Haven I januar

Selv om haven lige nu slet ikke ligner en normal vinterhave, er januar alligevel mest til havedrømme. Man må nøjes med at se undrende til og lade haveredskaberne blive i skuret.

Hvornår har du sidst plukket martsvioler til nytårsbuketten? I 2006 formåede martsviolerne ikke engang at være fremme til tiden i marts måned, men ventede til april! Det er en særlig vinter, vi er i begyndelsen af, og det særlige er, at vinteren endnu ikke er dukket op. Violerne blomstrer stadig derude om kap med havestedmoder, tusindfryd, iberis, gule lærkesporer, efterårskirsebær, kirsebærkornel, hasler og flere til. Græsset er vokset siden sidste klipning i november, og plænerne ser mere langhårede ud end sædvanligt. Men hvorom alting er, skal man blot kigge forundrende på og lade haveredskaber og maskinel blive i værkstedet!

Januar er til havedrømme og planlægning frem for praktisk havearbejde. Det er nu tegneblokken skal frem, og de gode ideer nedfældes. Vær klar, når den første snebyge er landet og lægger en smuk, hvid bund i haven. På det tidspunkt træder haven frem på en særlig måde. Havens linjer bliver tydelige. Sneen slører alt det uvæsentlige og sætter fokus på havens skelet, dens rygrad. Mangler der mon nye rum i haven? Så tegn en ny hæk i snebilledet. Måske skal hækken være et frugtespalier. Er der brug for stedsegrønne buksbomkugler, der netop nu kan træde i munter karakter med eller uden snekalot i det vintertrætte staudebed? Og hvad med indgangspartiet, er det blot et hul i hækken? Hvorfor ikke lade et par hækplanter vokse op og danne en portal? Står du ofte og mangler gode krydderurter under madlavningen? Så plant timian og rosmarin lige uden for den dør, der vender mod syd. De to urter skal stå lunt og solrigt, gerne ind mod husvæggen, og så er de året rundt lige ved hånden. Sæt det straks på dosmersedlen!

Inden foråret kan der sættes pinde i jorden rundt omkring i haven, hvor nye ideer planlægges. På den måde bliver ideerne mere konkrete - og kan til dels afprøves - inden de sættes i værk.

Det første frøkatalog er allerede dumpet ind af brevsprækken. Brug de mørke vinteraftner til at planlægge hvilke frø, der skal puttes i jorden, og hvornår. Men endnu er det for tidligt at så noget som helst. Det vil sige lige med undtagelse af karse, som er et fantastisk krydderi. Læg et stykke vat på en flad tallerken og gør det fugtigt. Tag en spsk. karsefrø i et glas og hæld to spsk vand ved. Fem minutter senere har karsefrøene hver især fået en vandhinde omkring sig, og de kan smøres ud på vattet med en kniv. Herefter ligger de smukt fordelt. Træk film over tallerkenen og sæt frøene i køkkenvinduet. Efter fem dage er karsen klar - forårsgrøn, fyldt med vitaminer og vidunderlig påæggemaden.