Andre rødder finder vi i det engelske navn for hyld: Elderberry. Elder skulle stamme fra aeld, der betyder ild. En sammenhæng, man ogsåkender fra dansk folketro, hvor hylden efter sigende beskyttede mod ildebrand, blev busken fældet, ville gården brænde.
Det tyske Holunder har måske samme rod som vores hyld, nemlig fra huld. Men også på tysk er der flere forklaringer, ordet Holdo betyder ånd, og frau Holle er den tyske pendant til vores hyldemor. På tysk kan hyld også hedde Vleder, et navn som svenskerne har overtaget, de taler om fläder. I Frankrig hedder hyld sureau. Herfra fortælles, at druiderne brugte hyldefløjter til at kommunikere med de afdøde. Saúco er det spanske navn, svarende til det latinske sambuco.
De europæiske navne rummer mange af hyldens magiske facetter. En magi, som den kristne kirke forsøgte at bryde ved at berette, at Judas skulle have hængt sig i et hyldetræ. Noget som turde være umuligt, dels fordi hyldegrene nemt knækker, og dels fordi hyld ikke vokser i Palæstina. Men spindoktorer har altså været på banen, også dengang.
Om hyld dufter dejligt eller af rævepis, er der delte meninger om. Når den fornærmende franske ridder udslynger forbandelser i »Monthy Python and the Holy Grail« lyder en af dem: »Your mother was a hamster, and your father smelt of elderberries!« Det var ikke nogen kompliment!
Ikke desto mindre er både hyldeblomstsaft og hyldeblomst-te en stor fornøjelse og en sundhedsdrik. Ligesom en kop sortrød varm, dampende hyldebærsaft kan gøre underværker mod enhver forkølelse. Hylden lever helt op til sin historie som den mest elskede folkemedicinplante.:
