Grønt image på stenbroen

Stefansgade på Ydre Nørrebro arbejder på at blive Københavns grønneste gade. Til nytår stopper syv års kvarterløft, men der arbejdes videre på at give kvarteret endnu mere stil og atmosfære i gadelaug, foreninger og borgergrupper.

Vinterlys over Stefansgade med Børneasylet i baggrunden. Gaden er lige blevet færdig med en større fornyelse af fortove og kørebane. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

»Det skulle ikke undre mig, hvis Stefansgadekvarteret om få år bliver et af de mest eksklusive i København, fordi det både er grønt og dynamisk.«

Det mener Niklaus B. Sonne, der for snart tre år siden sammen med sin kone Liese byttede Gentofte-villaen ud med en andelslejlighed på Ydre Nørrebro – et område, man normalt ikke forbinder med store åbne grønne områder, legende børn, fuglesang og bimlende kirkeklokker.

»Nej, det handler som regel om ballade og etniske uroligheder, når man hører om Ydre Nørrebro i medierne, men vi oplever det som at bo i et stemningsfyldt og hyggeligt hjørne af Paris med caféer, gallerier, parker, spændende forretninger og godt naboskab,« fortsætter han.

Stefansgade løber parallelt med Jagtvej mellem Borups Allé og Nørrebrogade i Parkkvarteret – opkaldt efter den nyrenoverede Nørrebroparken – og tæt på Assistens Kirkegård. Oppe ved Nørrebrogade-enden ligger Sankt Stefans Kirke med en stor grøn baghave, og der er mange træer både langs Stefansgade og i de charmerende og meget forskellige sidegader. Om sommeren er der rift om caférnes udendørs pladser.

Liese og Niklaus B. Sonne samt Phister, der er en 11 måneder gammel Grand Basset Griffon-jagthund, bor på hjørnet af Stefansgade og Søllerødgade i ejendommen TAGA, der blev opført i 1929 af det daværende KTAS, der havde telefoncentralen af samme navn i den midterste del af ejendommen, mens der var lejligheder for de ansatte til begge sider.

Her i de højloftede lokaler sad telefonisterne og pluggede samtalerne ind i store telefonborde frem til omkring 1960, og til helt op i 1990erne var der central i den smukke tidstypiske bygning, der i foråret 2002 blev omdannet til Andelsboligforeningen Tagahus med 22 lejligheder, heraf tre erhvervslejligheder. Den faldt ægteparret Sonne helt tilfældigt over, da Liese Sonnes voksne søn var på jagt efter en lejlighed.

»Jeg så en lille rubrikannonce med et »håndværkertilbud« i Berlingske Søndag, og det viste sig at være husets ene taglejlighed, som han købte og satte i stand. I forbindelse med istandsættelsen kom vi her meget og fandt ud af, at det er et superdejligt kvarter. Da sønnen flyttede i hus et års tid senere, overvejede vi at overtage lejligheden, men dels var 5. sal uden elevator lidt for højt – vi havde en gammel hund dengang – og dels var Liese endnu ikke parat til at flytte fra Gentofte,« fortæller Niklaus B. Sonne, der selv var blevet lumsk ked af at passe den store villahave, samtidig med at en nyerhvervet ødegård i Småland trak i weekenderne.

Men da hele stueetagedelen af den gamle telefoncentral, der var blevet brugt af en sportsklub, et års tid senere blev ledig, var både Liese og tiden moden, og villaen i Gentofte blev solgt så hurtigt, at parret måtte flytte på hotel i tre-fire måneder, mens der blev bygget om til en 280 kvadratmeter stor beboelseslejlighed og en mindre erhvervslejlighed, hvorfra Niklaus B. Sonne driver dels et investeringsfirma, dels et vinfirma med lager i den oprindelige telefonkabelkælder, der går ud under Stefansgade.

»Allerede første gang, jeg var her, gik jeg en lang tur i kvarteret og tog så hjem og undersøgte på nettet, hvad der var af planer for renovering og forskønnelse af bydelen, og det overbeviste mig om, at en lejlighed her kun kunne blive mere og mere værd. Parkkvarteret har nemlig siden år 2000 været genstand for et omfattende kvarterløft, der afsluttes 31. december i år, så hele bydelen er inde i en rivende positiv udvikling, der betyder, at tingene bare bliver gjort,« fortsætter Niklaus B. Sonne. Han har selv været medstifter af – og er næstformand for – Stefansgade-Lauget, der sammen med de andre gadelaug, Brugerforeningen for Nørrebroparken, Hundeforeningen og andre borgergrupper fortsætter, hvor kvarterløftet slipper.

»Det er mange store gamle lejligheder i kvarteret, men også en del mindre, som er velegnede til yngre mennesker, og det er med til at gøre kvarteret ungt og attraktivt, at en del af Københavns Universitet ligger lige i nærheden,« siger han.

»Vi har en målsætning om, at Stefansgade skal være byens grønneste gade, også med hensyn til bæredygtighed og trafiksanering. Det unikke miljø og mangfoldigheden skal bevares, de små rum og hjørner skal udnyttes, gerne til flere caféer og spisesteder, butiksfacaderne skal friskes op, og vi har en pulje til nye skilte til butikkerne, hvor vi gerne vil have, at stilen fra Jægersborggade, (en sidegade til Stefansgade, red.), er gennemgående. Der er planer om et økologisk marked en weekend om året, og vi vil gerne have arrangementer i forbindelse med jazzfestivalen og ZULU Sommerbio,« siger Niklaus B. Sonne, der også godt kan forestille sig, at der laves skøjtebane i Nørrebroparken om vinteren.

I øjeblikket er der ved at blive lagt sidste hånd på en større fornyelsen af fortovene og selve gaden, der får nogle bump, så bilisterne sætter farten ned. Det betyder samtidig, at der bliver færre parkeringspladser. Til gengæld får gaden en delebilsordning.

»Trafikken og manglen på P-pladser er de eneste problemer, jeg kan få øje på, men de kan løses med en Metro-station, gerne der, hvor Ungdomshuset lå, og et parkeringshus,« slutter Niklaus B. Sonne.