Hun kæmper for en grøn boulevard

En borgergruppe på Østerbro har foreslået at lukke den ene side af den firesporede Strandboulevard og give plads til haver, pladser og sport. En del af Boulevarden blev lukket som forsøg i efteråret, og evalueringen viser, at det ikke bliver nemt at gøre alle beboere og forretningsdrivende glade.

Aniella Auresø på den brede Strandboulevard, »der ellers (bortset fra i forsøgsperioden, red.)sjældent kan opvise meget andet end en besørgende hund i midterrabatten,« som evalueringsrapporten citerer en beboer for at have påpeget i et læserbrev i Østerbro Avis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen

Strandboulevarden ligger tæt på vandet, men det vil være synd at sige, at der er meget strand over den. For sidst i 1800-tallet ændrede massive opfyldninger den daværende bugtede kystlinje og gav plads til Nordhavnen og siden Frihavnen, som blev indviet i 1894. I samme periode blev bydelen adskilt fra vandet af den jernbanedæmning, hvor S-togene kører i dag.

Heller ikke det øvrige udeliv har gode betingelser, til trods for at den firesporede boulevard har en grøn stribe græs og træer i midten.

Det er en række beboere meget kede af, og de har sammen med det lokale Agenda 21-udvalg på Østerbro, Østerbro Lokalråd og eksterne konsulenter lavet et forslag, der skal gøre Strandboulevarden til et grønt byrum. »Fra biler til mennesker« kalder de oplægget, hvor de to vejbaner tættest på vandet nedlægges og omdannes til et stort rekreativt byrum med bl.a. haver, pladser og boldbaner, mens biler i begge retninger for fremtiden skal deles om de to vejbaner, der ligger tættest på Østerbrogade.

En af de frivillige i borgergruppen er arkitekt Aniella Auresø, som bor med sin mand og deres to-årige datter på Gammel Kalkbrænderi Vej lige om hjørnet fra boulevarden på Østerbros bagside.

»Der er ingen steder her i kvarteret, hvor man som voksen kan sidde og drikke kaffe i solen, eller hvor børn kan lege. Solen når stort set aldrig ned i vores egen gård, så den kan vi ikke bruge. Og skal man til vandet, som ligger så tæt på, skal man via en gangbro over Nordhavn Station. Det er en meget besværlig vej og næsten umuligt for dårligt gående. Har man en barnevogn med, skal man bære den op og ned af alle trinene,« siger Aniella.

Hun elsker Østerbro og har ikke lyst til at flytte fra bydelen, hvor hendes mormor boede, og hvor hendes mor er vokset op.

»Jeg havde for nylig en snak med nogle veninder om, hvordan mange af os er vendt hjem til barndommens rødder. Selv har jeg boet på landet i en årrække, men kom tilbage for syv år siden for at læse på Arkitektskolen. Min mormor har fortalt mange historier om, hvordan hun gik på indkøb i Nordre Frihavnsgade, og nu er det mig selv, der gør det. Det kan jeg godt lide,« siger Aniella.

Hun og hendes mand bor i to små sammenlagte andelslejligheder i en ejendomdom, som blev bygget som arbejderboliger i tilknytning til den nu nedlagte Kryolitfabrikken Øresund, hvor »det hvide guld« fra grønlandske miner blev bearbejdet til videre brug i bl.a. aluminiumsproduktion.

Nu er der fra lejligheden udsigt til det eksklusive boligkompleks Charlottehaven, der blev opført for få år siden på den sidste ubebyggede del af »Kryolitten«, som grunden blev kaldt i kvarteret. Og borgergruppen har ikke fået meget støtte fra kvarterets nye beboere i deres arbejde.

»De har en parkeringskælder, men alligevel er de sure over, at der vil forsvinde 50 parkeringspladser, hvis vores forslag bliver til virkelighed. Men vores projekt handler ikke om 50 parkeringspladser. Man er nødt til at se det i et helt andet perspektiv og kigge på bilisme overordnet,« siger Aniella.

Hun og hendes mand vil gerne blive i kvarteret og vil også gerne arbejde for, at det bliver et endnu bedre sted at bo.

»Vi er i gang med at totalrenovere vores lejlighed, hvor der før var toilet på køkkentrappen og fællesbad. Samtidig har vi købt et sommerhus ved vandet i Hvidovre, som er let at komme til og fra. Jeg synes, at det er fint for børn at vokse op i byen, og det vrimler med børn her i kvarteret. Min holdning er, at man skal lade naturen komme ind i byen i stedet for at søge ud for at finde den,« siger hun.

Aniella Auresø er i den sag helt enig med arkitekt Stig L. Andersson, der for nylig i Weekendavisen foreslog at flytte Tivoli ud i Ørestad, hvor der er masser af parkeringspladser, men intet byliv. I stedet for Dæmonen, Radiobilerne og Grøften skal området efter hans mening huse en frodig oase, som strækker sig ned ad H.C. Andersens Boulevard, hvis tætte trafik skal flyttes ned under jorden sammen med butikker og kontorer.

»Det er helt rigtigt set. Man er nødt til at tænke som ham i stedet for at gøre det til en diskussion om et antal parkeringspladser, og jeg er overbevist om, at alle vil opleve forandringen som et stort plus,« siger Aniella.

Som et forsøg blev den ene side af Strandboulevarden mellem Ndr. Frihavnsgade og Århusgade lukket og brugt som såkaldt byrumslaboratorium under Miljøfestivalen i september og to måneder frem. Forsøget er netop blevet evalueret af byplankonsulenterne Hausenberg, som konkluderer, at det ikke bliver nemt at gøre alle glade. Mange beboere synes som Aniella Auresø, at der skal skabes bedre betingelser for udeliv på Strandboulevarden, mens andre frygter, at det vil blive endnu sværere at finde en parkeringsplads, og at det må være en betingelse, at trafik og parkering ikke må forværres, hvis boulevarden ændres. En tredje hovedgruppe mener, at det vil være synd at ødelægge Københavns sidste rigtige boulevard, hvilket f.eks. kan ske ved at lave en bredere midterrabat eller kun omdanne en del af boulevarden.

Evalueringen af forsøget er på dagsordenen på det kommende møde i trafik- og miljøudvalget i Københavns Kommune. Men selve projektet har lange udsigter, da det både er meget omfattende og meget kostbart at gennemføre, lyder vurderingen fra kommunen.