Her bryder en ny livsstil igennem

Nicolineparken hedder en ny boligbebyggelse mellem Christianshavn og Islands Brygge, og den er bygget efter moderne urban levevis.

Hurra for høretelefonerne. Hvis blot alle familiens medlemmer ifører sig hørebøffer, når de solitært ser fjernsyn, spiller computer eller musik, kan man lave vidtgående arkitektoniske ændringer af boligen.

Det er Nicolineparken et eksempel på. Her har man på den ene side prioriteret privatsfæren ved at indrette to badeværelser i selv de mindre lejligheder, på den anden side har man fjernet skillevæggene og lavet få, men større rum ud fra den formodning, at familiens medlemmer gerne vil tilbringe fritiden sammen og derfor ikke har behov for eget værelse.

Men Nicolineparken er trods de nye akkorder også en bebyggelse med en gammel sjæl.

Den er knap færdig endnu, men den ligger på den tidligere Ny Tøjhusgrunden lige efter Langebro, når man kommer fra Rådhuspladsen i København, og den er ifølge arkitekt Bjarne Hammer fra arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, en parafrase over de gamle boligbyggerier, som findes i rigt mål i kvarteret Islands Brygge.

»Det har været en en spændende udfordring at placere en bebyggelse lige her, hvor den gamle klassiske storby møder den nye Ørestaden,« siger Bjarne Hammer. »Det er ikke et højtråbende hus, men det forholder sig eksakt til gaderummet, ikke mindst ud mod Thorshavnsgade, og har en række historiske referencer.«

Den ny bebyggelse har f.eks. som mange huse fra omkring 1900 en høj sokkel, markeret med lodrette sten, det er bygget af mørkegrå, blødtstrøgne sten fra Petersen Tegl og indfarvet mørtel, der næsten giver patina på forhånd, og har et zinktag, der minder om de klassiske københavnertage.

Bag byggeriet står familien Linde, tidligere ejere af møbelvarehuset Ilva, og deres selskab Nicolineparken A/S. Det er formet som en trelænget gård (eller et stort U) med parkeringskælder og 3.600 kvm haveanlæg i midten og rummer 151 lejligheder og 13 penthouse. Sidstnævnte ligger på sjette etage og er alle i to etager. Bygherren ønskede, at de skulle være eksklusive, derfor - formodentlig - er de domineret af en en fantastisk, skulpturel spindeltrappe, der tager rigtig meget plads, men som til gengæld er en oplevelse. »Du sagde jo selv åh, da du kom ind,« påpeger arkitekten.

Sammenfattende kan man kalde penthouselejlighederne »en skueret«. En voliere for mennesker, som godt kan lide at holde fest. Selv vinduespartierne i de skrånende vægge er i dobbelthøjde med åbent kig helt til loftet, og påøverste etage er der udgang til en afskærmet terrasse/taghave, som man kan forestille sig kan bruges det meste af året. I den korte ende af bebyggelsen er der ingen tagterrasse, men store altaner på næsten 100 kvm, der vender ud mod gårdhaven.

De øvrige lejligheder er mindre spektakulære, men alle præget af lys og luftighed. Væggene er hvidmalede, gulvene er i lys ask, de åbne køkkener kommer fra det italienske køkkenfirma Aster og har låger i skinnende, hvid højglanslak, og i badeværelserne er der marmor på gulvet og frostet glas omkring brusenichen. Rumhøjden er en håndsbredde højere end normalt, hvilket giver en god rumfornemmelse, og næsten alle lejligheder er gennemlyste, dvs. de får både morgen- og aftensol. Det skyldes bl.a., at bygningskroppen er forholdsvis smal, kun 11 meter på tværs. Til alle lejlighederne hører en altan, nogle vender ud mod gaden, men de fleste mod gården og den fælles have, som skal indrettes med solkroge, rosenpergola, en bred vandtrappe ned til en kunstig kanal og fælles græsterrasser.

Der er brugt mange flere kvadratmeter end sædvanligt til trapperummene, men det er gjort med velberåd hu. »Beboerne identificerer sig med hele bebyggelsen, det er deres hjem, og det betyder meget, hvordan man bliver inviteret indenfor,« siger arkitekten og viser med en håndbevægelse, at man kan kigge hele vejen op gennem etagerne.

Hvor havesiden er domineret af de mange altaner med brystninger i hvid fiberbeton, er facaden mod gaden præget af vinduer i mange størrelser. De er smalle, rektangulære og markeret med en hvid indramning, der ligger helt ude i facaden. Det giver en geometrisk mønster, som kunne ligne en dekoration. Stramt og elegant.

Byggeriet er blevet forsinket over et halvt år, men ventes nu at være helt færdigt - inklusive haveanlægget - til april. Prisen? En lejlighed på 64 kvm netto plus 10 kvm altan koster 2.645.000 kr og en penthouselejlighed på 166 kvm netto plus to terrasser koster 10,8 mio. kr.