Hul i loftet og helt hul i hovedet

Vi kan ikke blive ramt af flere uheld. Troede vi. Ja, altså lige indtil Troels i sidste uge røg halvvejs gennem loftet fra 1. sal og ned i stuen. Det store hul åbenbarede en skræmmende nyhed. Vores loft er håbløst konstrueret. Det er praktisk talt selvbærende og venter kun på at falde helt ned i hovedet på os.

Mureren er på 2. måned i gang med at pudse stueetagens indvendige ydervægge op. Arbejdet tager lang tid, fordi han før oppudsningen er nødt til først at banke et knap 100 år gammelt lag tyk tjære ned. Fold sammen
Læs mere

For tre måneder siden røg min mand, Troels, gennem køkkengulvet ned i krybekælderen og fik et blåt mærke så stort, at det kunne ryge i næste udgave af Guinness rekordbog.

Værre gik det så i sidste uge, da han viste en håndværker rundt på 1. sal i husets mindste rum, hvor gulvet takket være svamp, råd og fugt er flået af. Tilbage ligger kun de bærende stålbjælker med en stribe tynde bræddeplanker under. En af stålbjælkerne var våd på grund af flere ugers slagregn og en i dagtimerne åben terrassedør. Men, ak. Troels lagde ikke mærke til den våde plet, og hans fod gled ud på loftsbrædderne.

Krasj, bum. 88 kilo i frit fald. Heldigvis har de klodsede 88 kilo en hurtig hjerne og ditto reaktionsevne, hvorfor han i bedste kattestil nåede at vende sig i luften og genvinde balancen og blive på 1. sal. Under ham åbenbarede sig et stort hul med direkte kig ned til køkken-alrummet. Hvad er et hul mod en nakke, der kunne være blevet brækket, spørger du måske? Selvfølgelig ingenting, og så alligevel en hel del. For hullet er lige ved at give vores tømrer en brækket nakke næste dag, da han gentagne gange må ryste voldsomt på hovedet ved synet af loftets konstruktion. Det viser sig, at brædderne ikke er hæftet fast til de bærende bjælker, og at loftet derfor er selvbærende. Mureren har heldigvis grej med til at kunne afstive de mange svævende kvadratmeter, ligesom jeg lige må stive mig selv af med en dobbelt espresso, før jeg endnu en gang skal hive fat i forsikringsfolkene.

»I må rykke ud med det samme. Vores loft er ved at ryge ned i hovedet på os,« siger jeg og forventer besøg inden for et par timer.

Desværre erfarer jeg hurtigt, at et hul i et hængende loft i et hus, hvor vi endnu ikke har fast adresse, er langt nede på hjælpelisten i en tid, hvor ufattelige mængder nedbør har, om ikke givet New Orleans-agtige tilstande i flere sjællandske parcelhuskvarterer, så i hvert fald har resulteret i adskillige oversvømmede kældre.

Derfor er jeg næsten helt glad for at kunne sætte trumf på ved at sige, at vores kælder (selvfølgelig) også blev oversvømmet.

Og at de to eneste hvidevarer, som var værd at overtage efter de forrige ejere, blev fyldt med vand.

Heldigvis har forsikringsselskabet hentet ekstra mandskab ind fra Jylland, så et par dage efter siger jeg goddag til en jysk taksator, der lynhurtigt får gennemhullet min overbevisning om, at alle forsikringsfolk er kynikere og absolut ikke interesseret i at varetage deres kunders ve, vel og pengepung. Taksatoren er interesseret i at hjælpe og får på bare en halv time aftalt med tømreren, hvordan loftet skal fikses.

Hvor er vi bare heldige.