Havevandring, hjemmebag og kulørte lamper

Grundejerforeningen Trekantens Vejlag i Valby holdt for nylig sin 31. vejfest. Her bliver mangeårige traditioner holdt i hævd, men der kommer også nye til. F.eks. havevandringen hvor man byder naboerne indenfor bag hækkene.

Arkivfoto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

For Maria starter sommeren med vejfesten, der altid lægges på en lørdag tæt på Sct. Hans. Og sådan har det været, så langt hun kan huske tilbage.

»Jeg har været fire-fem år dengang. Jeg kan huske, at det var enormt hyggeligt at få lov til at være længe oppe, mens de voksne holdt fest,« siger Maria, der nu bor med sin mand og to små børn i huset, som hun har arvet efter sin farmor.

Familien bor i Valby i »Den Hvide By« som består af 81 hvide dobbelthuse i en trekant afgrænset af Valby Langgade, Søndre Allé og Vestre Allé. En tredje allé, Nordre Allé, skærer trekanten igennem og her er grundejerforeningens hvide telt rejst midt på vejen.

Det solide telt er en investering af nyere dato og lejes til vennepris hos en tidligere beboer. Før blev der blot rigget nogle presenninger til over bordene, hvis det så ud til regn, men den tid er forbi, og nu har beboerne solid dug over grillbøfferne uanset vejret.

Sidste år startede Grundejerforeningen Trekantens Vejlag en ny tradition med havevandring, hvor beboere, der gerne vil vise deres have frem, sætter en seddel ude ved vejen,

Havevandringen blev en succes, så igen i år afgår der klokken 14 en trillebør lastet med øl, vand, kaffe og Dannebrogsflag med kurs mod den første åbne have.

»Det handler slet ikke om at vise naboerne, hvor fin ens have er. Men om at vi kan se, hvor forskellige haverne er omme bag hækkene,« siger foreningens formand, Camilla Neuenschwander.

Og de er meget forskellige. Nogle af haverne er delt op i midten, andre har fælles have eller hver et stykke og så en fælles del. Græs og fodboldmål dominerer nogle steder, mens der er stor urtehave og flotte staudebede i andre haver.

Jesper og Louise har sammen med deres to drenge boet i Den Hvide By i tre år. Deres have ligger skjult bag en høj hæk.

»Ja, her er vores oase,« siger Jesper, mens børnene smider sig op i den store hængekøje.

»Vi var også med til havevandringen sidste år. Det er sjovt at se, hvordan de andres haver ser ud,« siger han. Henne ved teltet er nogle større børn i færd med at få liv en bunke grillkul stablet oven på et lag af sand, så astfalten ikke tager skade. Her skal børnene bage snobrød, og senere kommer der brænde på bålet.

Søren på 13 år har været med til festerne altid.

»Det er rigtig sjovt. Man ses med alle vennerne, man må være længe oppe, og så kan jeg godt lide det store bål, vi har om aftenen.«

Om aftenen blev grundejerforeningens årlige kagekonkurrence også afgjort, der var lotteri, uddeling af forskønnelsesprisen som i år gik til en ejer, der har skiftet vinduerne i huset ud, og endelig var der musik ved Det lille Trekantorkester.

Omkring 150 var med til festen fordelt på ca. 110 voksne og 40 børn. Samme antal, som der plejer at møde op. De sidste holdt ud til omkring klokken 4 om morgenen, og allerede kl. 10 var oprydningsholdet på banen med morgenkaffe og rundstykker.